21.05.25 DI Handel Nyheder

Ny prognose: Tre scenarier for Trumps toldkrig – og betydningen for vores økonomi

I DI’s nye prognose for dansk økonomi bliver det slået fast, at vi har et stærkt udgangspunkt, men toldkrigen er med til at skabe en historisk stor usikkerhed. Vi giver dig et overblik over scenarierne og effekten på dansk økonomi.

Først kommer tolden. Så kommer pausen. Så lander en form for forståelsespapir imellem USA og det land, der senest har været i skudlinjen, hvorefter tolden minimeres. Sådan har mønsteret indtil videre været siden den 2. april, hvor USA’s præsident, Donald Trump valgte at indføre straftold på en lang række lande, herunder landene i EU.

”Det fører ingen vegne at prøve at lægge en forståelsesramme og en strategi ned over Trumps udbrud. Det kan sagtens være, at han spiller 4D-skak mod resten af verden, men det er lige så sandsynligt, at han spiller dam ved et helt andet bord end os andre. Hvem ved?”, spørger Jacob Kjeldsen, branchedirektør i DI Handel retorisk.

Sikkert er det dog, at usikkerheden for de danske handelsvirksomheder – og virksomheder verden over – er større end nogensinde før.

Vores forventninger til dansk økonomi i tre forskellige scenarier

Dansk Industris økonomer har lagt hovedet i blød for at regne på tre forskellige scenarier for dansk økonomi, der går fra en nedtrapning af handelskonflikten til en optrapning af handelskonflikten.

”I perioder med stor usikkerhed er det nødvendigt, at vi arbejder med flere forskellige scenarier, når vi lægger strategier og planer. Og det er ikke et resultat af Trump, men en læring, som vi har taget med os fra de seneste års store kriser og forandringer hos bl.a. vores kunder, som gør, at vi er nødt til at arbejde anderledes,” fortæller Jacob Kjeldsen.

Guide: Sådan bliver du bedre til strategisk fremtidstænkning]

Hovedforløb

I hovedforløbet antager vi, at de eksisterende toldsatser i USA fastholdes efter pausen på de 90 dage. Det svarer til en samlet stigning i de amerikanske toldsatser på 13 procentpoint sammenlignet med niveauet før Trumps præsidentperiode.

I dette scenarie ventes det, at BNP vil se en vækst på 3,3% i 2025 og 1,8% i 2026. Beskæftigelsen ventes at stige med 30.000 i 2025 og 16.000 i 2026, hvilket er mindre end i tidligere år.

Nedtrapning af handelskonflikten

Dette vil være en tilbagerulning af alle forhøjede toldsatser til niveauet fra december 2024, og dermed før Trumps præsidentperiode. Der vil stadig være en usikkerhed at spore, og det vil dermed stadig dæmpe investeringslysten i både USA og i eurozonen.

Hvis det ender med en nedtrapning af handelskonflikten, så forventer vi, at dansk økonomi vil øge væksten og dermed blive løftet med 24 mia. kr. og  omtrent 18.000 personer flere i beskæftigelse i 2026, når vi sammenligner med hovedforløbet.

Optrapning af handelskonflikten

Dette vil betyde, at vi vender tilbage til de annoncerede toldsatser fra ”Liberation Day” på 20% på alle varer fra EU, og de hidtidige undtagelser fjernes. Dette bringer  den samlede stigning i toldsatserne op på 34 procentpoint Det inkluderer også et modsvar fra EU og Kina på hhv. 20% og 125% i told på amerikanske varer. Usikkerheden forventes at stige yderligere i dette scenarie.

I dette scenarie svækkes dansk økonomi med 40 mia. kr. og omtrent 30.000 færre i beskæftigelse i 2026, når vi sammenligner med hovedforløbet.

Danskerne: Laveste forventninger til Danmarks økonomi i 45 år

Siden sommeren 2024 har forbrugertilliden været faldende, hvilket kan skyldes oplevelsen af højere priser på baggrund af stigningerne i fødevarepriserne. En anden forklaring kan findes i den geopolitiske situation, hvor usikkerheden er tårnhøj.

Lige nu er det forventningerne til dansk økonomi om et år fra i dag, der trækker forbrugertilliden. Den forventning er ikke målt ringere siden 1980.

”Efter et 2024, hvor væksten i privatforbruget var på under 1%, så er det bekymrende læsning, at forbrugertilliden stadig falder. Vi tror dog på, at privatforbruget vil opleve en større vækst i år, da der er udsigt til, at danskerne får flere penge imellem hænderne,” fortæller Jacob Kjeldsen.

Beskæftigelsen er rekordhøj, renten falder, og så er der både skattelettelser på vej til de arbejdende danskere og en højere overførselsindkomst til de danskere, der står uden for arbejdsmarkedet.

Nysgerrig på mere? Du kan læse hele prognosen her.

Relateret indhold