Det blev lidt billigere at købe ind i 2024
I 2024 blev det marginalt billigere for danskere at købe ind i detailhandlen. Det kommer ovenpå en årrække med store prisstigninger og starten af 2025 indikerer da også, at det ikke er noget, som varer ved. På tværs af varegrupper er der også store forskelle i prisudviklingen.
I en tid med stor usikkerhed i verdenshandlen, er det endnu vigtigere at følge med i udviklingen. Netop det bidrager voresårsrapport for detailhandlen for 2024 med.
Resultaterne vidner om et generelt godt år for detailhandlen, og de samme tendenser er fortsat ind i starten af 2025. Årsrapporten viser nemlig, at der, til trods for en negativ beskæftigelsesudvikling, har været en stigning i omsætningen. Derudover har branchen set betydeligt færre konkurser end i tidligere år.
Sammenligner vi udviklingen herhjemme med resten af EU, er det også overordnet set et positivt billede, der males. Danmark ligger nemlig, for langt størstedelen af de økonomiske nøgletal, godt til, når vi sammenligner med de andre EU-lande.
Alt er dog ikke lutter glade dage. Forbrugertilliden er nemlig fortsat negativ, og den er tilmed faldende. Og seneste udvikling i forbrugertilliden for april 2025 placerer den på et niveau som, udover under coronakrisen, ikke er set lavere siden 1980’erne. Det er særligt en øget økonomisk usikkerhed med toldtrusler og handelskrig, og i mindre grad danskernes egen privatøkonomi, som presser forbrugertilliden ned.
Udviklingen i detailpriserne i 2024 har været et lille lyspunkt, som måske også bidrager til, at forbrugertilliden ikke er endnu lavere end den er nu.
Lille fald på 0,1% i detailpriserne i 2024
Der er nemlig set et marginalt fald på 0,1% i de priser, som har mødt danskerne ude i detailhandlen i 2024, sammenlignet med 2023. Med andre ord, er det blevet en lille smule billigere at foretage sine køb i detailhandlen.

Den svagt negative prisudvikling i 2024 i detailhandlen bidrager isoleret set positivt til Danmarks ambition om at opretholde en lav og stabil inflation. Det bliver dog udfordret, når flere år tages i betragtning.
Stabiliteten og niveauet for prisudviklingen i detailhandlen har nemlig været særligt udfordret med årlige prisstigninger på 7,6% og 4,1% i hhv. 2022 og 2023, efterfulgt af en snæver negativ udvikling i 2024. Og kigges der lidt længere fremad, så har den generelle tendens siden juni 2024 været opadgående, og det er fortsat ind i starten af 2025, hvorfor det virker usandsynligt, vi får endnu et år med negativ prisudvikling. Det bidrager altså til en fortælling om ustabile priser i detailhandlen.
Usikkerheden omkring prisudvikling gør det svært for de danske forbrugere og danske virksomheder at træffe økonomiske beslutninger for fremtiden, hvilket er skadeligt for hele samfundets økonomi.
Dykker vi ned på et mere detaljeret niveau af varegrupper, vidner det da også om, at der er store forskelle i udviklingen. Så selvom prisudviklingen for 2024 på overfladen har virket lav, er det nogle modsatrettede underliggende bevægelser, som har udlignet hinanden.
Største og mindste stigninger i priserne
Det er særligt varegruppen ”Møbler og boligudstyr”, som har set et stort fald i priserne. Her er det i 2024 i snit blevet 6,3% billigere at foretage køb sammenlignet med 2023. ”Elektronik til personlig pleje” har set det næststørste fald med 5,6%. Og så er det bemærkelsesværdigt, at ”Personbiler” har set det tredjestørste fald på 4,8%, da køb af personbiler typisk er forbundet med store udskrivninger. Faktisk udgjorde køb af personbiler 8,4% af danskernes samlede forbrug i 2023, hvorfor prisændringen i kroner og øre også er stor.

Det er dog ikke alle varegrupper, der er faldet. Retter vi blikket mod den anden ende af skalaen, er der også set store prisstigninger inden for flere varegrupper. Her er det varegruppen ”Aviser”, som topper listen med en prisstigning på hele 8,0%. Derudover er varegruppen ”Sukkervarer”, som altså dækker over slik, chokolade mv., steget med 6,0%. Også ”Øl” er blevet dyrere i 2024, hvor der er set en stigning på 4,5%.

Ønsker du at se endnu flere tal for detailhandlen og dets underbrancher?
For at vi kan stå bedst muligt, når vi træffer vores valg for fremtiden, er det vigtigt, at vi har en forståelse for fortiden. DI Handels årsrapport for detailhandlen giver et indblik i, hvordan en række økonomiske indikatorer for branchen og dets underbrancher har klaret sig i 2024, og i hvilken retning pilen peger i 2025.
Her finder du bl.a. tal for omsætning, beskæftigelse, konkurser, forbrugerpriser og forbrugertilliden for detailhandlen og dets underbrancher. Rapporten sætter også udviklingen i perspektiv til resten af EU.