GettyImages
27.04.22 DI Handel Nyheder

Rekordstort underskud på e-handelsbalancen

E-handelsbalancen har aldrig været så skæv, som den er i dag. Mens danskerne flittigt lægger varer i udenlandske webshops, er det langt færre udenlandske kunder, der handler i danske webshops. De gode er erfaringer med eksport og e-handel skal kombineres og udnyttes, mener DI.

Zalando, Amazon og H&M er alle blandt danskernes foretrukne webshops. Men de er også alle udenlandske webshops, og dem er danskerne rigtig glade for. Til gengæld er der ikke nær så mange udenlandske køb i danske webshops. Det viser de nyeste tal fra Nationalbanken.

Danskerne handlede i 2021 for 64,5 mia. kr. i udenlandske webshops, mens udenlandske kunder kun lagde varer i kurven for 9,3 mia. Kr. i danske webshops. Det giver et rekordstort underskud på e-handelsbalancen på -55,2 mia. kr. Mens vi under coronapandemiens første fase i 2020 så et fald i e-handelsbalancen, er den i 2021 kommet tilbage med fuld styrke og større end nogensinde.

image8q10r.png

imagefvc1.png

E-handelsbalancen har aldrig været så negativ som i dag. Heldigvis har danske virksomheder gode muligheder for at rette op på balancen ved at styrke deres digitale salg, særligt til udenlandske kunder. De skal bruge deres erfaringer fra traditionel eksport og e-handel til at øge deres indtjening med e-eksport”, siger Jacob Kjeldsen, branchedirektør i DI.

Mulighederne er der

I 2021 handlede udenlandske kunder 14,7 mio. gange til en samlet værdi af  9,3 mia. kr. i danske webshops med en gennemsnitsordre på 635 kr. I 2020 var tallene på 14,8 mio. handler til en samlet værdi på 9,2 mia. kr. Derved oplevede danske webshops et mindre fald i antallet af ordrer, mens værdien af handlerne er steget en smule. Det bringer danske webshops evne til at sælge til udenlandske kunder tilbage til 2017 niveau.

image1isk.png

Det er ærgerligt, at e-eksporten er blevet sat tilbage. Men samtidig viser tallene også et stort uudnyttet potentiale. Mange virksomheder har gjort sig gode erfaringer med e-handel under corona-pandemien, og det skal de tage med sig til e-eksport Jacob Kjeldsen, Branchedirektør

Til sammenligning handlede danskerne 183,9 mio. gange i udenlandske webshops i 2021 til en samlet værdi af 64,5 mia. kr. svarende til en gennemsnitordre på 351 kr. Selvom antallet af handler er på niveau med 2020, så har danskerne skruet gevaldigt op i værdien af hver ordrer (13%) i forhold til 2020.

Danmark indtager EU’s førsteplads, når man måler andelen af danske virksomheder med digitalt salg, ifølge Eurostat. Men på listen over virksomheder med digitalt salg til andre EU-lande ligger Danmark 18. plads, hvilket er lidt under gennemsnittet for de 27 EU-lande.

Håndsrækning til danske virksomheder

Corona-pandemien har sat skub i e-handlen og accelereret udviklingen, så langt flere virksomheder er i gang med online salg. E-handel er ikke længere forbeholdt detailvirksomheder, da en bred skare af dansk erhvervsliv har set lyset i at sælge online.

Derfor har DI også  etableret en ny enhed, som skal bistå alle dele af erhvervslivet med at udnytte det fulde potentiale af e-handel.

Vi har unikke muligheder for at bistå danske virksomheder med at etablere eksport via e-handel. Det sætter vi i spil nu og sætter endnu flere ressourcer ind på det. Det er en bunden opgave, hvis dansk erhvervsliv skal udnytte det momentum for e-handel, som vi ser lige nu,” siger Jacob Kjeldsen.

Relateret indhold