14.05.25 DI Handel Nyheder

Uændrede købsvaner i en usikker tid?

Til trods for geopolitisk usikkerhed og rekordlav forbrugertillid fik dansk detailhandel en god start på 2025. På overfladen var vores købsvaner uændret, men dykker man ned i produktkategorierne, er der forskydninger.

Overordnet set har første kvartal af 2025 været positiv for detailhandlen med en stigning i omsætningen på 3,1 % sammenlignet med samme periode sidste år, når der korrigeres for prisudvikling.

Deles omsætningsudviklingen op på de overordnede varegrupper – "fødevarer og andre dagligvarer", "beklædning mv." og "andre forbrugsvarer" – så er der over hele linjen set fremgang i omsætningen.

Selvom tallene for omsætning kan være med til at afdække aktiviteten i detailhandlen, siger de ikke nødvendigvis noget om den underliggende udvikling i forbrugernes købsadfærd.

Derfor har vi i DI Handel, i samarbejde med Epinion, i en årrække spurgt danske forbrugere om deres køb af fysiske varer og produkter.

Her afdækker vi blandt andet, hvilke kanaler forbrugerne anvender, og om bestemte produktkategorier ser større ændringer end andre.

Hvad og hvordan undersøger vi?

Med udgangspunkt i 1.000 månedlige besvarelser, afdækker undersøgelsen danskernes købsrejse fra research- til leveringsfasen. Dataindsamlingen har stået på siden Q2 2023, og den samlede base af besvarelser er dermed på over 20.000 besvarelser, hvorfor resultaterne baserer sig på et solidt datagrundlag. Datagrundlaget er kvartalsvist repræsentativt på tværs af både demografi og geografi.

Kanalsammensætningen i detailhandlen er uændret

Ser vi på danskernes købsadfærd på det overordnede plan, er der ikke de store ændringer at spore. De fysiske butikker dominerer fortsat mht. købskanal, hvor køb via webshop/app følger tæt efter.

Således foretog 54% af danskerne deres seneste køb i en fysisk butik, mens 42% købte via en webshop/app i Q1 2025. Andelene er på niveau med samme kvartal sidste år.

Hvad køber vi mere i de fysiske butikker?

Billedet bliver lidt mere nuanceret, når købskanalen kobles sammen med produktkategorier. Her har særligt købet af "Fritids- og sportsudstyr" set en stigning i andelen af køb, som foretages i fysiske butikker. Der er nemlig set en stigning på 6 procentpoint, fra 40 % i Q1 2024 til 46 % i Q1 2025.

Derudover steg produktkategorierne "Værktøj og byggevarer" og "Apotek, helse og skønhedsprodukter" med 4 procentpoint på det fysiske salg.

I den anden ende af skalaen ligger kategorien "Computer, mobiltelefoner og gamingudstyr" med en tilbagegang i de fysiske salg på 3 procentpoint.

Danskernes købsstørrelse er nogenlunde uændret

Undersøgelsen afdækker også, hvor mange penge danskerne har brugt i forbindelse med det seneste køb. Her viser resultatet, at danskerne i gennemsnit brugte 699 kr. i Q1 2025 - en lille stigning i købsstørrelsen på 1,0 % i forhold til samme periode sidste år.

Også udviklingen i priserne på fysiske nonfood varer har været nogenlunde uændret, med et marginalt fald på 0,5 % for beklædning og 0,2 % for andre forbrugsvarer. Det betyder, at udviklingen i købsstørrelsen ikke "udhules" af ændringer i priser, hvorfor købsstørrelserne også er nogenlunde uændret.

Deles købsstørrelserne op på henholdsvis køb i fysiske butikker og køb online, trækker det den samlede købsstørrelse i hver sin retning.

Sammenlignes disse tal med Q1 2024, kan vi se, at danskernes købsstørrelse via webshops er vokset med 3,3 % til 715 kr., mens den er faldet med 1,0 % til 685 kr. for de fysiske butikker.

Du kan se de eksakte købsstørrelser for de enkelte produktkategorier i vores nye Retail forbrugerkompas

Uændrede købsvaner til trods for geopolitisk usikkerhed

2025 har været turbulent på den geopolitiske scene og det har, ikke så mærkeligt, påvirket udviklingen i forbrugertilliden. I april 2025 så vi et niveau, som, med undtagelse af under coronakrisen, ikke er set lavere siden 1980’erne.

Det er dog endnu ikke slået igennem i de makroøkonomiske tal, hverken i Danmark eller USA, hvilket også er med til at FED bibeholdte samme renteniveau ifm. seneste rentemøde. Og ser vi på forbrugeradfærden, er den, til trods for lav forbrugertillid og toldkrig, også fortsat uændret.

Få adgang til værdifulde forbrugerindsigter

Da behovet for specifikke indsigter er forskellig fra virksomhed til virksomhed, har vi i DI Handel gjort dataene tilgængelige for vores medlemmer. Vi har for nyligt lanceret første version vores Retail forbrugerkompas – et dashboard, som løbende vil blive videreudviklet med udgangspunkt i medlemmernes behov og input.

Bliv klogere på dine kunder
Skrevet af:

Tevin Lac