Konkurrencemyndighederne skærper sit fokus på fusioner
En ny lovændring fra 2024 gav Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen nye muligheder for at sikre den effektive konkurrence ved fusioner, men det tog mere end et år før den blev brugt første gang. Og der blev den brugt i to sager på kun to dage.
Når du går med fusionstanker i din virksomhed, så skal du være opmærksom på de fusionsregler, der findes i konkurrenceloven. Reglerne dikterer nemlig, at fusioner af en vis størrelse (målt på omsætning) skal anmeldes til og godkendes af konkurrencemyndighederne, før fusionen kan gennemføres. En nyere regel i konkurrenceloven indebærer dog, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i visse tilfælde kan kræve en fusion, der ellers ikke er anmeldelses-pligtig, anmeldt.
Og den regel er nu blevet brugt to gange på to dage efter ikke at have været benyttet i det første år efter reglen trådte i kraft.
”Intentionen med regelændringen var at sørge for, at konkurrencemyndighederne i højere grad kan gribe ind over for fusioner, der risikerer at hæmme den effektive konkurrence på et marked, navnlig som følge af etableringen af en dominerende stilling på markedet. Lovændringen er derfor også en erkendelse af, at det ikke er en selvfølge, at fusioner under de almindelige tærskelværdier ikke er skadelige for konkurrencen. Og der må vi sige, at styrelsen på det sidste har vurderet, at et par fusioner skal anmeldes, selvom de egentlig ikke falder under de almindelige tærskelværdier,” fortæller Thomas Hein Jakobsen, konsulent i DI Handel.
Reglerne for anmeldelse af en fusion
De almindelige tærskelværdier
Reglerne om fusionskontrol i konkurrenceloven finder anvendelse på fusioner, hvor:
- De deltagende virksomheder tilsammen har en samlet årlig omsætning i Danmark på mindst 900 mio. kr. og mindst to af de deltagende virksomheder hver især har en samlet årlig omsætning i Danmark på mindst 100 mio. kr.,
- Mindst én af de deltagende virksomheder har en samlet årlig omsætning i Danmark på mindst 3,8 mia. kr. og mindst én af de øvrige deltagende virksomheder har en samlet årlig omsætning på verdensplan på mindst 3,8 mia. kr.
Den nye regelændring
Call in-reglen, som blev indsat ved en lovændring i 2024, indebærer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan kræve en fusion under de almindelige tærskelværdier anmeldt, hvis:
- Virksomhedernes samlede årlige omsætning i Danmark er mindst 50 mio. kroner, og;
- Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, at der er risiko for, at fusionen hæmmer den effektive konkurrence betydeligt.
De to fusioner, der nu skal anmeldes
Den første sag er fusionen mellem Uber og Dantaxi. Fusionen er allerede gennemført, men Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer imidlertid, at fusionen kan hæmme den effektive konkurrence betydeligt, hvorfor de har valgt at kræve fusionen anmeldt senest 15. september 2025. Det skyldes blandt andet Ubers samarbejdsaftale med Drivr Danmark, der også er blevet en væsentlig aktør inden for den danske taxibranche. Du kan læse hele Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressemeddelelse her.
Den anden sag er fusionen mellem OneMed og Kirstine Hardam. Begge selskaber er grossister inden for sygeplejeartikler. Selvom fusionen ligger under de almindelige tærskelværdier, er der tale om et i forvejen koncentreret marked, hvorfor en fusion mellem to af de største aktører risikerer at hæmme konkurrence betydeligt. Du kan læse hele Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressemeddelelse her.
”Det er for tidligt at sige, om afgørelserne peger ind i en større tendens hos konkurrencemyndighederne, men det er alligevel påfaldende, at undtagelsen tages i bruges to dage i streg,” fortæller Thomas Hein Jakobsen, konsulent i DI Handel, og særligt når, som Thomas Hein Jakobsen påpeger, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i deres vejledning om reglen tilkendegiver en prognose om, at reglen nok kun vil blive taget i brug 1-2 gange årligt og kun i undtagelsestilfælde.
Du kan læse Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vejledning her.