07.02.25 DI Handel Nyheder

Usikkerhed om fremtiden kræver et nyt strategisk værktøj for at kunne navigere succesfuldt

Man siger ofte, at det er svært at spå om fremtiden. Med en fremtid, der er mere usikker end nogensinde, så er den opgave absolut ikke blevet nemmere for danske virksomheder. Vi er klar til at hjælpe dig med at navigere.

Jacob Kjeldsen, branchedirektør for DI Handel og DI e-commerce

Fremtiden er ikke, hvad den har været. I øjeblikket vågner man til den første push-meddelelse på telefonen om det, Trump har gjort i løbet af natten. Der er stadig krig i Europa, og inden man går i seng igen, så er der tre-fire nye trends, som man som handelsvirksomhed skal forholde sig til. Og som måske er væk igen i morgen.

Det er, kort sagt, en skør tid, vi lever i. Og det påvirker selvfølgelig vores hverdag i vores handelsvirksomheder, og den store usikkerhed kræver, at vi griber vores strategier an på en ny måde.

I Dansk Industri kalder vi det ”fremtidsparathed”, og det indebærer, at vi alle skal tillære os en ny kompetence: Strategisk fremtidstænkning. Det kan lyde som et begreb, der ser smart ud på en PowerPoint, men som falder til jorden i en travl hverdag. Men det er mere end det. Det giver faktisk rigtig god mening. Og derfor er jeg glad for, at vi i DI Handel nu er klar til at vise hvordan man kommer i gang.

Al den usikkerhed udfordrer vores strategi

Du har sikkert prøvet det for nyligt. At samle ledelsen i din virksomhed for at træffe strategiske valg for de kommende par år og hurtigt erkende, at den måde, som du og dine kolleger normalt drøfter udviklingen i kunder, teknologi og markeder, kommer til kort. Alting bevæger sig alt for uforudsigeligt og hurtigt, og de traditionelle forudsætninger ikke længere er anvendelige. Men hvordan træffer du så beslutninger, der skal sikre vækst og udvikling de kommende år?

Hvis du har oplevet denne situation eller føler en stigende usikkerhed om fremtiden, så er du absolut ikke den eneste. Og netop derfor har DI Handel udviklet Vision20230 for fremtidens handelsvirksomheder, der har til formål at hjælpe danske virksomheder med at navigere i en verden, hvor geopolitik, handelskrige, en teknologisk udvikling i højeste gear, flydende forbrugere og ændrede forretningsmodeller alt sammen udfordrer dansk konkurrenceevne de kommende år.

I visionen har vi defineret 6 temaer, som bliver afgørende for fremtidens handelsvirksomheder. De 6 temaer er i sig selv ikke nye, for de påvirker allerede danske virksomheder. Men hastigheden og styrken vil tage til, og derfor er der meget gode grunde til fokus på temaerne, som er:

  1. Ny teknologi
  2. Bæredygtighed
  3. Talent
  4. Kunde- og markedsforståelse
  5. Uddannelse
  6. Samfundsengagement

Fremtidsparathed er mere end blot rettidig omhu – det er en kompetence

Hvis du læser Vision2030 for fremtidens handelsvirksomheder, så vil du vide, at vi har gjort fremtidsparathed til selve formålet med vores vision. I dag er danske virksomheder og i særdeleshed danske handelsvirksomheder kendetegnet ved tre styrker.

For det første har danske virksomheder en lang tradition for godt købmandskab. For det andet er de agile, dygtige til at tilpasse sig og udvise rettidig omhu. Og endelig har danske virksomheder altid haft en global forståelse og internationalt mindset. Det er tre styrker, som har tjent os godt, og vil fortsætte med at gøre det i fremtiden.

Men de tre styrker er ikke længere nok! Vi bliver nødt til at beherske en ny strategisk disciplin, som vi altså har valgt at kalde fremtidsparathed, og som inkluderer evnen til at arbejde med strategisk fremtidstænkning i strategiudviklingen. Og det er ikke nemt, for det er et opgør med dén måde, som virksomheder typisk laver strategi på.

Ny måde at tænke strategi på

I dag indebærer strategiudvikling typisk en øvelse, hvor man som virksomheder forsøger at samle alt tilgængelig, historisk data og viden frem til i dag, så vi kan forudsige én, mulig fremtid. Men i en usikker fremtid er den metode ikke tilstrækkelig, da den ofte vil medføre, at man blot fremskriver den nuværende viden. Det betyder, at man dermed undervurderer både teknologisk og geopolitisk udvikling, og man havner i en ’lineær lås’ og træffer beslutninger, som ikke matcher fremtiden. Kort sagt, så baseres strategien på en fremskrivningsmetode og en prognose med ét enkelt antaget resultat eller scenarie.

Det betyder ikke, at man skal lave en 10-årig strategi, men i stedet handler det om en struktureret og systematisk måde at bruge ideer og scenarier for fremtiden, så vi bedre kan imødekomme forandringer og handle i dag. Jacob Kjeldsen, Branchedirektør

I strategisk fremtidstænkning anlægger man i stedet en eksplorativ tilgang til fremtiden. Og i stedet for at forsøge at forudsige én fremtid, så arbejder man systematisk med flere forskellige fremtider. Det strategiske arbejde inkluderer derfor også et mere langsigtet perspektiv.

Det betyder ikke, at man skal lave en 10-årig strategi, men i stedet handler det om en struktureret og systematisk måde at bruge ideer og scenarier for fremtiden, så vi bedre kan imødekomme forandringer og handle i dag.

Så fremtidsparathed og strategisk fremtidstænkning er således en kompetence, der gør det muligt at udforske, forstå, og agere på potentielle fremtider. I vores øjne vil de virksomheder, som forstår at arbejde med strategisk fremtidstænkning være bedre til at navigere i usikkerheder og stigende kompleksitet. Samtidig vil man undgå fremskrivning af nutiden eller lineært ‘forlænge fortiden med brædder’, som ofte er baseret på fordomme og antagelser.

Det giver også mulighed for at skabe en organisation, der omfavner usikkerhed som en mulighed, og som fremmer en kultur, der bygger på kontinuerlig læring, innovation og fremadrettet tænkning. I sidste ende giver det et langt bedre fundament for prioritering og opkvalificering af beslutningstagen, og derfor strategisk retning, optimisme og øget handlekraft.

Lær mere med DI Handel og Institut for Fremtidsforskning

Hvordan kommer du i gang med at introducere strategisk fremtidstænkning i din virksomhed? I DI Handel er vi teamet op sammen med Institut for Fremtidsforskning, der igennem mange år har arbejdet med danske og især udenlandske virksomheder og institutioner om fremtidsparathed.

Gennem 2 webinarer i marts kan du lære mere om grundprincipperne for strategisk fremtidstænkning og blive inspireret af både de konkrete eksempler og gode værktøjer.

Skrevet af:

Jacob Kjeldsen

Relateret indhold