Faldende detailsalg og forlængede coronarestriktioner kalder på løsninger
Detailhandlen faldt med 7,7 pct. i december sammenlignet med måneden før, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Tallene understreger, at vi har brug for pragmatiske løsninger her og nu indtil en genåbning er mulig, mener DI.
For at forebygge og inddæmme udbredelsen af corona blev der kort før jul indført en lang række nye restriktioner for detailhandlen, der bl.a. har betydet, at udvalgsvarebutikker skal holde lukket for private kunder.
Forlængelsen af restriktionerne frem til 28. februar 2021 har store konsekvenser for en lang række aktører i detailhandlen landet over.
En af de handelsvirksomheder, der allerede nu mærker konsekvenserne er JKE Design, der designer og fremstiller køkkener, bad og garderober:
”Det er de færreste kunder, der skriver under på en handel på et køkken uden at have set det. De skal ud og se køkkenet, røre og mærke det, inden de ønsker at handle. Vores største forhandler har fx lige nu 240 kundeemner, der bare venter, mens tingene spidser mere og mere til. De økonomiske udfordringer kommer, når ordrebogen er tom om 2-3 måneder”, fortæller CEO i JKE Design Claus Beier.
JKE Design efterspørger ikke, at butikkerne skal åbne helt, men at de får mulighed for, at tage kunder ind i hold eller efter aftale:
”Jeg mener, at man med alt mulig ansvarlighed kan holde gang i vores branche og lignende brancher ved at gøre det på den her måde, og vi har rig mulighed for, at holde afstand hos vores forhandlere, der ofte råder over rigtig mange kvadratmeter”, fortæller Claus Beier.
Også virksomheden Mosaikhjørnet, der sælger fliser til badeværelse og køkken efterspørger pragmatiske løsninger:
”Det er vigtigt for os, at kunne afholde kundemøder med private, fordi at planlægge en ombygning i sit hjem kræver rådgivning og sparring, og det gør vi bedst med et møde, hvor vi kan fremvise forskellige materialer og opsætning”, fortæller indehaver Tanja Marianne Foged.
DI: Forlængelsen af nedlukningen kræver pragmatiske løsninger her og nu
I DI opfordrer vi til og arbejder for, at der bliver lagt en plan for genåbningen af detailhandlen, så vi hurtigst muligt kan få åbnet op for aktiviteter, hvor smittefaren er meget begrænset. Vi har tæt kontakt med Erhvervsministeriet og de relevante personer, der er ansvarlige for området og har spillet en lang række konkrete forslag ind i hele nedlukningsperioden:
”I lyset af hvor længe nedlukningen har stået på nu og den ringe udsigt til fuld åbning på kort sigt, er der brug for pragmatiske løsninger her og nu indtil en genåbning er mulig. Vi bør give mulighed for at gennemføre salgsaktiviteter, hvor det sundhedsmæssigt kan gøres forsvarligt”, siger branchedirektør i DI Handel Sidsel Dyrholm Holst, og fortsætter:
”Helt konkret har vi foreslået myndighederne, at virksomhederne får mulighed for at tilbyde deres kunder, at de kan booke tid online eller telefonisk til et møde eller besøg i butikken. På den måde kan man begrænse antallet af kunder i de enkelte butikker og sikre, at der til enhver tid kun er det antal kunder som butikken kan rumme ift. afstandskravet på 2 meter. Det vil gøre en stor fordel for butikker som bilforhandlere, køkkenbutikker, flisebutikker og andre former for udvalgsvarebutikker, hvor det er afgørende at man kan se, mærke eller prøve produkterne før man køber dem.”
Læs også: Fremtidens detailhandel: Den ”nye” butik
Styrk din faglige profil
E-handel, marketing, B2B salg og kundeoplevelser. Få unik viden og erfaringer gennem nyheder, analyser og events fra specialister, ligesindede handelsvirksomheder og DI Handel hver uge.