EU imod Temu og Shein: Tre ting, jeg har lært
I de sidste tre dage har vi mødtes med politikere, embedsfolk og repræsentanter fra de europæiske interesseorganisationer i Bruxelles. Emnet har været det samme: Hvad har EU tænkt sig at gøre for at stoppe den unfair konkurrence, danske virksomheder i dag oplever fra platforme som Temu og Shein?
Fair og lige konkurrence – eller et level playing field – er afgørende for danske handelsvirksomheder, og i de seneste mange måneder har vi både i medierne og i vores dialog med vores medlemmer fået mange eksempler på den unfair konkurrence, der eksisterer, når det kommer til Temu og Shein.
EU har givet sig selv nye værktøjer i værktøjskassen tilbage i februar med Digital Services Act (DSA), men det har endnu ikke udmøntet sig i advarsler, bøder eller forbud. Inden september bliver til oktober, så skal Temu og Shein overholde de strengeste krav i lovgivningen, men inden turen til Bruxelles havde vi ikke hørt hvordan håndhævelsen kommer til at foregå – eller hvordan platformene har tænkt sig at indordne sig.
Der har ikke været én eneste person, der ikke har været både opmærksom på og meget bekymret over Temu og Sheins vækst i Europa. Jacob Kjeldsen, Branchedirektør
Med tasken fyldt af danske eksempler på den unfair konkurrence fra vores medlemmer tog vi derfor til Bruxelles i mandags for at tale med de vigtigste mennesker, når det kommer til både politik og håndhævelse i EU ift. online markedspladser og platforme for at blive klogere: Hvad er deres overvejelser? Hvordan ser det ud med håndhævelsen? Og hvad kan vi ellers gøre? Hvad er perspektiverne for ny lovgivning, hvis den nuværende lovgivning ikke er tilstrækkelig?
Jeg tager tre vigtige læringer med hjem
Når jeg tænker tilbage på de sidste par dages møder og samtaler med repræsentanter fra alle grene i Bruxelles, så tager jeg særligt tre ting med tilbage:
EU-systemet er meget opmærksom på udfordringen
Vi har mødt helt centrale politikere, embedsfolk og repræsentanter fra de europæiske interesseorganisationer, og der har ikke været én eneste person, der ikke har været både opmærksom på og meget bekymret over Temu og Sheins vækst i Europa.
Nogle er bekymrede for forbrugersikkerheden, mens andre er fokuserede på de unfair konkurrencevilkår for europæisk erhvervsliv, og en helt tredje gruppe er bekymrede for kinesiske virksomheders brug af statsstøtte.
Uanset hvilken bekymring, man har, så er alle enige om, at der er behov for handling, og det kan kun gå for langsomt. I Bruxelles er der lige nu tillid til, at DSA’en, der trådte i kraft i februar, kan gøre en forskel, når Temu og Shein i forlængelse af deres udpegning som ‘Very Large Online Marketplace’ (VLOP) fra oktober skal leve op til de strengeste krav.
DSA’en tog lang tid at få på plads politisk, og blandt både EU-Kommissionen, men også for de europæiske interesseorganisationer, er der nu fokus på at få håndhævelsen til at fungere bedst muligt.
Frygten blandt de fleste repræsentanter handler om, at flere regler på nuværende tidspunkt vil skabe usikkerhed og flere byrder på erhvervslivet, og samtidig kan det risikere at underminere håndhævelsen af DSA’en.
Vi ønsker en hurtig sagsbehandling efterfulgt af hurtig handling! Jacob Kjeldsen, Branchedirektør
Jo flere eksempler og klager, jo stærkere håndhævelse
Vi har mange formodninger om Temu og Sheins forretningspraksis, og selvom EU-kommissionen af egen drift kan tage sager op, så gør det en forskel, når de får konkrete eksempler og klager fra virksomheder og forbrugere i medlemslandene.
Guide: Klag over Temu og Shein
Det er nemt at afskrive EU som et bureaukratisk organ, hvor ens klage kan gå hen for at blive væk. Men de virker opsatte på at gøre en forskel, og vi oplevede, at de eksempler, vi havde med, da vi mødtes med repræsentanter fra bl.a. EU-kommissionen blev taget seriøst. Vi forventer derfor, at de vil blive en del af det videre arbejde med at sørge for, at platforme som Temu og Shein overholder reglerne.
Så vi tog fra Bruxelles med troen på, at EU-Kommissionen arbejder meget fokuseret med at samle information fra og om Shein og Temu. Og lige nu behandler EU-kommissionen en konkret klage over Temu’s forretningsmodel, som vi også afventer en afgørelse på. Så vores besked til EU-Kommissionen var klar: Vi ønsker en hurtig sagsbehandling efterfulgt af hurtig handling!
Ny lovgivning tager tid, vi ikke har
Det er naturligt, at vi kigger på vores politikere og forventer mere eller ny lovgivning, når vi ser hvordan Temu og Shein bare blæser på reglerne for produktsikkerhed. ”Importøransvar” bruges flittigt herhjemme som en løsning på udfordringen, men der var ikke opbakning til det fra de andre medlemslande, da DSA’en blev forhandlet første gang i 2022.
Vi drøftede derfor også fordele og ulemper af et importøransvar under alle vores møder, og vi må konkludere, at der fortsat ikke er opbakning til det i EU.
De fleste vurderede, at ny lovgivning, der indeholder et importøransvar, vil tage 3-4 år at vedtage i EU. Desuden var der skepsis ift. muligheden for at sikre en effektiv håndhævelse efterfølgende.
Vi ser derfor importøransvar som en løsning på længere sigt, hvis ikke de nuværende og kommende EU-regler er nok til at dæmme op for ulovlig markedsføringspraksis og salg af ulovlige produkter fra Temu og Shein.
Vores fortsatte fokus: Fair og lige konkurrence
I DI Handel arbejder vi ufortrødent videre med at skabe fair og lige konkurrence for de danske handelsvirksomheder – for når der er ens spilleplade for alle, så vinder de danske handelsvirksomheder.
Derfor er vores konklusion klar: Vi skal blive ved med at presse EU-Kommissionen til handling. Reglerne skal håndhæves, og platforme som Shein og Temu skal straffes hårdt og hurtigt, når de træder uden for stregerne. Vi kommer til at overvåge EU-Kommissionens arbejde meget tæt.
Viser det sig, at der er behov for mere lovgivning, så er vi klar til at gå forrest, men på den korte bane kan vi ikke læne os tilbage og vente 3-4 år, mens de danske virksomheder taber terræn, og de danske forbrugere tilbydes farlige og ulovlige produkter.
Er din virksomhed udfordret af Temu og Shein? Eller har du kendskab til ulovlig praksis, herunder salg af ulovlige produkter, på platformene? Så ræk endelig ud til os eller brug din mulighed for at klage til det danske tilsyn med reglerne.