Partner og strategisk direktør Lars Elmvang, Fisher Lighting

Fisher Lighting
27.04.22 DI Handel Nyheder

Cirkulær-forretningsmodel skal revolutionere lys-branche

Hos Fischer Lighting er man gået all in på at tænke bæredygtigt fra bunden af. Ambitionerne er store, men der er fortsat mange barrierer, der skal brydes ned.

Det begyndte med en lysende idé om at spare energi og ressourcer på samme tid. Og ikke mindst en drøm om også at gøre det på en økonomisk bæredygtig måde.

I dag – seks år senere – er det stadig fundamentet hos Fischer Lighting fra Vanløse ved København. Det forklarer Lars Elmvang, partner og strategisk direktør, der med Fischer Lightings cirkulære forretningsmodel og store ambitioner forsøger at revolutionere lysbranchen:

Vi har ikke en bæredygtighedsstrategi. Vi har en strategi, der er bæredygtig. Man kan sige, at vi forvandler affald til nye produkter. Vi skabte virksomheden for at være med til at gøre op med brug-og-smid-væk-kulturen. Vi ønsker at gå væk fra den lineære forretningsmodel og skabe mere cirkulære modeller. Partner og strategisk direktør Lars Elmvang, Fisher Lighting

Genbrug er nøgleordet. Som når innovative LED-løsninger f.eks. bliver etableret i eksisterende armaturer, der ellers bare stod til at blive smidt ud.

Lars Elmvang er en af oplægsholderne på DI Handels salgskonference 2022. Her stiller man skarpt på trends og tendenser, som kan bidrage til at udvikle og styrke salget – nu og i fremtiden.

En af de trends, som vokser i disse år er cirkulære forretningsmodeller, hvor man bl.a. ved hjælp af genbrug mindsker CO2-aftrykket. Men det er, selv i en verden, hvor klimaudfordringerne er højt på agendaen hos regeringer og virksomheder, ofte lettere at tale om end at handle på.

Foto: Fisher Lighting

Og ifølge Lars Elmvang er det de senere år gået den forkerte vej i belysningsbranchen, fordi det er blevet meget billigt at producere belysnings-apparater i f.eks. plastik.

– Man er gået fra at producere holdbare apparater, der er produceret af stål og aluminium, hvor man også kunne skifte lyskilderne, til at producere produkter, som ikke kan repareres, og som derfor smides ud, siger han.

 

Tre koncepter

Hos Fischer Lighting er man gået i modsat retning og forsøgt at skabe en så cirkulær forretningsmodel som muligt.

Virksomheden, der beskæftiger 12 ansatte, og derudover samarbejder med værksteder for socialt udsatte og mennesker, som skal tilbage på arbejdsmarkedet i bl.a. Odense, har tre forskellige koncepter.

Det første er, at man forvandler lamper, der har designs, som stadig er attraktive, og skifter den gamle indmad ud med ny teknologi, der også er mere energivenlig.

Det andet er, at man tilfører gamle designs, som ikke længere er attraktive, lidt flere ressourcer, og i samarbejde med arkitekter eller designere skaber nye designs.

Og endelig som det tredje og sidste koncept skaber virksomheden efter cirkulære principper nye designs af materiale som f.eks. fiskenet eller plastikflasker.

Fischer Lighting arbejder primært i B2B- og B2G-segmenterne. Og man får og køber bl.a. materialer fra nedrivningsprojekter og totalrenoveringer.

Foto: Fisher Lighting

Hvor cirkulær er jeres model?

– Vi sparer utrolig meget CO2, når vi sætter i stand og genbruger. Men når vi f.eks. sætter ny elektronik i gamle lamper, kan vi ikke gøre det 100 procent cirkulært, da vi er afhængige af andre producenter og leverandører. Og vi er ikke store nok til at stille særlige krav, siger han:

– Vi har fået lavet EPD (Environmental Product Declaration, red.) for flere af vores produkter. Rambøll har udviklet EPD’erne, og de er blevet verificeret af COWI. Det betyder, at vi har tredjeparts-verificeret data for, hvad CO2-aftrykket er for flere af vores produkter, siger Lars Elmvang.

 

Drift og indkøb

Når det handler om belysning, udgør indkøbsprisen oftest omkring 20 procent af de totale omkostninger set over hele levetiden, oplyser Lars Elmvang.

– Alligevel oplever vi, at de fleste virksomheder har et ekstremt stort fokus på indkøbsprisen, mens de ikke kigger på omkostningerne i hele levetiden. Mange virksomheder tænker altså ikke drift og indkøb sammen, siger direktøren fra Fischer Lighting.

Hvordan tackler I den udfordring?

– Vi laver bl.a. totalomkostnings-beregninger, som kan hjælpe med at klarlægge, hvad besparelsesmulighederne er. Men vi vil gerne derhen, hvor vi sælger lys som en service fremfor at sælge produkterne, fordi vores produkter er designet til at have en lang levetid, ligesom man kan skifte alle komponenterne, så man ikke skal smide det hele ud om fem år, siger Lars Elmvang, der tilføjer:

Lige nu har vi kunder, som godt kan se logikken i at bruge flere penge her og nu for at spare i det lange løb, og det behøver heller ikke nødvendigvis at være dyrere i indkøb. Men vores bæredygtige løsninger ville være endnu mere konkurrencedygtige, hvis flere begyndte at tænke drift og indkøb sammen. PArtner og strategisk direktør Lars Elmvang, Fisher Lighting

Ifølge Lars Elmvang arbejder de lige nu på på at skalere Fischer Lighting op, så man dels kan levere mere. Ikke bare i Danmark, men også i udlandet.

På Salgskonferencen 2022 den 11. maj fortæller Lars Elmvang meget mere om Fischer Lightings rejse, og hvordan man har grebet problemstillingerne an i praksis.

3 grønne råd

Tre grønne råd fra lys-direktøren:

  1. Kom i gang, for der er ingen tvivl om, at der kommer mere fokus på cirkulær økonomi i de kommende år, og det har taget os seks år at komme til der, vi er nu. Så du risikerer at bliver overhalet indenom, hvis du ikke kommer i gang.
  1. Søg inspiration og hjælp til, hvordan du kan gribe det an: Hvilke af FN’s verdensmål du kan arbejde med og efter, hvordan du kan opnå certificeringer, lave målinger osv. Vi har selv været en del af forskellige støtteprogrammer hos Deloitte og Erhvervsstyrelsen samt Dansk Industri, hvilket har hjulpet os meget.
  1. Integrer den cirkulære tankegang i kerneforretningen, da det er det, der skal til. Hvis ikke det løftes op på et strategisk og forretningskritisk niveau, så risikerer det at blive noget, der foregår i et hjørne af virksomheden.

 

Kilde: Lars Elmvang, partner og strategisk direktør, Fischer Lighting.

 

Skrevet af:

Wunderkind

Relateret indhold