25.06.25 DI Handel Nyheder

Har du en webshop rettet mod forbrugere? Vær opmærksom på nye regler

Den 28. juni 2025 træder nye krav til tilgængelighed i kraft. Få indsigt i de nye regler og hvordan de vil påvirke din webshop og e-handelstjenester.

De nye krav skal sikre, at flest mulige mennesker kan finde, tilgå og bruge e-handelstjenester, såsom webshops rettet mod forbrugere, apps til shopping og løsninger til forbrugeres onlinebetalinger, uden særligt besvær og som udgangspunkt uden hjælp. Disse krav er en del af Tilgængelighedsloven, som vil få virkning fra denne dato.

Hvad betyder det, at noget er tilgængeligt?

At løsningerne skal være tilgængelige betyder, at de skal præsenteres på en forståelige måde og gennem mere end én sensorisk kanal. Du kan øge tilgængeligheden ved f.eks. at sætte undertekster på en video eller ved oplæsning af information.

Generelle og specifikke krav

Der gælder både en række generelle krav til tilgængelighed, samt nogle sektorspecifikke krav til tilgængelighed.

1. Generelle krav

De generelle krav omfatter præsentation af oplysninger om produktets eller tjenestens funktionalitet på en letforståelig og tilgængelig måde for personer med handicap via flere sensoriske kanaler.

Sikkerhedsstyrelsen har lavet denne vejledning om de generelle krav

2. Specifikke krav

Tilgængelighedsloven stiller også særskilte krav til bestemte tjenester og produkter rettet mod forbrugere, herunder bl.a. webshops. Disse krav er beskrevet i bilag 1 til Tilgængelighedsloven. Sikkerhedsstyrelsen har udarbejdet en række vejledninger til nogle af de specifikke tjenester og produkter, som bliver omfattet af reglerne:

Tilgængelighed og produkter E-handelstjenester Tilgængelighed for e-bøger Forbrugerorienterede banktjenester

Undtagelser

Der gælder mere lempelige regler for mikrovirksomheder. Det er også muligt helt at blive fritaget fra reglerne, hvis opfyldelse af reglerne kræver en væsentlig ændring af produktet eller tjenesten, eller medfører en uforholdsmæssig stor byrde for den erhvervsdrivende. Læs mere om undtagelser og hvad der gælder for mikrovirksomheder her.

Relateret indhold