Mængden af falske webshops er steget med +25 pct. fra 2019 til 2020.

17.02.21 DI Handel Nyheder

Nethandel og -svindel vokser i takt

Mens fysiske butikker holder lukket, boomer e-handlen, og det er ikke gået ubemærket hen hos netsvindlerne. I 2020 anmeldte e-mærket mere end 200.000 falske webbutikker. En stigning på +25 pct. i forhold til 2019.

e-mærket gik i 2019 med støtte fra TrygFonden aktivt ind i kampen mod falske webshops på nettet.

For at beskytte både forbrugere og lovlydige webshops har de bl.a. udviklet ”SIKKER SHOPPING” – en browserudvidelse, som viser en advarselsmeddelelse, hvis købelystne danskere besøger webshops, som e-mærket har mistænkt for at være falske. Derudover kan danske virksomheder anmelde falske webshops til e-mærket, hvis de oplever, at deres brand bliver misbrugt af falske forhandlere:

”Falske webshops er billige og lette at etablere, hvilket gør det meget attraktivt at oprette en falsk webshop, selvom omsætningen på den enkelte shop ender med at være relativt lav. Det kan i høj grad forklare det store antal falske webshops. Vi kan også se, at den samme registrant jævnligt står bag 50-100 og nogle gange flere falske webshops”, fortæller Jesper Arp-Hansen, adm. direktør for e-mærket.

Læs også: Blockchain kan bekæmpe handel med falske produkter

Mængden af falske webshops er stigende

I 2018 politianmeldte e-mærket omkring 10.000 falske webshops. I 2019 var antallet steget til 150.000, og sidste år blev det til mere end 200.000 anmeldelser: 

”Falske webshops er et stigende problem. Det er vigtigt, at få bekæmpet de mange falske webshops, idet de skaber utryghed og usikkerhed omkring e-handel og i flere tilfælde er de også med til at sælge kopier af danske brands, som koster danske virksomheder omsætning og tærer på deres image.”

”Vi er derfor nødt til at kigge på, hvordan vi internationalt kan samarbejde om en indsats, der kan bekæmpe IT-kriminalitet på tværs af landegrænser, så danske forbrugere kan handle trygt på nettet, og danske virksomheder ikke oplever tabt omsætning”, mener branchedirektør i DI Handel Sidsel Dyrholm Holst, der også sidder i e-mærkets bestyrelse.

Jesper Arp-Hansen supplerer: ”I erkendelse af at myndighederne internationalt er presset af mange former for alvorlig kriminalitet og ressourcerne er begrænsede, kunne et samarbejde i forebyggelse ved at besværliggøre arbejdsforholdene for bagmændene, være en succesfuld vej at gå.”

”I Danmark har administratoren af .dk zonen gjort et stort stykke arbejde de senere år for at gøre zonen sikker og med stor succes. I første omgang kunne en tilsvarende tilgang i andre landes zoner være et godt og stærkt skridt”, slutter han.  

Læs også: Der er blæst til kamp mod farlige produkter på nettet

E-MÆRKET

e-mærket er en nonprofit organisation, som blev stiftet i 2000 af Dansk Industri, Dansk Erhverv, Dansk IT, Forbrugerrådet Tænk, FDIH, Finans Danmark og HK. På baggrund af den voksende internethandel gik stifterkredsen sammen om at oprette en certificeringsordning for danske webshops, med henblik på at sikre både forbrugere og de erhvervsdrivende, der ønskede at drive butik online. DI Handels branchedirektør Sidsel Dyrholm Holst sidder i e-mærkets bestyrelse.

Styrk din faglige profil

E-handel, marketing, B2B salg og kundeoplevelser. Få unik viden og erfaringer gennem nyheder, analyser og events fra specialister, ligesindede handelsvirksomheder og DI Handel hver uge.

Ja tak, giv mig unik viden

Katrine Jacobi
Skrevet af:

Katrine Jacobi

Relateret indhold