05.08.24 DI Handel Nyheder

Aftaleskabeloner ved dataudveksling

Dataudveksling kan optimere produkter og processer, forbedre kundeoplevelser og drive innovation. For at sikre transparens og beskytte interesser bør virksomheder bruge skriftlige aftaler ved deling og anvendelse af data, og her kan aftaleskabeloner fra Virksomhedsguiden være en stor hjælp.

Der kan være mange fordele ved dataudveksling. Dataudveksling kan hjælpe med at optimere produkter og processer, forbedre kundeoplevelser og drive innovation. Adgang til eksterne data kan f.eks. gøre det muligt at skræddersy dit website eller nyhedsbrev mere præcist til dine kunders behov. Samtidig kan deling af dine egne data med partnere f.eks. hjælpe med at udvikle nye tjenester.

Når din virksomhed ønsker at anvende data fra andre eller dele egne data, er det en god idé at indgå en skriftlig aftale om brugen af disse data. Det sikrer både klarhed over brugsretten og beskytter begge parters interesser. Det er bl.a. vigtigt at finde ud af, om du ønsker at dele dine data med andre eller brugsret til andres data, at identificere ejeren af de pågældende data, og sikre, at brugsretten er detaljeret beskrevet i aftalen.

Brug aftaleskabeloner, når du vil anvende eller dele data

På Virksomhedsguiden kan du både læse mere om brug af aftaleskabeloner ved dataudveksling og finde aftaleskabeloner på dansk og engelsk ifm. brugsret til hhv. andres data og deling af data med andre. Læs mere her.

Aftaleskabelonerne kan hjælpe dig med at lave aftaler om databrug. Ved at anvende skabelonerne kan du fastslå din rolle, præcisere brugsretten og afgrænse rettighederne i tid og sted. Skabelonerne kan tilføjes som bilag til dine eksisterende kontrakter. Husk dog, at aftaleskabelonerne skal suppleres med en overordnet kontrakt, der dækker andre væsentlige vilkår såsom betaling, levering, ansvar og konflikthåndtering.

Ved at følge disse retningslinjer kan du sikre en effektiv og sikker dataudveksling, der gavner både din virksomhed og dine samarbejdspartnere.

Marie Asmussen
Skrevet af:

Marie Asmussen

Relateret indhold