02.06.25 DI Handel Nyheder

Bliv en af DI Handels hverdagseksperter

Har du fingeren på pulsen i din virksomhed? Nørder du tal og tendenser, når tiden tillader det – og den ikke gør? Og vil du gerne være med til at blive endnu klogere på tendenserne inden for handelsbranchen? Så kan du nu blive en af DI Handels hverdagseksperter.

I DI Handel udgiver vi en lang række af analyser, der alle skal hjælpe vores flere end 3.000 handelsvirksomheder med at navigere i en hverdag, der er alt andet end simpel. Men får vi det rigtige med? Hvordan gør vi det bedst?  

Det vil vi gerne have din hjælp med:  

”Vi ved, at vores analyser er populære, men vi vil altid gerne gøre dem lidt bedre. Og hvem bedre at tale med end netop dem, der bruger vores analyser. Derfor søsætter vi nu vores nye panel af hverdagseksperter, der kan hjælpe med at kvalificere og gøre analyserne endnu skarpere,” fortæller Emil Østrup Bronér, der er konsulent i DI Handel og ansvarlig for vores mange analyser.  

Hvad kræver det - og hvad får du ud af det? 

Det er helt uforpligtende at være med, og det er derfor også op til dig, hvor meget eller lidt tid, som du vil bruge på det. Vi kommer løbende til at udsende de nyeste analyser til dig, og vi håber, at du har lyst til at bidrage med dit perspektiv på udviklingen i handelsbranchen – og hvordan vi kan gøre analyserne endnu bedre og mere værdiskabende.  

Nogle af analyserne har også en nyhedsværdi, og derfor vil vi engang imellem også række ud til jer, når vi leder efter den gode virksomhedscase til medierne: 

”Så vi får skabt nogle bedre analyser, og så kunne det jo også være fedt, hvis vi kunne få fortalt flere af vores medlemsvirksomheders succeshistorier – og det kunne jo være din virksomhed, der blev billedet på den helt rigtige tilgang til Gen Z-forbrugerne, for eksempel,” fortæller Emil Østrup Bronér.  

Det eneste formelle krav er, at din virksomhed er medlem af DI Handel. Så har du en god sans for tal? En interesse for analyse og statistik? Og klar til at få indflydelse på DI Handels analyser? Så er du meget velkommen. 

Vil du gerne vide mere? 

Vil du høre lidt mere om vores nye initiativ inden du skriver dig op som hverdagsekspert, så er du velkommen til at række ud til Emil Østrup Bronér på mail (emob@di.dk) eller telefon (+45 3377 3095).  

Relateret indhold