29.10.24 DI Handel Nyheder

Få styr på reglerne for prismarkedsføring inden Black Friday!

Snart åbner mange dørene - såvel fysisk som online - for årets Black Friday-salg med mange attraktive tilbudspriser. Men husk, at et tilbud skal være reelt, og at du ikke må hæve prisen på et produkt forud for Black Friday udelukkende for at få besparelsen til at se større ud, end den faktisk er.

Det skal du vide om prismarkedsføring!

Sammenligner du før-prisen på en vare med nu-prisen, skal du oplyse den laveste pris, som varen har kostet de seneste 30 dage. Prisen for varen de senest 30 dage forud for prisnedsættelsen*, er varens normalpris - medmindre der er tale om varer, der hurtigt forringes eller bliver forældede**. Ved markedsføring af prisnedsættelsen skal du derfor oplyse den laveste pris, varen har kostet de seneste 30 dage. Dette gælder også, hvis du bruger udtryk, der indikerer en prisnedsættelse i markedsføringen, f.eks. "Black Friday-priser". Varen kan markedsføres med en nedsat pris i maksimalt 10 dage.

Black Friday-tilbud kan påvirke juletilbud

Alle tilbudskampagner, uanset længde, påvirker normalprisen på produktet. Hvis du markedsfører en vare til en tilbudspris på 400 kr. i et Black Friday-tilbud i slutningen af november, skal denne Black Friday-pris oplyses som normalprisen, hvis samme produkt sælges til en nedsat pris under juleudsalget i december.

Forbruger-ombudsmandens reviderede retningslinjer

Den 28. maj 2022 trådte Forbrugerombudsmandens reviderede retningslinjer for prismarkedsføring i kraft som følge af ændringer i prismærkningsbekendtgørelsen. Disse retningslinjer skal sikre, at forbrugerne får korrekte og ikke vildledende oplysninger om prisnedsættelser.

I kan læse Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring her: Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring 2022

Prismærkningsbekendtgørelsen

* Det følger af § 9 a, stk. 1, i prismærkningsbekendtgørelsen, der trådte i kraft den 28. maj 2022, at enhver meddelelse om prisnedsættelser med sammenligning med egen tidligere pris skal angive varens normalpris. Som normalpris anses den laveste pris, som den erhvervsdrivende har anvendt for varen i en periode på mindst 30 dage forud for prisnedsættelsen.

** Det fremgår af § 9 a, stk. 2, at for varer, som må antages at blive forringet eller forældet hurtigt, anses som normalpris den laveste pris, som den erhvervsdrivende har anvendt for varen i en periode på mindst 14 dage. Det kan fx være afskårne blomster eller fersk kød.

Desuden fremgår det af stk. 3, at hvor prisnedsættelsen i en sammenhængende markedsføringskampagne øges progressivt, anses normalprisen som den pris, der gjaldt før den første prisnedsættelse.

Bestemmelsen i § 9 a gennemfører den nye artikel 6a i direktiv 98/6/EF (prismærkningsdirektivet), som er indført ved direktiv 2019/2161 af 27. november 2019.

Relateret indhold