25.11.25 DI Handel Nyheder

Hvad kræver det at vinde en medalje til EuroSkills?

I september løb Euroskills af stablen i Herning. Europamesterskaberne for erhvervsuddannelseselever og håndværkere afholdes hvert andet år, og i år kunne rekordmange danskere tage derfra med en medalje. Vi har spurgt to vindere hvad det kræver.

Iben Lang Nielsen og William Ulsted Hesel Jensen, Bestseller

Foto: Anni Norddahl for Uddannelsesnævnet

”Det gik jo meget fint,” bliver der på skift sagt på klingende jysk i både dialekt og indstilling.

Så beskedent lyder det, når du spørger Iben Lang Nielsen og William Ulsted Hesel Jensen om deres bedrift til årets EuroSkills i Herning. Iben og William var afsted for at repræsentere Danmark og handelsuddannelserne, og de kom hjem igen med en ”Medal of Excellence” som bevis for deres præstation – og som en del af det mest vindende Skillslandshold, vi har haft herhjemme.

EuroSkills er europamesterskaberne for erhvervsuddannelseselever og håndværkere, og i år konkurrerede 597 fagatleter fra 32 lande inden for 38 forskellige fag. Og de danske fagatleter var i år på hjemmebane, da det hele fandt sted i Herning denne gang.

Men hvad kræver det at vinde en medalje – både af de to fagatleter, men også af Bestseller, hvor de to talenter er ansat? Det satte vi os for at undersøge.

Kendte ikke hinanden på forhånd

En deltagelse i DM i Skills var ikke umiddelbart noget, der lå i planerne for Iben og William. Faktisk var det ikke engang dem selv, der rakte hånden op. De blev prikket på skulderen af Per Bomholt i Bestseller og af deres uddannelsessted, Viden Djurs:

”Det er jo en anerkendelse allerede at blive prikket til, og det lød jo også spændende,” fortæller Iben Lang Nielsen, inden William Ulsted Hesel Jensen supplerer: ”Vi kendte til gengæld ikke hinanden på forhånd, men derfra begyndte vi at træne sammen en gang om ugen frem mod DM i Skills.”

DM i Skills er det årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne, hvor Iben og William endte med at vinde kategorien for handelsuddannelsen – og dermed kvalificere sig til EuroSkills.

”Så det gik jo ret godt,” griner William Ulsted Hesel Jensen.

Om Iben, William og Per

Iben Lang Nielsen arbejder i dag i salgsafdelingen hos Jack & Jones i Bestseller.

William Ulsted Hesel Jensen arbejder i dag i indkøbsafdelingen hos Selected i Bestseller.

Per Bomholt arbejder med udvikling og træning, og med et særligt fokus og ansvar for de omkring 350 elever og lærlinge i Bestseller-koncernen.  

”Det var jo gaven, der blev ved med at give,” fortæller Per Bomholt, ansvarlig for de omkring 350 elever og lærlinge i Bestseller, med et stort smil.

”Det var første gang, at vi havde valgt at stille nogle af vores elever op til DM i Skills, og vi vidste ikke så meget om hvad vi skulle forvente. Og når vores elever så er så dygtige, at de også vinder DM, så skulle vi da se hvad det kunne blive til i EuroSkills.”

Det har krævet en stor indsats fra alle

Iben, William og Per selv lægger stor vægt på, at ingen er kommet sovende til bedriften, og Iben og William begyndte at træne sammen en gang om ugen fra de blev samlet som hold – og op til EuroSkills var det flere gange om ugen, hvor de lavede øvelser, talte med en mental coach og forberedte sig til konkurrencen:

”Det er en ret intens oplevelse at stå til EuroSkills og skulle levere en god præstation. Man får en opgave, der skal løses – og den opgave skulle vi så løse ude på gulvet, hvor folk kunne gå forbi og kigge på imens,” fortæller Iben inden William supplerer: ”Det er noget af det, som vi har lært meget af: Hvordan vi håndterer et stort arbejdspres og høje forventninger, og det har været virkelig lærerigt.”

Og netop forventningerne er også noget af det, som Per Bomholt lægger vægt på: ”Det har været en af vores vigtigste opgaver i den her proces: At passe på Iben og William undervejs. For vi er så stolte af deres indsats, hvilket kolleger og chefer har været gode til at give udtryk for. Men det er i sig selv også med til at lægge et pres på dem, så derfor koblede vi for eksempel også den her mental coach på forløbet.”

Samtidig vil Per heller ikke lægge skjul på, at det har været en udfordring at undvære to kolleger i så lang tid undervejs:

”Det var vigtigt for os, at beslutningen om at dedikere Iben og William til dette blev truffet på så højt ledelsesniveau som muligt, og der har fra starten af været 100% opbakning. Men der er heller ingen tvivl om, at det særligt henimod konkurrencen har trukket store veksler på deres teams, at de har været så meget væk. Og det er helt klart et af de steder, hvor vi som virksomhed også har lært noget til næste gang.”

Iben Lang Nielsen og William Ulsted Hesel Jensen, Bestseller

Foto: Anni Norddahl for Uddannelsesnævnet

Hvorfor vælge en erhvervs-uddannelse?

Både Iben og William vil anbefale alle at overveje en erhvervsuddannelse. William fortæller: ”Det giver så meget både fagligt og personligt at være elev, og der er en hel masse muligheder for at udvikle sig i den retning, der passer til en selv,” og Iben stemmer i: ”Og så har vores erfaring også været, at hvis man bare fortæller om sine ambitioner højt, så er det bestemt også muligt at få mere ansvar og flere muligheder igennem sit elevforløb.”  

Bestseller er klar igen næste år

For Bestseller giver det rigtig god mening at være med. Det handler både om at øge kendskabet til erhvervsuddannelserne og få flere til vælge den karrierevej, men Per Bomholt lægger heller ikke skjul på, at det også handler om at tiltrække fremtidens talenter til Bestseller.

Og på begge fronter hjælper et initiativ som DM i Skills og EuroSkills, og derfor har Bestseller også allerede fundet de to elever, der skal være med næste gang:

”Vi ved mere om hvad det kræver af os nu, og det afskrækker os på ingen måde. For det skaber samtidig en hel masse værdi for både de to, der er med, men også deres teams og resten af Bestseller.”

Og Iben og William har heller ingen betænkeligheder ved at anbefale andre elever at sige ja til udfordringen, hvis den opstår:

”Så længe du er klar på en stor udfordring, så kommer du til at få en hel masse ud af at være med. For det er også udviklende at være lidt på dybt vand undervejs.”

Fra Dansk Industri skal der lyde et stort tillykke til Iben og William med deres medaljer – og til resten af Skillslandsholdet for deres flotte præstation til årets EuroSkills.

Relateret indhold