Handel er en hjørnesten i dansk erhvervsliv
I Danmark er vi gode købmænd, og vigtigheden af handelserhvervet i det danske erhvervsliv kan ikke underdrives. Hver femte privatansatte arbejder med handel, og det er den højeste andel i EU.

Jacob Kjeldsen, Branchedirektør i DI Handel.
Handelserhvervet udgør en hjørnesten i det danske erhvervsliv. Ifølge en analyse fra DI Handel beskæftigede branchen i 2023 hele 20% af de ansatte i de private erhverv, hvilket betyder, at hver femte medarbejder arbejder i butikker, lagerfaciliteter, med marketing eller noget fjerde.
I 2021 havde Danmark den højeste andel af beskæftigede i handelserhvervet blandt alle EU-lande, og vi er stadig førende i dag.
"Disse tal viser tydeligt, hvor vigtig en rolle handelsvirksomhederne spiller for os her i Danmark. Det er en sektor, der betyder enormt meget for vores arbejdsmarked, og samtidig er det noget, vi alle møder hver eneste dag, hvad enten det er i supermarkedet, online eller i de lokale butikker," siger Jacob Kjeldsen, branchedirektør i DI Handel.
Som Jacob Kjeldsen påpeger, er handelserhvervet tæt forbundet med danskernes dagligdag på mange måder. Over en fjerdedel af en typisk husstands forbrug går til detailhandlen, og det kan være alt fra dagligvarer og tøj til elektronik og fritidsudstyr.
Men handelserhvervets betydning ses ikke kun i vores beskæftigelse og vores personlige indkøb.
I Danmark er vi rigtig gode til handel, og det er noget, vi skal værne om Jacob Kjeldsen, Branchedirektør
I 2023 bidrog sektoren med hele 14% af Danmarks bruttofaktorindkomst (BFI) og stod for 12% af den samlede eksport fra de private erhverv. Det er derfor ikke blot en væsentlig del af vores dagligdag, men også en afgørende motor for den danske økonomi.
”I Danmark er vi rigtig gode til handel, og det er noget, vi skal værne om,” understreger Jacob Kjeldsen, branchedirektør i DI Handel.
BFI
Bruttofaktorindkomst (BFI) udgør bruttonationalproduktet opgjort i faktorpriser (kostpriser), dvs. fratrukket moms og afgifter og tillagt eventuelle subsidier. Nøgletallet bruges ofte til at sammenligne forskellige erhvervs betydning for samfundsøkonomien.
Udfordringerne lurer i horisonten
På trods af sin styrke oplever handelserhvervet betydelige udfordringer.
Corona-pandemien efterfulgt af høj inflation og stigende renter har de seneste år presset både virksomheder og forbrugere. Og ifølge en analyse fra DI faldt virksomhedernes indtjening markant i 2023, hvor hele 36% af detailvirksomhederne og 28% af engrosvirksomhederne sluttede året med underskud.
Heldigvis ser bundlinjerne bedre ud i dag. Salget er stigende for mange, og Dansk Industris seneste økonomiske prognose fra november indikerer et privatforbrug, som forventes at stige i 2025. Det er gode nyheder, men mange nyere udfordringer presser stadig virksomhederne.
Læs mere her: Dansk Industris seneste økonomiske prognose
I dag lurer mange usikkerheder om, hvordan fremtiden ser ud. Internationale faktorer som nye og større krige på vores kontinent og udfaldet af det amerikanske præsidentvalg står som klare bekymringer, når vi snakker med vores medlemmer.
Samtidig vidner forsyningskæderne om instabilitet med både høje og volatile priser, hvilket gør det svært at planlægge langsigtet.
Også bekymringen om, hvordan man skal tiltrække den relevante arbejdskraft står højt på listen. Vi ved godt, at der bliver rift om fremtidens talenter, og hos mange virksomheder mærker man allerede udfordringen med at kunne tiltrække de rigtige kompetencer.
Fremtidens muligheder
Usikkerheden er derfor til at tage og føle på, og det stiller større krav til os alle, hvis vi skal lykkedes i fremtiden.
Vores virksomheder skaber ikke kun resultater på bundlinjen, men gør også en forskel for de små og store samfund og fællesskaber, vi er en del af.
Vi må aldrig tage vores position for givet. For at fastholde vores betydning skal vi være på forkant med udviklingen og turde investere i fremtiden Jacob Kjeldsen, Branchedirektør
Med en verden i forandring er det kun endnu vigtigere, at vi spiller aktivt med – for vores kunder stiller nye og større krav, og hvis bymidten sygner hen, så gør samfundet også.
Allerede i dag forventer forbrugerne, at de kan opleve dit produkt i en fysisk butik, og derefter gå hjem og bestille det – med levering næste dag. Og en købsoplevelse, hvor det fysiske og digitale møde med kunden – også kaldet omni-channel – bliver kun mere og mere almindeligt i fremtiden. Og det vil stille større krav til vores handelsvirksomheder.
”Vi må aldrig tage vores position for givet. For at fastholde vores betydning skal vi være på forkant med udviklingen og turde investere i fremtiden,“ afslutter Jacob Kjeldsen.
Kan du forudsige fremtiden?
Fremtiden er ikke hvad den har været. Og hverdagen som handelsvirksomhed er mere uforudsigelig end nogensinde før. Det stiller nye krav til dig, din virksomhed og dine kolleger. Det kræver nye kompetencer og høje ambitioner. Og det vil vi gerne hjælpe med.