09.04.25 DI Handel Nyheder

Fremtiden kræver, at vi gør os ekstra umage

Dansk handel står stærkt, men øgede globale spændinger og nye amerikanske toldsatser kan blive en stor mavepuster for økonomien. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi tænker langsigtet.

Det føles som om, verden forandrer sig hurtigere, end vi kan nå at følge med.

Den ene krise afløser den anden, og for mange kan det være fristende helt at lukke ned for nyhedsstrømmen – i hvert fald indtil efter morgenkaffen.

Men som ansvarlig for en virksomhed har man ikke den frihed. Hver nyhed kan bære på informationer, der får direkte betydning for forretningen og for de beslutninger, der skal træffes allerede i morgen.

De konstante forandringer kræver, at vi er mere omstillingsparate og handlekraftige end før – og at vi tør se usikkerheden i øjnene som et grundvilkår, snarere end en midlertidig tilstand.

Netop derfor er fremtidsparathed som kompetence vigtigere end nogensinde.

Milliarder og tusindvis af jobs på spil i Danmark

Hvis du er fast læser af vores indhold, har du med garanti mødt budskabet før – muligvis fra branchedirektør i DI Handel, Jacob Kjeldsen.

Han har flere gange understreget, at fremtidsparathed ikke handler om at kunne forudsige præcist, hvad der kommer – men at tilegne sig kompetencen til at arbejde med flere fremtidsscenarier og dermed være klar, når tingene forandrer sig.

Da vi for omtrent et år siden lancerede visionspapiret, lød det, at EU og USA deler grundlæggende værdier og interesser. I dag står den sætning ikke helt lige så sikkert, som da vi skrev den. Og det i sig selv er en vigtig påmindelse om, hvor hurtigt vilkår kan ændre sig Jacob Kjeldsen, Branchedirektør

Et af de temaer, vi har fremhævet i Vision2030 for handelsvirksomheder, er behovet for, at EU bliver bedre til at stå på egne ben. For i en verden med øget stormagtsrivalisering er det afgørende, at vi kan beskytte og fremme vores egne interesser.

Samarbejdet mellem EU og USA har historisk været fremhævet som centralt.

“Da vi for omtrent et år siden lancerede visionspapiret, lød det, at EU og USA deler grundlæggende værdier og interesser. I dag står den sætning ikke helt lige så sikkert, som da vi skrev den. Og det i sig selv er en vigtig påmindelse om, hvor hurtigt vilkår kan ændre sig” siger Jacob Kjeldsen

For indsættelsen af Donald J. Trump og den nye administration kommer på væsentlige områder til at sætte “America First”, og det vil få store konsekvenser for både de danske virksomheder og for vores samfund.

Det gik næppe nogens næse forbi, da Trump d. 2. april præsenterede de nye toldsatser for en lang række af lande, herunder Danmark under EU, som pålægges en grundtold på 20% på alle varer og 25% på stål og aluminium.

Er du i tvivl om, hvilke konsekvenser det får for din virksomhed? Du kan følge udviklingen og finde vores anbefalinger til danske virksomheder på vores side USA under Trump, der også indeholder gode råd fra DI’s kontor i New York og vores handelsekspert i Washington.

Det er vigtigere end nogensinde, at vi gør os umage

I Dansk Industri har vi lavet en prognose, der viser, at en gensidig toldsats på 20 procent på alle varer mellem EU og USA kan koste Danmark op mod 38 mia. kr. I BNP og 13.000 jobs.

Dertil kommer så effekten af de højere toldsatser på alle andre lande.

"Det er ikke småting. Det vil kunne mærkes bredt – men især i handelserhvervet, hvor tusindvis af danske arbejdspladser er afhængige af stabil international samhandel," udtrykker Jacob Kjeldsen.

Handelserhvervet spiller nemlig en helt central rolle i dansk økonomi. I dag udgør branchen cirka 20 procent af den private beskæftigelse målt på primære ansættelsesforhold.

Fakta: Årsrapporter for erhvervet

Her finder du bl.a. tal for omsætning, beskæftigelse, konkurser, lagre, prisudviklingen og erhvervstilliden for engros- og detailhandlen og dets underbrancher. Rapporten sætter også udviklingen i perspektiv til resten af EU.

Engroshandlen 2024, årsrapport

Detailhandlen 2024, årsrapport

Heldigvis, står vi i Danmark på et stærkt grundlag

Sidste år omsatte engros og detailvirksomheder i Danmark for samlet 1.671 mia. kr. og i 2023 bidrog sektoren med hele 14 procent af Danmarks bruttofaktorindkomst (BFI) samt stod for 12 procent af den samlede eksport fra de private erhverv.

Det er derfor ikke blot en væsentlig del af vores dagligdag, men også en afgørende motor for den danske økonomi.

"Vi gør det godt og det skal vi blive ved med. Men i en verden, der forandrer sig hurtigt, er det ikke nok at fortsætte som vi plejer. For så er det helt sikkert, at vi sakker bagud," advarer Kjeldsen og fortsætter:

"Fremtiden tilhører de virksomheder, der forstår deres omgivelser på kort og på langt sigt – og handler på dem i dag. Det er præcis derfor, vi i DI Handel har udviklet Vision2030. Ikke som en manual med alle svarene, men som et værktøj til at stille de rigtige spørgsmål."

Relateret indhold