Handelsagentaftaler: Hvad du skal vide?
Når du som dansk virksomhed ønsker at afsætte dine produkter på et nyt marked, kan en effektiv metode være at samarbejde med en handelsagent på det pågældende marked.
Hvad er en handelsagent?
Handelsagenter er selvstændige erhvervsdrivende, der arbejder for at sælge dine produkter for din regning.
En handelsagent fungerer derfor som mellemmand mellem dig (agenturgiveren) og potentielle kunder. Agentens primære opgave er at indhente ordrer og skabe salgsmuligheder inden for et specificeret område, branchesegment eller kundekreds. En af de store fordele ved at benytte en handelsagent er, at det kan være en hurtig og omkostningseffektiv måde at træde ind på et nyt marked - du kan udnytte agentens lokale markedskendskab og netværk. Ulempen kan være, at agenten ikke er en integreret del af din virksomhed, hvilket vil kunne skabe en distance.
Handelsagentloven
I Danmark er handelsagentforhold reguleret af handelsagentloven og hviler samtidig på EU-lovgivning. Din handelsagentaftale er som udgangspunkt underlagt dansk ret, hvis din handelsagent har hjemsted i Danmark, eller hvis det udtrykkeligt fremgår af aftalen, at det er den danske handelsagentlov, der skal anvendes på aftalen.
Loven indeholder visse ufravigelige bestemmelser til fordel for handelsagenten, men giver også stor aftalefrihed. Det er vigtigt, at jeres handelsagentaftale er skriftlig for at undgå uklarheder og uenigheder. Vær også opmærksom på, at der kan være nuancer, og at handelsagentaftaler kan tolkes forskelligt i de enkelte EU-lande. Derfor kan det være en god idé at få en advokat til at læse sin handelsagentaftale igennem for at undgå uklarheder og uoverensstemmelser.
Vederlag og provision
Agenten får typisk provision baseret på de salg, de genererer, hvilket betyder, at dine salgsomkostninger bliver variable og afhænger af det faktiske salg. Hvis det ikke er specificeret i aftalen, hvad agentens vederlag skal være, har agenten ret til et rimeligt vederlag ifølge loven. Med henblik på at undgå uklarheder omkring vederlag, bør din handelsagentaftale derfor altid indeholde en klausul omkring størrelsen og beregningen af agentens provision, samt hvornår provisionen forfalder til betaling.
Agentens ret til provision indtræder typisk, når varen er leveret eller betalingen er modtaget fra kunden. Det er dog muligt at aftale, at provisionen forfalder på et senere tidspunkt, men det kan ikke være senere end det, loven foreskriver.
Opsigelse af aftalen
Handelsagentaftaler kan være tidsbegrænsede eller tidsubegrænsede. Hvis aftalen er tidsbegrænset, f.eks. til et år, vil din handelsagentaftale automatisk bortfalde efter udløbet af dette år. Hvis aftalen er tidsubegrænset, kan den opsiges med en måneds varsel i det første år. Dette varsel forlænges med en måned for hvert år, dog maksimalt op til seks måneder.
Ved opsigelse af aftalen kan agenten have krav på en godtgørelse for mistet goodwill, hvis agenten har skaffet nye kunder eller betydeligt udvidet handlen med eksisterende kunder. Denne godtgørelse kan dog ikke overstige agentens gennemsnitlige årlige vederlag de sidste fem år.
Vigtige punkter i en handelsagentaftale
Når du udarbejder en handelsagentaftale, er der fem centrale punkter, du bør inkludere:
- Beskrivelse af område og produkt
- Agentens forhold til tredjemand
- Agentens forpligtelser
- Agenturgivers pligter og rettigheder
- Konkurrenceklausul
Virksomhedsguiden har både udarbejdet en skabelon til handelsagentaftaler på dansk og engelsk. De kan findes her: Aftale med handelsagent | Virksomhedsguiden.
Læs mere om handelsagentreglerne her.