04.10.21 DI Handel Nyheder

Ny branchedirektør i DI Handel

Jacob Kjeldsen er ny branchedirektør for DI Handel. Han skal fremover stå i spidsen for handelsvirksomhederne i DI og for en forstærket indsats for e-handel og e-eksport i dansk erhvervsliv med en hel række nye initiativer.

Jacob Kjeldsen kommer fra en stilling som chef for DI’s største medlemsforening, Fremstillingsindustrien, der har både små og mellemstore og store produktionsvirksomheder som medlemmer.

Jacob Kjeldsen har tidligere gennem mange år været international chef i DI med ansvar for DI’s kontorer i bl.a. USA, Kina, Indien og Tyskland og kommer således til DI Handel med bred erfaring fra både produktionsvirksomheder og fra internationalt arbejde.

Det er erfaringer, han får brug for i sit nye arbejde, hvor Danmark som handelsnation er inde i en spændende og udfordrende udvikling.

En af de vigtigste opgaver for Jacob Kjeldsen bliver at hjælpe DI’s medlemmer med at styrke e-handel herhjemme og i udlandet og med at styrke handelsvirksomhedernes position i en verden med store forandringer. E-handel er vokset markant – ikke bare i handelsvirksomhederne men i snart sagt alle virksomheder, ikke mindst under nedlukningen i forbindelse med pandemien. Til gengæld kniber det stadig for danske virksomheder med at få gang i e-eksporten.

Med Jacob Kjeldsen ved roret lancerer DI nu en forstærket indsats med en række nye medlemstilbud, som er relevante for både virksomheder, der sælger b2b og b2c. E-handel ændrer på spillereglerne i forsyningskæden, da det bl.a. åbner for handels- og produktionsvirksomhedernes direkte salg til slutbrugerne. Derfor er det afgørende for deres succes, at DI og DI Handel tilvejebringer denne viden til industrien.

Handelserhvervet i Danmark udgør 32 procent af omsætningen i det private erhvervsliv og står for 24 procent af den private beskæftigelse.

Jacob Kjeldsen afløser Sidsel Dyrholm Holst på posten som branchedirektør i DI Handel. Sidsel Dyrholm Holst skal efter 19 år i DI tiltræde en stilling som programleder i Fonden for Entreprenørskab.

Styrk din faglige profil

E-handel, marketing, B2B salg og kundeoplevelser. Få unik viden og erfaringer gennem nyheder, analyser og events fra specialister, ligesindede handelsvirksomheder og DI Handel hver uge.

Ja tak, giv mig unik viden

Skrevet af:

Tevin Lac

Relateret indhold