Danskernes e-handel, Q2 2022

22.08.22 DI Handel Nyheder

Hvert andet online køb var med ”fri fragt”

Analysen ”Danskernes e-handel” for 2. kvartal 2022 viser, at 49% af danskerne ikke betalte for leveringen ved deres seneste online køb. Det er en stigning på 5%-point ift. 1. kvartal 2022. Samtidig viser analysen, at pakkeshop er den mest populære leveringsmetode for danskerne, uagtet om danskerne havde betalt for leveringen eller ej.

På trods af den rekordhøje inflation har danskernes e-handelsfrekvens og -forbrug for Q2 2022 ligget stabilt ift. forrige periode. E-handelsfrekvensen for Q2 2022 er på 3,6 gange pr. måned, mens danskernes samlede e-handelsforbrug ligger på et gennemsnit på 1558 kr. mod 1594 kr. i Q1 2022.

I Q2 har vi dog set en ændring i, hvorvidt danskere, der køber fysiske produkter, betalte for fragten eller ej, ved deres seneste online køb. I 2. kvartal 2022 har 49% af de e-handlende danskere angivet, at de ikke har betalt for levering for deres seneste online køb. Det er en stigning på 5%-point fra 1. kvartal 2022, hvor andelen var på 44%.

Ses der på de demografiske variabler, viser data, at der er køn- og aldersmæssige forskelle på, om man har betalt for levering ved det seneste online køb. Således har 54% af mændene betalt for levering, mens ”kun” 46% af kvinderne har gjort det. Når det kommer til alder har blot 43% af de unge ml. 18-25 år betalt for levering af deres seneste online køb, mens 56%  af de e-handlende danskere over 65 år har betalt for det. Der ingen signifikante forskelle på geografi, når det kommer til at betale for levering.

Publikationer

Danskernes e-handel Q2 2022

Download analysen her

Pakkeshops er danskernes foretrukne leveringsform

Uagtet om den e-handlende dansker har betalt for levering eller ej, er ”Levering til en pakkeshop” danskernes favorit. 50% af alle online køb af fysiske varer/produkter blev således leveret til en pakkeshop i Q2 2022. ”Levering på privatadressen” er danskernes andet valg på 35%, mens ”Klik og hent i webshoppens butik/lager” er deres tredjevalg på 8%

Der er én leveringsform, som adskiller sig, afhængig af, hvorvidt der er blevet betalt for leveringen eller ej. Har man ikke betalt for leveringen udgør ”Klik og hent i webshoppens butik/lager” hvert 8. køb (12%), mens det blot sker ved hvert 17. køb (6%), når der betales for leveringen. 

Logistik er blevet forretningskritisk

Med danskernes øget efterspørgsel efter gratis levering ved deres online køb, bliver købmandskabet i virksomhed naturligvis sat på en prøve. Hvis hvert andet online køb er med fri fragt, skal udgiften således udlignes andetsteds i virksomheden for, at økonomien løber rundt. Disciplinen er udfordrende, selv for Amazon, hvor logistik udgifterne i mange år har været den økonomiske post, der har trukket deres resultater i den negative retning.

Logistik og Supply Chain er derfor i endnu højere grad blevet forretningskritisk og noget ledelsen, skal have fokus på. Et velfungerende logistik set-up er et krav for at kunne drive en fornuftig forretning, alligevel fejler mange.

Relateret indhold