Kun en tåbe frygter ikke julehandlen
Sommerferien er over os, og dermed er planlægningen til årets julehandel også i fuld gang i landets butikker. Få de gode råd, en løftet pegefinger og et tilbud om hjælp fra fagleder i DI Handel, Tevin Lac.

Vi er tættere på juleaften i 2024 end vi er på juleaften i 2025, men alligevel har vi valgt at sætte fokus på julehandlen: For forberedelserne er allerede i fuld gang ude i detailhandlen.
”Planlægning er nemlig nøglen,” lyder det fra Tevin Lac, fagleder i DI Handel inden han fortsætter: ”Mange har sandsynligvis allerede bestilt flere af varerne hjem – særligt, hvis de kommer langvejsfra – og nu skifter perspektivet til selve afsætningen: Hvordan gør vi det? Og hvad gør vi, hvis det ikke går som forventet?”.
For mange butikker er julehandlen en meget stor andel af den årlige omsætning, der skal sikres, og med Black Fridays store popularitet blandt danskerne, så starter julehandlen allerede i november.
Læs mere: Det lærte vi af Black Friday 2024
Den fysiske butik har en vigtig plads i julehandlen
Der handles som aldrig før online, og selvom der ofte males et billede af, at webshoppen ender med at tage livet af den fysiske butik, så er det en myte. Tværtimod er det muligt at skabe en sammenhængende oplevelse, der får 1+1 til at give meget mere end 2:
”Når vi handler hjemme fra sofaen, så handler det ofte om nemhed og bekvemmelighed. Hvor vi aktivt prøver at gøre selve købet så nemt og smidigt som muligt. Den fysiske butik har dog helt andre muligheder for at fastholde ens opmærksomhed og forhåbentlig også inspirere til flere køb gennem oplevelsen i butikken,” lyder det fra Tevin Lac.
Det er dog ikke den eneste fordel ved en fysisk butik, særligt ikke når det drejer sig om Gen Z-forbrugerne:
”Den fysiske butik har fået lidt af renæssance for de yngre forbrugere. Hvor vi tidligere har stillet os tilfreds med et par dages leveringstid fra webshoppen, så viser vores tal, at Gen Z er utålmodige og vil have varen med det samme. Og det kan kun den fysiske butik klare, hvorfor den fylder meget mere for den gruppe end for de lidt ældre,” fortæller Tevin Lac.
Læs mere i analysen "Omnichannel i detailhandlen 2024"
Det er ikke enten-eller, når det kommer til din butik og din webshop
Den fysiske butik kan være en vigtig del af den samlede indkøbsoplevelse, da 23% vælger at researche varen i en fysisk butik inden de køber den. Og mens nogen køber den i butikken, så er der også mange, der går hjem og køber den online i stedet.
Og det er netop det, der skal være succeskriteriet ifølge Tevin Lac:
”Du er nået langt, hvis du evner at sende kunder fra din butik til din webshop – og omvendt. Så er du lykkedes med at skabe en helstøbt indkøbsoplevelse, der vil kunne aflæses direkte på bundlinjen.”
Fire gode råd, den løftede pegefinger og hjælp
Tevin Lac har fire gode råd til dig, der planlægger julehandlen lige nu:
- Planlægning, planlægning og planlægning. Du har garanteret bestilt alle varerne hjem, og nu starter det logistiske puslespil: Hvad skal være på lager hvornår? Og er du klar til at gribe muligheden, hvis salget er bedre end ventet – eller ændre retning, hvis det viser sig at salget er dårligere end ventet? Du skal have scenarierne klar.
- Sikr den gode kundeoplevelse i din webshop. Løb dit ordreflow igennem. Få optimeret dine hjælpetekster rundt omkring på siden, og lad vær med at love noget, du ikke kan holde, især leveringstiden eller kundeserviceniveauet. Gør det nemt for kunderne for at gøre det nemt for dig selv.
- Og så er det en god idé at lave en performance-test af din webshop på forhånd – og ikke konstatere på bagkant, at den ikke kunne holde til al trafikken alligevel.
- Forstå hvad der er din pligt og hvornår du tilbyder en service. Reglerne for bytning og returnering er nemlig ikke ens for køb foretaget i fysiske butikker vs webshop. Måske det kunne være en ide at strømline reglerne, så kunderne ikke bliver forvirret.
Og så kommer den løftede pegefinger fra Tevin Lac: ”Markedsføringen omkring Black Friday og julehandlen er helt crazy, og omfanget fortsætter bare med at stige. Det er bestemt en overvejelse værd at bruge tiden – og lidt af budgettet – nu på at få flere nye kunder ombord. Få samlet nogle permissions til ens eget nyhedsbrev, og så i stedet køre en Black Friday-kampagne til eksisterende kunder. Det kan være med til at øge din ROI (Return on Investment, red.) på Black Friday og julehandlen.”
I Dansk Industri fortsætter vi med at følge udviklingen nøje, når det kommer til forbrugernes forventninger og adfærd, og du kan selv følge med i vores analyser.
Du kan også række ud til vores juridiske konsulenter, der kan hjælpe med svar på spørgsmål om blandt andet markedsføringsloven, bytteregler og meget andet.
”Kun en tåbe frygter ikke julehandlen,” lyder det med et grin fra Tevin Lac inden han understreger: ”Men vi er her også for at hjælpe dig godt igennem. Så ræk endelig ud til os, hvis du tænker, at vi kan hjælpe med afklaring af dilemmaer og juridiske spørgsmål.”