Ifølge Nets har danskerne i 2020 e-handlet for 57,6 mia. kr. fysiske varer.

29.03.21 DI Handel Nyheder

Danskernes online forbrug er faldet med 31 pct. i 2020

Ifølge ny rapport fra Nets Danmark A/S er danskernes samlede online forbrug i 2020 faldet. Faldet skyldes danskernes manglende forbrug af rejser grundet corona, der ellers hidtil har genereret det største forbrug online.

Coronakrisen har vendt op og ned på danskernes hverdag, og det gælder i høj grad også vores online indkøbsmønstre. I medierne har der været skrevet meget om, at danskerne har foretaget rekordmange indkøb på internettet. Det er også korrekt, dog gælder det kun bestemte produktgrupper. I en ny rapport fra Nets Danmark afsløres i høj grad, hvem de digitale vindere og tabere  var i 2020.

Læs også: Top 20: Her er tyskernes mest benyttede webshops i 2020

Fysiske produkter dominerede e-handlen

Køb af fysiske varer på nettet har været den store vinder i 2020.

Ifølge Nets har danskerne i 2020 e-handlet for 57,6 mia. kr. fysiske varer. Dette er en stigning på ca. 18 pct. i forhold til 2019, hvor forbruget var på 49 mia. kr. Køb af fysiske varer har såledesudgjordt 59 pct. af danskernes samlede online forbrug, svarende til en stigning på 25%-point sammenlignet med 2019.

Ifølge rapporten udgjorde danskernes køb af føde- og madvarer (dagligvarer og take away) tilsammen 15,1 mia. kr. i 2020 og fylder således 26 pct. af kategorien ”Varer”. Tøj og sko, der normalt er den største varegruppe, blev i 2020 kun shoppet for 11,1 mia. kr.   

Selvom fysiske produkter dominerede e-handlen i 2020, er også forbruget af online services steget. Streamingtjenester, online gaming, e-bøger har også har oplevet en forbrugsvækst i 2020. Services fyldte 18 pct. af danskernes forbrug i 2020, hvor den til sammenligning fyldte 16 pct. i 2019. Samlet set har danskerne brugt 17 mia. kr. på online services.

Kilde: Dansk e-handel 2020 og Dansk e-handel 2019, Nets Danmark A/S

Manglende rejser er årsagen til det samlede fald

Kategorien ”Rejser” (rejser, hoteller, flybilletter etc.) har i flere år fyldt mest i danskernes online forbrug. I 2019 fyldte kategorien således 50 pct. af danskernes samlede forbrug på nettet svarende til 70 mia. kr.

Dette har corona imidlertid sat en stopper for.

I 2020 brugte danskerne blot 22,5 mia. kr. Et fald på ca. 68 pct. i forhold til året før. Ifølge Nets har danskerne således brugt flere penge på parkering, offentlig transport og færgebilletter, end på flybilletter.

Danskernes samlede forbrug på internettet er således faldet i 2020, og den høje stigning i forbrug af varer, har ikke kunne opveje, det store fald i forbrug af rejser.

Denne tendens ses også på korttransaktionstal fra Nationalbanken for hele 2020.

Læs også: Top 20: Her er udviklingen af danskernes mest brugte webshops

Høj frekvens, men lavt forbrug i udlandet

Nationalbankens tal viser også, at danskerne har foretaget rekordmange køb i udenlandske webshops i 2020.

Samlet set blev der foretaget 183 millioner betalinger i udenlandske webshops med danske betalingskort. Dette er en stigning på 9 pct. fra 2019. Dog er værdien (forbruget) af danskernes køb i udenlandske webshops for 2020 er faldet med 6,7 pct. fra 61 mia. kr. i 2019 til 57 mia. kr. i 2020.

Kombinationen af rekordmange transaktioner, og den lave værdi er sprængfarlig. Tallene viser, at danskerne ikke har ændret adfærd i forhold til udenlandsk nethandel, uagtet corona. Denne kombination gør, at en genåbning af rejseindustrien, kan få værdien af danskernes køb på udenlandske webshops til at eksplodere. Det gælder både for værdien af køb og for antallet af køb.

- Hyppigheden af de danske forbrugeres køb i udenlandske webshops er skidt nyt for dansk økonomi og de danske webshops. Det er positivt med handel på tværs af landegrænser og international konkurrence – også når vi snakker e-handel. Men alarmklokkerne ringer, når balancen mellem indenrigshandel og udenlandske køb tipper så voldsomt i udenlandske webshops favør. Der er både brug for at sikre lige vilkår, så danske forbrugere får større incitament til at købe produkter fra danske webshops, og samtidig er der også behov for, at danske virksomheder styrker deres salg til udlandet via digitale kanaler, siger branchedirektør Sidsel Dyrholm Holst, DI Handel, som er DI’s branchefællesskab for danske handelsvirksomheder.

Læs også: Danskerne foretog rekordmange køb i udenlandske webshops i 2020

Styrk din faglige profil

Marketing, salg, e-business og kundeadfærd. Få unik viden og erfaringer gennem nyheder, analyser og events fra specialister, ligesindede handelsvirksomheder og DI Handel hver uge.

Ja tak, giv mig unik viden

Relateret