Colourbox
05.04.23 DI Handel Nyheder

Har din virksomhed en plan for CO2-reduktion eller andre grønne tiltag?

Mange virksomheder lægger i disse år planer for, hvordan de kan bidrage positivt til den grønne omstilling fx om nedsættelse af CO2-udledning. De grønne tiltag er kærkomne, og I skal som virksomhed kunne oplyse om jeres gode tiltag, men husk, at jeres ”grønne” plan skal kunne dokumenteres – ellers kan det være vildledende.

Forbrugerombudsmanden har for nylig behandlet en forhåndsbesked fra en virksomhed, der ønskede at markedsføre sine produkter med et udsagn på produkternes emballage om, at virksomheden gerne ville gøre en ekstra indsats for klimaet.

Læs mere her: Virksomhed kunne ikke lovligt anvende udsagn, der signalerede, at virksomheden tilstræbte at nedbringe sin CO2-udledning (forbrugerombudsmanden.dk)

Er du i tvivl?

Virksomheder kan bede Forbrugerombudsmanden om at vurdere lovligheden af et planlagt, konkret markedsføringstiltag. Læs mere om anmodning om forhåndsbesked på Forbrugerombudsmandens hjemmeside her.

I sagen udtalte Forbrugerombudsmanden, at udsagnet på emballagen:

  • gav indtryk af, at virksomheden tilstræbte at nedbringe sin CO2-udledning, og at markedsføringen ville være vildledende, da virksomheden ikke havde udarbejdet en verificeret plan for CO2-reduktionen og et klimaregnskab for udslippene, og
  • at markedsføringen var egnet til at give indtryk af, at produktet havde en klimamæssig fordel ift. andre produkter, hvilket ville være vildledende, fordi virksomhedens visioner og målsætninger om CO2-reduktionen ikke var umiddelbart forestående og uden konkrete handlingsplaner.

I kan læse mere om reglerne i Forbrugerombudsmandens vejledning om miljømæssige og etiske påstande mv. (særligt kapitel 7.3 og 9.2).

5 gode råd til miljømarkedsføring

  • Jeres budskaber skal være korrekte, præcise, relevante og afbalancerede – vær så konkret, faktuel og neutral som overhoved muligt
  • I skal kunne dokumentere jeres markedsføringsudsagn om faktiske forhold – derfor skal der også rigtig meget til for, at I lovligt kan kalde et produkt for ”bæredygtigt”, da det er svært at dokumentere, fx ”bæredygtig flaske” eller ”bæredygtigt tøj” m.v.
  • Krav, der følger direkte af lovgivningen, må ikke selvstændigt benyttes i markedsføringen
  • I skal sørge for at opdatere og revurdere jeres udsagn løbende
  • Helhedsindtrykket er afgørende for, om jeres markedsføring er vildledende – vær opmærksom på, at brug af farver og/eller billeder også indgår i vurderingen

I kan læse mere om reglerne i Forbrugerombudsmandens kvikguide her.

Relateret indhold