15.05.25 DI Handel Nyheder

Montana lavede grønne regnskaber før det blev moderne

Montana fik sine første certificeringer for over 25 år siden. Og selvom det er svært at måle præcis, hvad det er værd, har de ikke set sig tilbage.

Montana lavede sit første grønne regnskab for mere end 25 år siden, og spørger man den administrerende direktør Joakim Lassen, er den tidlige fokus på miljøet noget af det, han er allermest stolt af.  

Allerede i begyndelsen af 1990’erne havde Montana styr på strøm- og træforbrug, affaldsmængder og emissioner fra fabrikken på Fyn. Ifølge Joakim Lassen er det tidlige miljøfokus stadig blandt de ting, han er mest stolt af. 

“Vi synes det er vigtigt at vi passer godt på vores klode, men der er ingen tvivl om, at der i dag også er forretning i det,” fortæller Joakim Lassen.  

Lassens engagement i bæredygtighed bunder i en baggrund som miljøkonsulent og en uddannelse i kulturgeografi. Den faglige ballast har været med til at forme virksomhedens langsigtede strategi. 

Bæredygtighed har meget lidt betydning i Asien og USA

Et vigtigt skridt på rejsen kom i 2007, da Montana overgik til udelukkende vandbaserede lakker – en beslutning, der både forbedrede virksomhedens klimaaftryk og arbejdsmiljøet for de ansatte. 

Og så giver det nogle bedre argumenter over for kunderne, fortæller Lassen.

Dog anerkender han, at forbrugernes adfærd og særligt krav til bæredygtighed er flydende, hvilket gør dem vanskelig at afkode. 

“Privatforbrugeren vælger nok meget med hjertet, efter hvad der ser lækkert ud,” fortæller Joakim lassen og fortsætter:  “Vi ser det som vores ansvar også at sørge for, at passe på miljøet samtidig. Men hvor mange penge, det er værd, er svært at sige.”  

Han mærker dog en stor forskel på forbrugerne verden over.  

“Bæredygtigheden er klart vigtigst i Europa. I Asien og USA har det en meget lille betydning – indtil videre”.  

Men én ting er sikkert: For Montana er bæredygtighed ikke et spørgsmål om hvorfor, men et spørgsmål om hvordan.  

Relateret indhold