I dag er det et hit at være grøn. CO2-neutral, bæredygtig, klimavenlig og miljøvenlig er eksempler på ord, virksomheder kan bruge for at fremhæve deres produkter som gode for klima og miljø.

Colourbox
19.02.21 DI Handel Nyheder

Fire gode råd til at undgå greenwashing i din markedsføring

En stigende miljøbevidsthed og grøn efterspørgsel fra både B2B og B2C kunder har sat bæredygtighedsmålsætninger på dagsordenen hos danske virksomheder. Der er dog en række juridiske faldgruber i markedsføringen af de bæredygtige initiativer.

I dag er det et hit at være grøn. CO2-neutral, bæredygtig, klimavenlig og miljøvenlig er eksempler på ord, virksomheder kan bruge for at fremhæve deres produkter som gode for klima og miljø.

Men det er vigtigt, at jeres grønne markedsføring har hold i reelle CSR-tiltag.

Ifølge markedsføringsloven må varer og tjenesteydelser ikke markedsføres med vildledende udsagn. Ord og vendinger på produkterne skal være relevante og afbalancerede, og de må ikke fremhæve lovpligtige forhold som noget særligt. Producenten skal kunne dokumentere sine påstande. Hævder producenten, at produktet er "mere skånsomt for miljøet" eller "miljøvenligt", skal producenten bevise det. Produktets emballage eller udseende må heller ikke give indtryk af, at produktet har særlige etiske eller miljømæssige fordele, hvis det ikke har det.

Markedsføres der grønt på falske præmisser, er det greenwashing:

”Helt konkret handler greenwashing om, at du ikke må sige noget, der ikke er rigtigt. Det er derfor vigtigt at have dokumentation for de budskaber, du vælger at dele”, fortalte advokat og partner hos Synch Advokater Heidi Højmark Helveg til 30 marketing- og salgschefer, da de mødtes online til et virtuelt netværksmøde i DI Handels verdensmålsnetværk for marketing- og salgsansvarlige den 27. januar 2021.

Tilmeld dig: Ansvarlig handel

Green-washing

Greenwashing er vildledende markedsføring og holdninger, der bruges til at overbevise forbrugerne om, at ens virksomheds produkter, målsætninger og politikker er bæredygtige, men som ikke holder stik.

Fire gode råd til at undgå faldgruber

På det virtuelle netværksmøde gav Heidi Højmark Helveg netværksdeltagerne fire gode råd med på vejen:

1. Vær konkret
Virksomhederne skal være konkrete i deres udsagn om deres bæredygtige retning. Heidi anbefalede, at man udbreder budskabet om sine ambitioner til at være mere konkrete end alene ”bæredygtig”. I stedet anbefalede Heidi, at virksomhederne eksplicit italesatte, fx hvilke af de 17 verdensmål, de arbejdede med, heriblandt udvælge og ikke mindst kunne fortælle, hvordan man arbejder med de enkelte verdensmål. Eksempelvis har Grundfos fokus på verdensmål 6 i initiativet: ”Grundfos Lifelink”. Det er sat i verden for at øge adgangen til rent vand i udviklingslandene – også steder, hvor der i dag ellers ikke er en sikker adgang til vand. Det må de gerne markedsføre, da det er et konkret tiltag, der er målbart og dokumenteret.

2. Sørg for dokumentation, gerne fra en uafhængig instans

Når virksomhedernes initiativer skal vurderes og certificeres var det et klart tip, at hvis man ikke selv er den mest vidende på måling af indsatser, så skulle virksomhederne få uafhængige eksperter indover for sikre den rette dokumentation. Det er den bedste måde at få sine initiativer godkendt af forbrugerombudsmanden, afslørede hun.

3. Sørg for løbende opfølgning af de lovede tiltag

Det er et krav at man følger løbende op på virksomhedens værdikæde, for se om virksomhedens initiativer stadig er gældende og realistiske, så ens ambitioner ikke er blevet forældede af forskellige årsager. Det klare formål er at sikre at initiativerne ikke vil blive ramt af uoverensstemmelser med myndighederne og øvrige interessenter.

4. Husk særlovgivning og branchestandarder

Heidi anbefalede også deltagerne til, at være bevidste omkring hvilken branche man tilhører, og følge med i hvilke krav der foreligger virksomheden og branchen generelt, da der løbende offentliggøres retvisende retningslinjer og vurderinger på brancheniveau.

Læs også: Tre råd til lovlig purpose-driven marketing

Styrk din faglige profil

E-handel, marketing, B2B salg og kundeoplevelser. Få unik viden og erfaringer gennem nyheder, analyser og events fra specialister, ligesindede handelsvirksomheder og DI Handel hver uge.

Relateret