Mandag den 31. maj 2021 åbner SMV:Digital en ny tilskudspulje, hvor SMVer med 3-249 ansatte kan søge om vouchers på 100.000 kr. til køb af privat rådgivning til udvikling af e-handel, digital omstilling og digitale projekter med grønne effekter.

21.05.21 DI Handel Nyheder

Ny millionpulje åbner til digitalisering og e-handel

OBS: Ændring i ansøgningsdato og -proces for næste tilskudspulje. Den 31. maj kan SMV’er søge om tilskud til køb af rådgivning til digital omstilling og udvikling af e-handel og e-eksport hos SMV:Digital.

Mandag den 31. maj 2021 åbner SMV:Digital en ny tilskudspulje, hvor SMVer med 3-249 ansatte kan søge om vouchers på 100.000 kr. til køb af privat rådgivning til udvikling af e-handel, digital omstilling og digitale projekter med grønne effekter. Puljen er samlet på 23,5 mio. kr. og vil komme 235 SMV’er til gode:

”Vi er rigtig glade for, at endnu en pulje åbner her i foråret. SMV:Digital er et vigtigt redskab til at styrke danske virksomheders digitalisering, herunder deres e-handel og e-eksport. Programmet er virkelig populært og efterspurgt blandt virksomhederne, og den pulje der åbnede i april blev ”udsolgt” på få timer. I DI Handel arbejder vi derfor for, at SMV:Digital får tilført ekstra bevillinger, så endnu flere SMVer kan få indfriet deres digitale ambitioner..”, siger branchedirektør i DI Handel Sidsel Dyrholm Holst.

Læs også: Hvilken platform skal du vælge til e-handel?

OBS: Nye ændringer i ansøgningsdato og -proces

Erhvervsstyrelsen har desværre været nødt til at ændre den udmeldte ansøgningsproces, som ellers havde til hensigt at tage højde for en række af de frustrationer og udfordringer, som virksomhederne har haft ifm. puljeåbningerne. Det skyldes, at den justerede model desværre ikke levede tilstrækkeligt op til forvaltningslovens bestemmelser.

Fra DIs side er vi meget ærgerlige over denne ændring, da vi havde efterlyst en bedre model, og vi vil fortsat presse på for at der findes og udvikles bedre processer, samt at der generelt tilføjes flere midler til programmet, så flere virksomheder kan komme i betragtning til den eftertragtede rådgivning.

Ændringerne betyder konkret , at du som virksomhed ikke som tidligere udmeldt vil have 48 timer til at indsende din ansøgning. I stedet vil ansøgningsprocessen forløbe som ved tidligere ansøgningsrunder efter først-til-mølle-princippet, hvor ansøgningerne vurderes ift., hvornår de er udfyldt og indsendt i ansøgningsmodulet.

Samtidig udskydes åbningen for nye ansøgninger fra onsdag den 26. maj kl. 09.00 til mandag den 31. maj kl. 09.00. Det sker for at sikre, at ingen virksomheder opdager justeringen af ansøgningsprocessen for sent.  

Konkret skal du gøre følgende for at søge om tilskud via SMV:Digital:

  1. Forbered din ansøgning inden puljen åbner (ansøgningsskabeloner kan downloades på forsiden af smvdigital.dk)
  2. Gå ind på smvdigital.dk inden puljeåbning mandag den 31. maj kl. 09.00
  3. 09.00 tildeles du på smvdigital.dk et vilkårligt kø-nr. til ansøgningsmodulet via det digitale kø-system Queue-it
  4. Du lukkes ind i ansøgningsmodulet i kø-rækkefølge. Du skal derfor være opmærksom på, hvornår det er din tur i køen, hvorefter du har 20 min. til at logge ind med Nem-Id. Når du er logget ind, kan du påbegynde indtastningen af din ansøgning. Du har 30 min. til at udfylde og indsende din ansøgning
  5. Når du har udfyldt og indsendt din ansøgning, vil systemet tildele din ansøgning et journalnummer, som er det nr., der er afgørende for, hvornår din ansøgning vurderes ud fra først-til-mølle-princippet.

Vi gør opmærksom på, at der på grund af forventet stor efterspørgsel kan være lang ventetid i køen til ansøgningsmodulet. Ansøgningsmodulet vil lukke, når der er indsendt tilstrækkeligt med ansøgninger til, at tilskudspuljen er tømt. Virksomheder, der går forgæves, opfordres til at søge igen næste gang, der åbnes for ansøgning.

Ved seneste ansøgningsrunde oplevede en del virksomheder desværre tekniske fejl. Disse fejl er blevet identificeret og udbedret.

Læs også: Hvor gode er danske virksomheder til e-handel?

Hvad kan jeg søge tilskud til?

1. Udvikling af e-handel

Tilskuddet på 100.000 kr. er for dig, der har en idé om, hvordan et udviklingsprojekt inden for e-handel kan styrke din virksomheds konkurrenceevne og salg, men som har brug for en privat rådgiver til at komme i gang med eller gennemføre dit digitale projekt.

Du kan fx have behov for rådgivning til afdækning af potentialer i og konkrete muligheder for investering i nye e-handelsløsninger og/eller hjælp til at indkøbe og sikre en effektiv implementering og teknisk integration af ny e-handelsteknologi i din virksomhed.

Læs mere om mulighederne her: Tilskud til udvikling af e-handel

2. Digital omstilling

Tilskuddet på 100.000 kr. er for dig, der har en idé om, at digitalisering kan hjælpe dig med at imødegå en udfordring eller gribe en mulighed og forbedre din virksomhed, men som har brug for en privat rådgiver til at komme i gang med eller gennemføre dit digitale projekt.

Dit projekt kan have en afklarende karakter, hvor du fx ønsker at identificere, hvilke løsninger der er relevante for at løse din konkrete udfordring eller identificerede potentiale og hvad business casen er ved at investere.

Du kan også få rådgivning til implementering og teknisk integration af ny teknologi, så du er sikker på, at du indkøber præcist det, som du har brug for og bedst muligt høster gevinsterne ved din digitale investering.

Læs mere om mulighederne her: Tilskud til digital omstilling

3. Digitale projekter med grønne effekter

Tilskuddet på 100.000 kr. i den grønne pulje er for dig, der har brug for rådgivning af projekter inden for grøn og digital omstilling. Der kan søges om tilskud til projekter inden for f.eks. ressourceoptimering, grøn produktudvikling og grøn forretningsudvikling.

Læs mere om mulighederne her: Tilskud til digitale projekter med grønne effekter

SMV:Digital

SMV:Digital er et initiativ under Erhvervsstyrelsen. Siden efteråret 2018 har SMV:Digital udmøntet mere end 145 mio. kr. og givet støtte til mere end 1.600 digitale projekter i SMV’er i hele Danmark.

Styrk din faglige profil

E-handel, marketing, B2B salg og kundeoplevelser. Få unik viden og erfaringer gennem nyheder, analyser og events fra specialister, ligesindede handelsvirksomheder og DI Handel hver uge.

Ja tak, giv mig unik viden

Katrine Jacobi
Skrevet af:

Katrine Jacobi

Relateret indhold