06.06.25 DI Handel Nyheder

Har du styr på GPSR? Nej? Bliv klædt på her!

I slutningen af 2024 trådte et nyt regelsæt i kraft, der stiller nye krav til os, der sælger produkter til forbrugere. Regelsættet er EU-forordningen om produktsikkerhed, i daglig tale kaldet GPSR, og du kan her få et overblik over hvad det betyder for dig her.

Fra den 13. december 2024 skal EU-forordningen om produktsikkerhed (GPSR) anvendes for alle, der sælger produkter direkte til forbrugere, og især for onlineforhandlere betyder det, at der stilles krav til de oplysninger, som skal fremgå i købsøjeblikket, altså inden en forbruger vælger at købe et produkt.

Sådan er reglerne

  • Virksomheder skal have interne procedurer, guidelines eller andre processer, der kan dokumentere, at man har styr på sin produktsikkerhed.
  • Der skal være en ansvarlig person i EU, der kan stille f.eks. teknisk dokumentation til rådighed for myndighederne.
  • Den ansvarlige person i EU skal kontrollere, at produkterne lever op til den tekniske dokumentation.
  • Flere oplysninger end tidligere skal anføres på produkterne sammen med en elektronisk adresse på fabrikant og/eller importør.
  • Både på selve produktet og på hjemmesiden, hvor produktet sælges, skal der være tydelig mærkning og oplysninger om evt. advarsler og anden form for sikkerhedsinformation.
  • Fabrikanter, importører og distributører skal underrette myndighederne via Safety Business Gateway på EU-Kommissionens hjemmeside, hvis de har markedsført et farligt produkt.
  • Fabrikanter skal via Safety Business Gateway meddele myndighederne, hvis der sker en ulykke på grund af fejl eller mangler ved et produkt. Importører og distributører skal informere fabrikanten, hvis der sker en ulykke på grund af fejl eller mangler ved et produkt.
  • Onlinemarkedspladser skal have interne processer for produktsikkerhed, og myndighederne kan kræve, at onlinemarkedspladserne fjerner farlige produkter fra deres platforme.
  • Forbrugere skal kompenseres med reparation, et nyt produkt eller tilbagebetaling af købsprisen, hvis et produkt bliver tilbagekaldt på grund af sikkerhedsmæssige fejl.
  • Forbrugere skal kunne klage over et produkt, og fabrikanter og importører skal registrere klager og tilbagekaldelser.

Brud på disse regler kan straffes med påbud eller bøde

Hvis reglerne ikke bliver fulgt, har Sikkerhedsstyrelsen mulighed for at give et påbud om at rette op. Hvis virksomheden ikke overholder reglerne, kan den blive politianmeldt med indstilling om bødestraf.

Læs mere her: Ny forordning om produktsikkerhed (GPSR) skal anvendes fra 2024

Relateret indhold