I LEMAN arbejder de med scenarier, ikke 10-årsplaner
Jesper Autzen har været speditør i næsten 40 år, og han har set det hele undervejs. Og hans analyse er klar: Hvis du ikke allerede har vænnet dig til usikkerheden, så er det på tide at gøre det. Og i LEMAN ser han det som deres vigtigste opgave at hjælpe kunderne godt igennem.
Jesper Autzen, CEO i LEMAN Danmark
Foto: LEMANDet uforudsete er blevet hverdag på Jespers kontor i Taulov/Greve. Siden pandemien i 2020 har der dagligt været nye og større forhindringer for den ideelle transportrute. Suez-kanalen blev blokeret, Houthi-rebellerne angreb skibene, og i januar fik vi med den amerikanske præsident endnu engang uforudsigeligheden at føle, hvor handelskrige nu også er blevet en del af de daglige udfordringer.
”Usikkerheden er uden tvivl blevet større. Der har altid været forhindringer eller nye udviklinger i de lande, som vi enten handler med eller rejser igennem, som vi skal forholde os til, men det fylder mere i dag. Og den usikkerhed er blevet the new normal for os,” fortæller Jesper Autzen, CEO i LEMAN Danmark.
Vi ser det som en af vores vigtigste opgaver at være agile og omstillingsparate og tolke for vores kunder, hvad der sker omkring os, så de kan fokusere på deres kerneforretning i stedet Jesper Autzen, CEO i LEMAN Danmark
Det er dog ikke kun LEMAN selv, der dedikerer ressourcer til at forstå et transportlandskab i hastig forandring, det er også deres kunder, fortæller Jesper Autzen:
”Der er mange af vores kunder, der bruger en hel del tid på at fortolke og forstå særligt amerikansk udenrigspolitik i øjeblikket. Nu har vi rammerne for en handelsaftale imellem EU og USA på plads, men der er stadig meget, der er uafklaret. Og vi ser det som en af vores vigtigste opgaver at være agile og omstillingsparate og tolke for vores kunder, hvad der sker omkring os, så de kan fokusere på deres kerneforretning i stedet.”
Ikke kun LEMAN’s kunder, der er påvirket
Handelskrigen imellem USA og hvad der til tider har været hele verden har naturligt nok fyldt mest i år, når det kommer til LEMAN’s syn på usikkerheden, og Jesper Autzen sammenligner det lidt med en ketchup-flaske:
”Vi har skullet indstille os på mange start/stop-situationer som følge af nye pludselige toldsatser, og når der så blev sat en pause på de høje toldsatser, så skulle der fuld fart på transporten igen. Lidt ligesom en ketchup-effekt. Den omstilling kræver noget af os,” uddyber Jesper Autzen.
Vi skal simpelthen have de rigtige mennesker i de rigtige områder, og det gælder både fagligt og geografisk Jesper Autzen, CEO i LEMAN Danmark
Derfor arbejder LEMAN også endnu mere med scenarieplanlægning og alternativer i markedet, hvilket også betyder noget for sammensætningen af kolleger rundt omkring, forklarer Jesper Autzen:
”For mig er det afgørende at sætte det rigtige hold, så vi holder os fleksible. Vi skal simpelthen have de rigtige mennesker i de rigtige områder, og det gælder både fagligt og geografisk. Vi har behov for at sætte specialisterne i spil, hvis vi skal navigere i al den usikkerhed, og så skal den lokale kendskab til forholdene i den enkelte region bringes i spil. For hvem er bedre til at tolke konsekvenserne af en politisk melding eller en naturkatastrofe end dem, der reelt er på jorden i de områder?”
LEMAN arbejder med scenarier, ikke med 10-årsplaner
Når forandringen bliver en konstant, så må virksomheden også indrette hverdagen derefter, og det har også været tilfældet i LEMAN, fortæller Jesper Autzen:
”Vi har stadig vores vækst-mål, og vi er stadig opmærksomme på nye opkøbsmulighederne i markedet. Men vi er også nødt til at se i øjnene, at vi bedst kan lykkedes, hvis vi på den kortere bane kan indrette vores arbejde ud fra scenarier, så vi hele tiden kan skrue op eller ned.”
Som eksempel på scenarieplanlægning nævner Jesper Autzen selv erfaringen med Suez-kanalen, og hvordan et stop for transporten her – hvad end det er et skib, der er stødt på grund, eller uro i området – påvirker selv de bedst lagte planer, og her arbejder LEMAN med forskellige scenarier: Når problemet opstår, hvad kan vi så gøre? Hvilke alternativer er klar? Og hvor hurtigt kan vi omstille os?
Et af de store temaer i dansk erhvervsliv lige nu er beredskabet: Hvad er min virksomheds rolle i at sikre et stærkt og effektiv beredskab, når krisen rammer Danmark, Europa eller hele verden?
”Vores kunder har en forventning om, at vi er til rådighed 24/7. Og som en del af virksomhedernes forsyningskæder, så er vi selvfølgelig nødt til at levere, når behovet opstår. Det ligger i vores DNA, og det gælder uanset om det er møtrikker eller livsvigtig medicin, der skal frem. Det ansvar tager vi meget seriøst,” afslutter Jesper Autzen.