Kina er verdens største e-handelsmarked, og krisen har kun sat yderligere skub i udviklingen af Kinas marked for e-handel.

29.06.20 DI Handel Nyheder

Danske brands storhitter i Kina

Tal fra General Konsulatet i Shanghai viser, at danske varer er blandt de bedst sælgende på førende kinesiske e-handelsplatforme, og at Danmark er i top 15 over de største e-handels importlande i Kina. Det skyldes primært effektiv markedsføring, produkter af høj kvalitet og Danmarks gode branding.

Kina er verdens største e-handelsmarked, og krisen har kun sat yderligere skub i udviklingen af Kinas marked for e-handel.

Potentialet for danske virksomheder er enormt. Mange handelsvirksomheder nyder allerede godt af væksten i kinesisk e-handel, og i fremtiden vil endnu flere danske virksomheder kunne indtage en del af markedet.

Danmark i top 15

I 2019 var Danmark i top 15 på TMALL Global målt på bruttovareværdien (GMV), viser tal fra Det Danske General Konsulatet i Shanghai. Denne rating er alene fra d. 11. november 2019 for cross border e-commerce på TMALL Global, der er en del af Alibaba Groups portefølje og en side for importerede varer.

Listen over Kinas største importlande toppes af Japan, dernæst følger USA, Sydkorea, Australien og Tyskland.

Top 15 over Kinas største importlande d. 11. november 2019 på TMALL Global (Kilde TMALL Global)

Tallene afspejler, at Danmark er rigtig godt branded blandt kineserne, og at danske varer klarer sig rigtig godt på kinesiske e-handelsplatforme. Danmarks størrelse taget i betragtning er det ret imponerende.

Danmark lig med kvalitet

Mange købedygtige kinesere foretrækker at købe direkte fra udenlandske leverandører, og det er særligt det stigende fokus på kvalitet og sikkerhed, der gør danske brands attraktive.

E-handelsplatforme som TMALL og JD.com giver danske virksomheder mulighed for at sælge varer direkte fra eget lager i Danmark til de kinesiske forbrugere, såkaldt cross border-salg. I Kina er Danmark kendt for varer af høj kvalitet, og at sikkerheden er i top.

Singles Day viser potentialet

Det er ikke nyt, at danske varer bliver præsenteret ved særlige danske online livestream-events, hvor millioner af kinesiske forbrugere ser med, når danske produkter præsenteres. Det sker regelmæssigt, og kan fx være i forbindelse med store salgsdage som Singles Day d. 11. november, der er den kinesiske pendant til vestens Black Friday.

I 2019 nåede salget alene for Alibaba Group efter 24 timer op på 38 mia. dollars, det svarer til ca. 250 mia. kr. Det er en stigning på knap 26% siden 2018, og det gør dermed Singles Day til verdens største online-handelsdag (kilde: Harvard Business Review).

Online markedspladser som springbræt til eksporteventyr

En af fordelene med online markedspladser er, at de har en infrastruktur, som virksomheder kan anvende og dermed lette e-eksporten. Virksomheder kan med en forholdsvis lille investering komme i gang med at teste eksportmarkeder uden at skulle starte helt fra bunden med alt fra betalingsformidling, logistik, kundeservice etc.

TMALL Global er netop en online markedsplads, som er tilpasset til virksomheder uden for Kina til at nå kinesiske forbrugere. TMALL Global er til de kinesiske forbrugere, som er interesseret i at købe udenlandske produkter. Til forskel fra TMALL Classic behøver virksomheder, der sælger på TMALL Global ikke at være registreret i Kina. Danske virksomheder kan således med deres eksisterende danske virksomhed sælge direkte til de kinesiske forbrugere.

”For mange virksomheder kan eksport til Kina være en meget stor mundfuld, fordi det kræver en stor investering og ressourcer. Med TMALL Global er det en oplagt mulighed for de danske design- og mærkevarevirksomheder at teste efterspørgslen på det kinesiske marked inden en evt. større investering og indtræden på det kinesiske marked”, siger Tevin Lac, fagleder for digital handel i DI Handel

Postnord Multibrand Store på TMALL Global

En af mulighederne for danske virksomheder at sælge direkte til de kinesiske forbrugere fra Danmark, er gennem Postnords Multibrand Store på TMALL Global, der administreres af Ehubnordic.

Besøg Postnords Multibrand Store her.

Ehubnordic hjælper nordiske brands (fx Stelton, Jacobsen Honning, Barbarians m.fl.) med at markedsføre og sælge deres produkter online direkte til forbrugerne i Kina. De sørger for driften, det vil sige marketing, salg, betaling, retur og kundeservice i Kina. Når en virksomhed har indgået et partnerskab med Ehubnordic, står de for online lancering af virksomhedens produkter, hvilket indebærer godkendelse på platformen, oversættelse af tekster til kinesisk, hjælpe med billedmateriale, layout af produktsider samt løbende opdateringer.

Læs mere om Ehubnordic her.

Nyt samarbejde

The Trade Council i Shanghai har netop etableret et tæt samarbejde med Kinas nye online markedsplads nummer to efter TMALL, platformen Pinduoduo, som har overtaget pladsen fra JD.com.

”Vi arbejder aktivt med at onboarde danske brands på det kinesiske e-handelsmarked, og så sent som i lørdags afviklede vi i samarbejde med 10 danske brands vores første live-stream med Pinduoduo foran 350.000 kinesiske seere. Det var en stor succes med online promotion af danske brands som Arla, Helsemin, RAINS, Anthon Berg, Danisa, Kelsen mm.”, siger Jesper Halle, der er leder af e-commerce-indsatsen i The Trade Council i Kina og fortsætter

”Først besøgte vi de danske butikker Pandora og RAINS, derefter sendte vi live fra General Konsulatet i Shanghai, hvor de danske brands kunne fortælle om deres produkter. De kinesiske forbrugere fik også andet information og underholdende indslag om Danmark”.

Konkurrencefordel

Online markedspladsen Pinduoduo har eksisteret siden september 2015, og blev børsnoteret på Nasdaq i 2019.

Platformens største investor er den kinesiske teknologigigant Tencent, som ejer det sociale medie WeChat, så al produktinformation på Pinduoduo let kan spredes via WeChat. Det er en af årsagerne til, at Pinduoduo er blevet så populær, og det giver platformen en stor konkurrencefordel i forhold til Alibabas TMALL.

”Vi vil helt sikkert arbejde videre med Pinduoduo som et supplement til TMALL. Pinduoduo er specielt stærke på tier 3 og 4 byer i Kina, hvor TMALL sidder tungt på tier 1 og 2. Samarbejdet giver os endvidere mulighed for en konstruktiv dialog med Pinduoduo vedrørende intellectual property rights (IPR), hvilket er særdeles vigtigt for vores danske brands”, slutter Jesper Halle.

Læs også: Ny eksportpakke til danske virksomheder

Hold dig opdateret

Modtag DI Handels nyhedsbrev og få relevante nyheder, analyser og events inden for salg, marketing, kundeservice og e-handel direkte i din mailboks hver uge.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Relateret