Det danske EU-formandskab skal tage et opgør med den unfair konkurrence
Magtesløshed og frustration. Det er følelsen hos flere af vores medlemsvirksomheder, der i dag kæmper en unfair kamp imod onlineplatforme som Temu og Shein. Handling i både Danmark og EU er tvingende nødvendigt, lyder det fra DI.

"Legetøjsbranchen lider virkelig i øjeblikket," lyder det fra Henrik Pedersen, CEO i GA Toys.
Foto: Getty ImagesHos GA Toys i Kastrup er der ingen tvivl om, at mere handling er livsnødvendig. Med CEO i GA Toys, Henrik Pedersens ord: ”Hver uge fjerner jeg en kunde fra vores liste, der har måttet dreje nøglen om. Legetøjsbranchen lider virkelig i øjeblikket.”
Det er der flere forklaringer på, når man taler med Henrik Pedersen, men den unfair konkurrence fra onlineplatforme som Temu fylder:
”Jeg har ikke noget imod Temu som sådan. Konkurrence er sundt. Men når vi sælger et produkt, så lever det op til de højeste sikkerhedsstandarder. Og hvis vi begår en fejl, så er der kontant afregning og en medfølgende politianmeldelse. Imens kan Temu sælge løs af farlige produkter, og det har stadig ikke fået en konsekvens. Det er unfair konkurrence.”
Vi er nødt til at gøre noget
Lige netop de manglende konsekvenser for Temu’s mange lovovertrædelser er omdrejningspunktet for én af de anbefalinger, som Dansk Industri i april overleverede til Europaminister Marie Bjerre.

Imens kan Temu sælge løs af farlige produkter, og det har stadig ikke fået en konsekvens. Det er unfair konkurrence Henrik Pedersen, CEO i GA Toys
Der er beviser på, at platforme som Temu og Shein ignorerer sikkerheden af produkterne på platformen. De bruger såkaldte ’dark patterns’ til at manipulere forbrugerne, mens de påstår, at de ikke er ansvarlige for produkterne på deres platform. Sagen er dog den, at aktive platforme er underlagt eksisterende regulering, herunder ’Digital Services Act’, produktlovgivning og forbrugerbeskyttende lovgivning. Det er imidlertid et stort problem, at reglerne ikke håndhæves:
”For der findes regler, der kan tøjle platforme som Temu. De kan få bøder på op til 6% af den årlige omsætning, men reglerne løser ikke problemet, hvis reglerne slet ikke bliver håndhævet. Og det er et stort problem, at myndighederne i både Danmark og EU lige nu ikke arbejder hurtigt nok,” fortæller Jacob Kjeldsen, branchedirektør i DI Handel.
Reglerne er skabt for at sikre en fair og lige konkurrence – og når de ikke håndhæves, så stiller det danske og europæiske virksomheder dårligere. Det er skadeligt for konkurrenceevnen. Og det truer den europæiske model og det indre marked.
Løsningen er derfor ikke at finde på flere regler, som alle virksomheder skal overholde, men at fokusere indsatsen mod de platforme fra tredjelande, der allerede i dag bryder reglerne.
“Den stærkeste hammer er i EU-systemet, og i dag er det spredt fægtning i Bruxelles. Vi er nødt til at få samlet kræfterne i Bruxelles og på tværs af EU-landene og derigennem få lavet et effektivt modsvar til de her kinesiske onlineplatforme. Et af de gode forslag, der lige nu ligger på bordet, er at fjerne told-undtagelsen på varer under 150 euro fra f.eks. Kina. Lad os komme i gang med det samme,” lyder opfordringen fra Jacob Kjeldsen.
Vi håber på hurtig handling
Der er ikke mere tid at spilde. Nogen skal træde til, som Henrik Pedersen, CEO i GA Toys udtrykker det:
”Nu kan Temu ikke få flere advarsler. Det er tid til at trække en streg i sandet, så vi kan få det her stoppet.”
Den frustration står Henrik Pedersen ikke alene med:
”GA Toys er en god, dansk virksomhed, og de står i en svær situation. De er ikke alene. Og det er ikke startet i går. Vi ved, at myndighederne er i gang, men det går alt, alt for langsomt. Og det koster danske arbejdspladser livet. Så vi har store forhåbninger til, at det danske EU-formandskab virkelig kan presse på denne dagsorden,” afslutter Jacob Kjeldsen, branchedirektør i DI Handel.
Dette forslag er et af flere anbefalinger til det danske EU-formandskab i publikationen ”From setback to comeback”.
From setback to comeback
Bliv klogere på alle anbefalinger til det danske EU-formandskab
Læs dem her