Nye tal fra Eurostat viser, at danske virksomheder er med i toppen i Europa, når det kommer til e-handel på det lokale marked, altså salg til danske kunder, men halter dog gevaldigt efter, når der ses på deres evne til at sælge digitalt til udenlandske kunder (e-eksportere).

23.04.21 DI Handel Nyheder

Hvor gode er danske virksomheder til e-handel?

Danmark har længe været kendt som en nation med høj digitaliseringsgrad hos både forbrugere og virksomheder, men hvor gode er danske virksomheder egentlig til e-handel sammenlignet med andre virksomheder i Europa? Find svaret her.

Nye tal fra Eurostat viser, at danske virksomheder er med i toppen i Europa, når det kommer til e-handel på det lokale marked, altså salg til danske kunder. Det gælder både, når der ses på andelen af virksomheder med webshop, men også når der ses på, hvor stor en andel af virksomhedernes samlede omsætning, som websalget udgør.

Danmark halter dog gevaldigt efter, når der ses på deres evne til at sælge digitalt til udenlandske kunder (e-eksportere). Her ligger danske virksomheder faktisk på en næstsidste plads i Europa. Én af måderne, hvorpå danske virksomheder kan komme i gang med e-eksport er via online markedspladser. De nye tal viser dog, atde danske virksomheder heller ikke her er med i toppen, men i det seneste år har oplevet en flot stigning:

”Eksport kan booste indtjeningen, og e-handel har gjort vejen til nye markeder betydeligt kortere. Der er et kæmpe uudnyttet potentiale i e-eksport, og generelt er danske virksomheder jo gode til at eksportere, og har også godt styr på e-handel inden for landets grænser, så der er ingen grund til at vi ikke skulle kunne gøre det godt på den internationale scene også", siger branchedirektør i DI Handel Sidsel Dyrholm Holst.

Læs også: Få hjælp til dit digitale salg

En tredjedel af danske virksomheder har webshop

Med 32 pct. af danske virksomheder, der har salg via egen webshop, indtager Danmark en tredjeplads i Europa (1. plads i EU). Andelen for det samme var på 26 pct. i 2019, hvilket betyder, at der har været en 6%-pt. stigning i andelen af danske virksomheder, der har webshops.

På en delt førsteplads er de islandske og irske virksomheder, hvor 33 pct. af virksomhederne har websalg. Det er altså blot 1 %-pt. der stopper danske virksomheder fra at være Europamestre.

De resterende nordiske virksomheder er at finde længere nede på listen. 26 pct. af de svenske virksomheder har websalg, hvilket rækker til en 6. plads. Finske og norske virksomheder ligger på niveau med EU-gennemsnittet med 18 pct. af virksomhederne, der har websalg.

Læs også: Hvilke gevinster og udfordringer opleves ved digitalt salg B2B?

Stigning i omsætning fra websalg

Websalgs andel af danske virksomheders omsætning var på 10 pct. i 2020, og det rækker til en 4. plads i det samlede regnskab. Det er en fremgang på 3 pladser fra 7. pladsen i 2019, hvor andelen var på 8 pct.

Lige foran de danske virksomheder ligger de hollandske med en omsætningsandel fra websalg på 11 pct. Den absolutte 1. plads går til de irske virksomheder, hvor hele 20 pct. af virksomhedernes omsætning kommer fra websalg.  

Læs også: E-handel via mobile enheder er i rivende udvikling

Flot stigning i salg via online markedspladser

Ses der specifikt på salg gennem online markedspladser, er det de litauiske virksomheder, der topper listen i Europa. Her har hele 15 pct. af virksomhederne salg via online markedspladser.

I Danmark er det tværtimod ikke salget gennem online markedspladser, der bidrager til danskernes gode websalg. Med 8 pct. af danske virksomheder, der har salg via online markedspladser, rækker det til en delt 11. plads. Dette er dog et flot resultat med en stigning på 3 %-pt. i forhold til 2019. EU-gennemsnittet ligger ligeledes på 8 pct.

Læs også: Top 20: Her er udviklingen af danskernes mest brugte webshops

Danske virksomheders evne til at sælge til udenlandske kunder er hæmmende for væksten

Danske virksomheder med websalg halter gevaldigt efter, når der ses på andelen der har websalg til udenlandske kunder. For 2020 var det blot 32 pct. af danske virksomheder med websalg, som e-eksporterede. Dette placerede danske virksomheder på næstsidste pladsen i EU, hvor kun bulgarske virksomheder var dårligere til at udnytte deres digitale salgskanaler til salg til udlandet.

Nationalbankens transaktionsstatistik giver indikationer af, at danske virksomheders evne til at e-eksportere ikke er blevet bedre i 2020.

Værdien af køb med udenlandske betalingskort i danske webshops er faldet med hele 24,1 pct. fra 2019 til 2020. I 2020 var værdien af køb med udenlandske betalingskort i danske webshops på 9,2 mia. kr. hvor det til sammenligning var på 12,1 mia. kr. i 2019.

Læs også: Danskerne foretog rekordmange køb i udenlandske webshops i 2020

Styrk din faglige profil

E-handel, marketing, B2B salg og kundeoplevelser. Få unik viden og erfaringer gennem nyheder, analyser og events fra specialister, ligesindede handelsvirksomheder og DI Handel hver uge.

Ja tak, giv mig unik viden

Relateret indhold