27.11.24 DI Handel Nyheder

Den store usikkerhed gør fremtiden svær at forudsige

I en ny prognose fra Dansk Industri vurderer vi, at dansk økonomi vil vækste i de kommende år, men forudsigelserne er forbundet med betydelige usikkerheder. Selvom Danmarks bruttonationalprodukt (BNP) forventes at stige med 2,4% i 2025 og 1,6% i 2026, er faktorer som tilbageholdne forbrugere, manglende investeringslyst og potentielle globale handelskonflikter med til at skabe usikkerhed.

Dansk Industri (DI) har netop offentliggjort en ny økonomisk prognose for de kommende år, og den tegner et billede af en dansk økonomi med både potentialer og udfordringer, og i særdeleshed også store usikkerheder. Prognoserne bygger på både offentlig dansk og international statistik om nationalregnskabet, udenrigshandel, finansielle forhold mv.

Økonomisk vækst er forbundet med rekordstor usikkerhed

I DI’s prognose skønnes BNP at vækste med 2,7% i 2024, 2,4% i 2025 og 1,6%% i 2026. Økonomien forventes dermed at fortsætte med at vækste i et pænt tempo i de kommende år. Her er forventningerne, at medicinalindustrien vil udgøre en mindre, men fortsat betydelig, del af den samlede BNP vækst, i de kommende år. Vi forventer også, at den offentlige sektors vækst, samt genåbningen af Tyra-feltet, vil bidrage betydeligt til BNP-væksten.

Til trods for, at den forventede vækst i økonomien ser positiv ud, så er den også forbundet med rekordstor usikkerhed. Den usikkerhed dækker blandt over tilbageholdne forbrugere, manglende investeringslyst og en potentiel handelskrig, som følge af Trumps sejr i det amerikanske præsidentvalg. I Dansk Industris virksomhedspanel, er det 6 ud af 10 danske virksomheder, som angiver usikkerhed, som den største barriere for vækst.

Læs mere: Usikkerhed er en vækstbarriere for 6 ud af 10 virksomheder

Eksporten stiger i 2025 og 2026

Eksporten har udgjort en betydelig del af væksten i dansk økonomi i de seneste år. Her er det særligt eksport fra medicinalindustrien og eksportindtægter fra virksomheders produktion i udlandet, som har drevet udviklingen. Forventningerne er, at eksporten vil fortsætte med at vækste i 2025 og 2026, men i et lavere tempo end tidligere år. Det er forventningen, at der endelig begynder at komme svag fremgang i Sverige, Tyskland og Storbritannien, hvilket er positivt for dansk eksport. 

Det forudsætter dog, at der ikke opstår en handelskrig, hvilket valget af Trump som ny præsident har gjort mere usikkert. Et scenarie med en potentiel hård handelskrig kan medføre en svækkelse af dansk økonomi på op mod 85 mia. kr. og koste 30.000 danske arbejdspladser.

Læs mere: Virksomheder bygger lagre op til handelskrig

Privatforbruget er stigende og renterne er på vej ned

Privatforbruget har for første halvdel af 2024 udviklet sig svagt – på trods af de lavere renter, der giver danskerne flere penge imellem hænderne. Det er dog forventningen, at der vil være en svag fremgang i privatforbruget frem mod udgangen af 2024, efterfulgt af mere betydelige stigninger på 2,2% i 2025 og 2,7% i 2026.

Vi forventer, at renterne vil falde yderligere. Inflationen ventes nemlig at lande på 1,4% i 2024 og 1,8% i både 2025 og 2026. Ligeledes er der også forventninger til en lavere inflation i både eurozonen og USA, hvilket kan bane vejen for flere rentesænkninger.

Bliv fremtidsparat med Dansk Industri

Fred og frihandel kan vi ikke længere tage for givet. Usikkerheden tager til, og vores forståelse af verden omkring os er under forandring. Vores forbrugere ændrer sig. Og hvis det ikke er nok, så stiger mængden af lovgivning dag-for-dag, som du også skal forholde dig til.

Det vil vi i DI Handel gerne hjælpe dig med, og vi deler her cases, værktøjer, analyser og mere til, der kan hjælpe dig og din handelsvirksomhed med at blive mere fremtidsparat. 

Læs mere: Bliv klogere på fremtidens kunder

Beskæftigelsen nærmer sig toppen

Beskæftigelsen har i flere år i streg været stigende, men prognosen skønner at dette vil vende. Hvor der i 2025 fortsat forventes en stigning i beskæftigelsen på årsbasis, er forventningerne til 2026 nemlig et fald på 10.000 personer, på trods af, at der forventes en positiv vækst i økonomien. Det er et resultat af, at beskæftigelsen er steget hurtigt sammenlignet med væksten i BNP. Den forventede situation med faldende beskæftigelse og vækst i økonomien vil være med til at genoprette produktiviteten i virksomheder.

DI's økonomiske prognose viser altså en dansk økonomi med potentiale for vækst, men også med betydelige usikkerheder, der kan påvirke danske handelsvirksomheder. For at kunne navigere i denne usikre fremtid, bliver kunde-, markedsforståelse og fremtidsparathed nøgleord for at udnytte mulighederne og minimere risici.

Bliv fremtidsparat med Dansk Industri

Download hele prognosen:

Ovenstående er blot en opsummering af nogle af de overordnede tendenser og forudsigelser fra prognosen. Ønsker du at læse hele prognosen, kan den downloades her: Fremgangen i dansk økonomi hviler på et usikkert grundlag

Vores konjunktur- barometre

Følg med i de nyeste tal for handelserhvervet i DI Handels konjunkturbarometre for hhv. detail- og engroshandlen.

Se mere: Konjunkturbarometer for detailhandlen

Se mere: Konjunkturbarometer for engroshandlen

Relateret indhold