26.11.24 DI Handel Nyheder

Den næste smagsoplevelse: Lakrids by Bülow lytter til forbrugerne

For Lakrids by Bülow er deres kunder nøglen til innovation og vækst. Gennem direkte salg og med kunderne som drivkraft har lakridsproducenten skabt succes udover alle grænser.

Raketfilm

I Norden har vi en lang tradition for at nyde lakrids, men i mange andre dele af verden er det mindre udbredt. Derfor grundlagde Johan Bülow det danske brand Lakrids by Bülow i 2007 med en ambitiøs vision om at få verden til at elske lakrids.  

”Vi tog et produkt, der i udgangspunktet var ganske ordinært, og løftede det til et nyt niveau. Vi hævede dets status, kvalitet og hele oplevelsen omkring lakrids,” forklarer Fredrik Nilsson, CEO hos Lakrids by Bülow. 

I dag er over 90% af deres lakridser dækket af chokolade – en kombination, der er opstået som et direkte resultat af kundernes klare præferencer. Og Lakrids by Bülow vægter denne dialog med kunderne særdeles højt, for den giver mulighed for at skabe stærke kundeoplevelser og bedre produkter. 

Salg direkte til slutforbrugeren fylder 2/3 af forretningen 

Lakrids by Bülow sælger deres lakridser gennem tre primære kanaler: deres mange forhandlere, deres webshop, hvor du som forbruger kan fordybe dig i produkterne og bestille dem direkte til dit dørtrin samt brandets 40 fysiske butikker, som er det eneste sted, hvor du kan møde menneskene bag brandet.  

Det betyder, at det er gennem brandets D2C-salg, der fylder to tredjedele af forretningen, at forbrugerne opbygger en tilknytning til brandet. 

”Folk føler sig knyttede til vores forretning og vores brand, når de praktisk talt træder ind i dette tempel af Lakrids by Bülow,” lyder det fra Fredrik Nilsson. 

Fysiske butikker giver rum til dialog og historiefortælling 

De fysiske butikker er afgørende for Lakrids by Bülows D2C-strategi, for det er her, kunden får den fulde oplevelse. Du har rig mulighed for at se, føle og smage produkterne, mens du får svar på dine spørgsmål om produkterne eller vejledning fra en passioneret medarbejder.  

Halvdelen af produkterne bliver købt som gaver. Og når vi køber en gave til andre, så er det ikke kun selve produktet, der er vigtigt. Det er historien omkring det også. Denne historie formidles bedst gennem den personlige dialog med medarbejderne i butikkerne, og derfor er det afgørende for kunderejsen, at Lakrids by Bülow skaber en helhedsorienteret oplevelse.  

”Vores fysiske butikker er helt centrale i opbygningen af vores community,” understreger Fredrik Nilsson. 

New Works: Kombination af fysisk showroom og digitalt univers skaber en helstøbt brandoplevelse 

En kombination af traditionelle og utraditionelle tilgange skaber øget loyalitet 

Hos Lakrids by Bülow er forbrugerfeedback en essentiel del i arbejdet med at skabe høj kundetilfredshed og -loyalitet, men dialogen med slutforbrugeren spiller også en vigtig rolle i produktudviklingen.  

Via en klassisk brand awareness-undersøgelse kortlægger Lakrids by Bülow hvert år forbrugerne og deres syn på brandet. Men de har også valgt en anden - mere innovativ - tilgang til forbrugerfeedback.  

I fokusgrupper sætter de sig ned sammen med forbrugerne for at finde ud af, hvad de konkret vil have. Her opdagede de, at forbrugerne vil smage ting, som ingen andre har smagt før. Og det er på baggrund af indsigter som denne, at Lakrids by Bülow har udviklet deres loyalitetsprogram, hvor forbrugerne får en pose med to stykker lakrids, der ikke kan købes nogen steder, i bytte for deres mening om produkterne. 

Frygt for fiasko er erstattet med glæde 

Evalueringen fra forbrugerne og den tætte dialog sikrer ikke kun, at Lakrids by Bülow lancerer produkter, som forbrugerne kan lide, men også at brandet forbliver innovative. 

”Det gør, at vi ikke bliver for bange i vores produktudviklingsproces, og at den i højere grad er drevet af glæden ved at udvikle fantastiske produkter fremfor frygten for at lancere noget, som ikke nødvendigvis bliver en kommerciel succes,” afslutter Fredrik Nilsson. 

Sammen med en strøm af innovative produkter i høj kvalitet og et stærkt brand, bidrager Lakrids by Bülows fokus på kunderelationen til at indfri deres høje ambitioner. Og med mere end 40.000 femstjernede anmeldelser tyder det på, at de er rigtig godt på vej. 

Relateret indhold