29.10.21 DI Handel Nyheder

Et kryds i samtykkefeltet er ikke altid nok

Forbrugerombudsmanden har vurderet, hvornår en kunde har givet et endeligt samtykke til markedsføring i løbet af et købsflow på webshops. Hun kom frem til, at selvom en kunde har sat kryds i et samtykkefelt, er der ikke givet samtykke, hvis kunden bagefter afbryder købet.

Hvornår er der givet samtykke?

En virksomhed havde kontaktet Forbrugerombudsmanden, fordi de gerne ville vide præcist, hvornår i et købsflow på deres hjemmeside en kunde havde givet samtykke til at modtage markedsføring. Virksomheden ville nemlig gerne sende ”tabt kurv-påmindelser” ud til kunder uden at overtræde spamforbuddet.

”Tabt kurv-påmindelser” sendes typisk ud til kunder via e-mail, efter kunden har forladt en webshop uden at gennemføre deres køb. Det er vigtigt at holde markedsføringslovens spamforbud for øje her, da du ikke må sende direkte markedsføring ved brug af fx e-mail eller SMS, medmindre modtageren har givet sit forudgående samtykke til det.

Læs også: Må vi sende en ”abandoned cart” e-mail til potentielle kunder, som har forladt vores side uden at gennemføre et køb? - DI Handel (danskindustri.dk)

Samtykke kræver en ”afsluttende handling”

Forbrugerombudsmanden kom frem til, at der ikke er givet et samtykke til markedsføring, hvis en kunde afbryder et købsflow, inden kunden har foretaget en såkaldt ”afsluttende handling”. Det betyder, at en kunde skal gøre noget, som klart afslutter afgivelsen af samtykket – fx ved at trykke på en ”tilmeld” eller ”godkend og betal” knap. Hvis kunden derimod kun afkrydser et samtykkefelt og derefter afbryder købet, fx ved at forlade webshoppen, så er processen blevet kortsluttet, og dermed er der ikke givet et endeligt samtykke.

Forbrugerombudsmanden påmindede også virksomheden om, at den markedsføring, som de sendte ud, skulle være omfattet af deres samtykketekst. Altså, hvis du som virksomhed kun skriver, at du vil sende nyhedsbreve ud til dine kunder, så kan du ikke bruge dette samtykke til at sende ”tabt kurv-påmindelser”. Så husk at formulere samtykket tilstrækkeligt bredt. Hvis du fx skriver i teksten, at samtykket gælder ”markedsføring om virksomhedens produkter”, vil du også lovligt kunne sende ”tabt kurv-påmindelser”.

Du skal bevise samtykket

Det er din virksomhed, der skal bevise, at et samtykke til markedsføring er gyldigt. I DI Handel anbefaler vi derfor, at du er opmærksom på, om din kunde har afsluttet en handling og dermed givet et endeligt samtykke.

Det er selvfølgelig stadig lovligt at sende markedsføring ud til dine kunder, hvis de tidligere har givet endeligt samtykke til at modtage markedsføring.

Hvis du kan se, at mange af dine kunder afbryder købet, men har sagt ja til markedsføring, kan du overveje, om du vil implementere en løsning, hvor kunden bliver spurgt om de alligevel vil give samtykke til markedsføring, selvom de er ved at forlade siden.

Vi anbefaler også, at du er sikker på, at din samtykketekst rent faktisk omfatter den markedsføring, som du sender ud. Hvis ikke det er tilfældet, vil din markedsføring være spam, og du vil risikere at blive straffet med en bøde.

Læs mere om Forbrugerombudsmandens sag her.

Har du spørgsmål?

Har du spørgsmål til sagen, eller er du i tvivl om, hvordan din virksomhed skal forholde sig, kan du kontakte chefkonsulent/advokat Marie Krogsgaard Pedersen på makp@di.dk.

Styrk din faglige profil

E-handel, marketing, B2B salg og kundeoplevelser. Få unik viden og erfaringer gennem nyheder, analyser og events fra specialister, ligesindede handelsvirksomheder og DI Handel hver uge.

Ja tak, giv mig unik viden

Marie Krogsgaard Pedersen
Johan Dein
Skrevet af:

Marie Krogsgaard Pedersen Johan Dein

Relateret indhold