En måned tilbage for 1000-kronesedlen
Så er det ved at være tid til at sige farvel til 1000-kronesedlen og til ældre sedler. De bliver nemlig ugyldige efter den 31. maj 2025. Få her et overblik over det, der ændrer sig – og hvad du skal gøre.

Ugyldige pengesedler efter den 31. maj 2025.
Foto: NationalbankenNationalbanken meddelte i slutningen af 2023, at det var tid til at udfase 1.000-kronesedlen og de ældre sedler (serierne fra 1944-1997), og man har mulighed for at benytte sig af sedlerne til og med den 31. maj 2025.
Med kun lidt over en måned tilbage inden fristen for indlevering, så har Nationalbanken søsat en ny kampagne, der skal gøre forbrugerne opmærksomme på, at de snart ikke længere kan benytte f.eks. 1.000-kronesedlen som betalingsmiddel.
Nationalbankens kampagne: Fremtidens kontanter
Hvad betyder det for dig?
Du og dine medarbejdere kan først og fremmest forvente at opleve, at I i den kommende tid får flere 1.000-kronesedler i betaling end tidligere, efterhånden som kunderne bliver opmærksomme på, at de skal af med dem:
”Da Nationalbanken kom med udmeldingen i slutningen af 2023, oplevede vores medlemsvirksomheder, at de modtog flere 1.000-kronesedler end tidligere, da deres kunder prøvede at komme af med dem. Vi forventer, at det bliver samme mønster her efterhånden som flere danskere ser Nationalbankens kampagne”, fortæller Marie Asmussen, seniorchefkonsulent i DI Handel.
Derfor er det vores anbefaling, at du sørger for at klæde dine medarbejdere og dig selv på, når det kommer til de sedler, der nu ryger ud af cirkulation. Sedlerne kan være op til 80 år gamle, og det er forståeligt, hvis man som f.eks. ungarbejder kan blive i tvivl om sedlerne er rigtige eller ej.
Nationalbanken har lavet en god oversigt over de sedler, der bliver ugyldige efter den 31. maj 2025 her: Nationalbanken: Hvilke sedler bliver ugyldige?
Hvad gør man med ugyldige sedler efter den 31. maj 2025?
Som privatperson
Efter den 31. maj 2025 kan disse sedler ikke længere benyttes som betalingsmiddel, men det betyder ikke nødvendigvis, at de derfra kun kan benyttes som samleobjekter.
Som privatperson (og erhvervsdrivende) har man mulighed for at aflevere dem i Nationalbankens indleveringssteder inden den 31. maj 2026, hvilket vil sige, at man har et helt år til at gøre det. Der findes dog kun tre indleveringssteder, og der er et krav om fysisk fremmøde og dokumentation på indleveringen. Læs mere om de tre indleveringssteder, og hvilken dokumentation, der skal benyttes, på Nationalbankens hjemmeside: Nationalbanken: Hvad kan jeg gøre med sedlerne, efter de er blevet ugyldige?
Som erhvervsdrivende
Som erhvervsdrivende har du kortvarigt en udvidet mulighed for at indlevere de ugyldige sedler til dit eget pengeinstitut. De kan afleveres inden den 13. juni 2025, det vil sige to uger efter sedlerne bliver ugyldige.
Hvordan den proces foregår afhænger af dit pengeinstitut, så ræk ud til dem, hvis du har et konkret spørgsmål eller behov.
Hvis du ikke når det inden da, så har du som erhvervsdrivende også mulighed for at benytte de tre indleveringssteder, som Nationalbanken stiller til rådighed inden den 31. maj 2026.
Læs mere på Nationalbankens hjemmeside: Nationalbanken: Indlevering af ugyldige sedler som erhvervsdrivende efter den 31. maj 2025
Mange fordele ved færre sedler i omløb
I Dansk Industri støtter vi Nationalbankens beslutning om at udfase 1.000-kronesedlen og de ældre seddel-serier:
”Først og fremmest betales der mindre med kontanter end tidligere, og derfor har særligt 1.000-kronesedlen voldt problemer ude ved kasseapparatet. Det her vil gøre det nemmere og mere sikkert at stå i kassen, og det er vi glade for. Derudover vil der være færre typer af sedler i omløb, så administrationen og verificeringen af de her ældre sedler vil også gøre det lidt nemmere for butikkerne”, fortæller Marie Asmussen, seniorchefkonsulent i DI Handel.
Efter planen lanceres der nye 50-, 100-, 200- og 500-kronesedler fra 2028-2029.