Hvem er den sydkoreanske Amazon – Coupang?
Sydkorea er hjemsted for et af de største og hurtigst voksende e-handelsmarkeder i verden. Den hastige udvikling skyldes bl.a. sydkoreanernes forhold til e-handel, men den skyldes i høj grad også Coupang, der på 11 år har vokset sig til den største online markedsplads i Sydkorea. Men hvem er - og hvad er Coupang?
Corona epidemien har ændret forbrugernes indkøbsvaner i mange lande og især e-handel har vundet endnu større indpas. Dette gælder også i Sydkorea, hvor covid19 har betydet, at det koreanske online marked overgik offline markedet for første gang nogensinde.
Uagtet corona epidemien så har Sydkorea de perfekte forudsætninger for e-handel. Det er et af de tættest befolkede lande i verden med en høj mobil- og internetadgang. 80% af sydkoreanerne bor i byer, og 95% ejer smartphones. Dette har Coupang udnyttet og de er i dag den dominerende online markedsplads på det sydkoreanske marked.
Hurtig levering har været motoren for de imponerende resultater skabt på blot 11 år
Coupang startede som en slags koreansk Groupon i 2010 inden de efter tre år udvidede de til en online markedsplads. Virksomheden fik rejst en investering på 300 millioner USD i 2014, efterfulgt af 3 milliarder USD i hhv. 2015 og 2018. Investeringerne gjorde, at Coupang kunne vokse sig til en virksomhed med over 50.000 ansatte i dag.
Hjørnestenen, der har sikret Cupangs succes, er deres utrolige leveringshastighed. Virksomhedens ”Rocket Delivery”-netværk gør, at kunderne bl.a. kan få deres ordrer leveret enten samme dag eller næste dag. Dette er muligt, fordi Coupang har lagerhaller overalt i Sydkorea, hvilket betyder, at 70% af alle sydkoreanere bor inden for 30 km fra et Coupang-lagerhal. Med det fintmasket netværk af lagre som fundament, kan de med deres Rocket Delivery koncept levere 99,6% af alle ordrer inden for 24 timer.
25% markedsandel og opstart af nye forretningsområder
Coupang har omkring 15 millioner aktive kunder, som har adgang til et varesortiment på mere end 5 mio. varenumre fra ca. 200.000 tredjeparts sælgere. En rapport fra april 2020 viser, at Coupang er den klart største markedsplads og mest dominerende e-handelsvirksomhed i Sydkorea, med en estimeret markedsandel på 24,6% af det sydkoreanske e-handelsmarkedet. Coupang omsatte i driftsåret 2019/2020 for imponerende 5,9 milliarder USD.
Ligesom Amazon, har Coupang også et loyalitetsprogram, Coupang Wow Rocket, der på mange punkter minder om Amazon Prime. I øjeblikket har ca. en tredjedel af deres kunder et Coupang Wow Rocket-medlemskab.
Udover at drive online markedspladsen breder Coupang sig til nye forretningsområder:
- I juli 2020 lancerede Coupang deres videotjeneste kaldet Coupang Play, som kan sammenlignes med Amazon Prime Video.
- Coupang Pay er deres betalingsapp
- Coupang Eats er deres madudbringningstjeneste a la JustEat/Hungry/Wolt etc.
- I juni 2021 startede de i Japan og i juli 2021 blev Coupang lanceret i Taiwan
- De har også planer om at udvikle en liveshopping platform
Coupang er med andre ord i gang med at blive en dominerende spiller i hele den digitale fødekæde på lige fod, med andre digitale giganter i verden.
Webinar med Coupang d. 28. oktober 2021
DI inviterer i samarbejdet med den danske ambassade i Korea til et webinar med Coupang torsdag d. 28. oktober 2021, som er gratis og åben for alle.
Deltag på webinaret og få et indblik i Coupang og det sydkoreanske e-handelsmarked. På webinaret vil du få et bedre indblik i markedet og hvordan du som virksomhed kan sælge på Coupang.
Tilmeld dig webinaret her: https://www.danskindustri.dk/arrangementer/soeg/webinarer/internationale-webinarer/korea-e-commerce/
Styrk din faglige profil
E-handel, marketing, B2B salg og kundeoplevelser. Få unik viden og erfaringer gennem nyheder, analyser og events fra specialister, ligesindede handelsvirksomheder og DI Handel hver uge.