16.11.22 DI Handel Nyheder

Færre danskere forventer at købe under Black Friday 2022

Ny analyse fra DI Handel viser, at blot 14% af danskerne er helt sikre på at handle under årets Black Friday. Det er et voldsomt dyk på 11%-point ift. samme måling i 2021. Ikke overraskende skyldes den lave tilslutning de stigende forbrugerpriser, der har ændret forbrugsvanerne. Den store joker, der kan afgøre, hvorvidt Black Friday 2022 alligevel bliver en tilbudsfest, er virksomhedernes store lagre.

DI Handel har i samarbejde med YouGov spurgt 1.000 danskere om deres forventninger til årets Black Friday kampagne og svaret er desværre ikke opløftende læsning for detailhandlerne. Blot 14% af danskerne har svaret, at de er helt sikre på, at de vil købe under årets Black Friday, mens 38% svarer at de måske vil købe. Det er tredje år, at undersøgelsen er blevet gennemført og andelen af danskere der er helt sikre på, at de vil købe under Black Friday er den laveste blandt målingerne, mens andelen af danskere der måske vil købe er den højeste.

imagepc4th.png

De stigende forbrugerpriser har ændret danskernes forbrugsvaner

I årets undersøgelse er der også spurgt ind til, hvilken betydning energikrisen og de stigende forbrugerpriser har for danskernes adfærd under Black Friday. Og her tegner der sig et klarer billede. Undersøgelsen viser, at 8 ud af 10 danskere angiver, at de stigende priser har betydet, at de i et større eller mindre omfang har ændret deres forbrugsvaner indenfor de seneste 6 måneder.

imagekdi8d.png

Ikke overraskende, har danskerne været nødsaget til at bruge en større andel af deres forbrug på hhv. husholdningen (45%), mad og drikke (35%) og transport og drivmidler (24%). Omvendt fortæller danskerne, at de har skruet ned for forbruget på hhv. rejser og oplevelser (41%), tøj og sko (37%) og møbler og udstyr til hjemmet (35%). Og netop køb af elektronik og el-udstyr samt tøj, sko og tilbehør er de største kategorier, som danskerne forventer at købe under Black Friday.

De store lagre kan afgøre Black Friday 2022

Danskerne er trænet tilbudsjægere. Er der noget der kan få os til at stå i kø, er det gode tilbud. Derfor er den helt store joker, der kan afgøre, hvorvidt årets Black Friday alligevel bliver en tilbudsfest, virksomhedernes fyldte lagre. De adspurgte forbrugere har nemlig en forventning om, at overfyldte lagre vil betyde større besparelser til Black Friday. Blandt de danskere, der forventer at købe under Black Friday 2022, er der en signifikant større andel, der peger på ”lidt bedre tilbud” eller ”meget bedre tilbud” (62%).

Noget tyder på, at virksomhederne vil imødekomme forbrugernes forventninger. I en medlemsundersøgelse blandt DI Handels medlemmer, vurderer 28% af virksomhederne, at de har for store lagre og 42% af disse har angivet, at det vil betyde større besparelser for kunderne. Selvom største delen af virksomhederne siger nej til større besparelser til kunderne i første omgang, så kan det alligevel blive en tilbudsfest for danskerne.

Der er benhård konkurrence på detailmarkedet, og da vi har detailkæder, der slår sig på at være prisførende på tværs af forskellige produktkategorier, så kan en priskrig godt starte pludselig. Vi har fx set, hvorledes en priskrig antændes blot fordi konkurrerende kæder er 5 kr. eller 10 kr. lavere end markedet på et given produkt. Derfor vil butikkerne og kæderne følge hinanden og forbrugerne tæt for at vurdere, hvorledes markedet agerer til årets Black Friday, og hvad deres strategi skal være. Jacob Kjeldsen, Branchedirektør

imageoj3h.png

Black Friday analyse 2022 - del 1

Analyse

Relateret indhold