17.09.25 DI Handel Nyheder

Tre forbrugertrends som din virksomhed skal holde øje med

Hvordan reagerer danske forbrugere i en tid præget af usikkerhed og geopolitiske spændinger? Nye tal fra DI Handel viser, at der – trods finansielt pres og rekordlav forbrugertillid – stadig er bevægelse i danskernes købsvaner, både i fysiske butikker og online. Få et indblik i nogle af de store trends i dansk detailhandel her.

Handelskrig og øgede geopolitiske spændinger skaber usikkerhed for danske handelsvirksomheder, hvor flere og flere virksomheder er finansielt pressede. Det smitter af på forbrugernes syn på den nuværende og fremtidige økonomiske situation for både privatøkonomien men også deres syn på Danmarks økonomi.

Det til trods, og heldigvis, er købekraften løbende blevet styrket, og danske forbrugere handler fortsat i stor stil i butikker og webshops og holder altså detailomsætningen oppe i en tid, hvor marginerne for detailvirksomheder kun er blevet mindre.

Læs også: Flere og flere detailvirksomheder er finansielt pressede

En presset handelsbranche stiller endnu større krav til, at man kender sine kunder og udviklingen i deres købsadfærd. I nedenstående har vi udpeget tre områder, hvor forbrugerne, ifølge data fra DI Handels Retail Forbrugerkompas, har ændret deres købsvaner mest i de seneste to år – fra Q2 2023 til Q2 2025.

Hvad og hvordan undersøger vi?

Med udgangspunkt i 1.000 månedlige besvarelser, afdækker undersøgelsen danskernes købsrejse fra research- til leveringsfasen.

Dataindsamlingen har stået på siden Q2 2023, og den samlede base af besvarelser er nu på over 23.000 besvarelser, hvorfor resultaterne baserer sig på et solidt datagrundlag.

Datagrundlaget er kvartalsvist repræsentativt på tværs af demografi og geografi.

Danske forbrugere fravælger i stigende grad levering til privatadressen

Andelen af forbrugere, der vælger at få deres online køb leveret til privatadressen, er faldet fra 34 procent i Q2 2023 til 29 procent i Q2 2025. Det er skiftet ud med en stigende andel af forbrugere, der vælger at få leveret til en enten en fysisk butik/lager (+3,2 procent) og til pakkeshops (+2,6%).

Derimod har der ikke været nogen nævneværdig ændring i andelen af leverancer til selvbetjente pakkebokse og leverancer til arbejdspladsen.

For online køb har køb via app set et stigende indpas i købssammensætningen

Online køb har generelt set en lille stigning fra 2023 Q2 til 2025 Q2. De største forskydninger i danske forbrugeres købssammensætning ses dog, når online køb deles op på webshop og apps. Her har andelen af online køb via app set en stigning på 3,5 procentpoint fra Q2 2023 til Q2 2025, og online køb via webshops har set et fald af samme størrelse.

Der kan være flere årsager til, at flere køb foretages via app. For virksomhederne, kan det være for at få mere data og indsigt og bedre kontrol over kundeoplevelsen. Fra forbrugernes side kan det være øget brugervenlighed, loyalitetsprogrammer, personalisering mv., der er med til at gøre købsoplevelsen via apps bedre.

Det viser resultater fra undersøgelsen da også. På tværs af fem forskellige parametre for købsoplevelsen og knap 10.000 køb, angiver de danske forbrugere, at oplevelsen er bedre via app. Særligt med hensyn til evnen til at inspirere, er apps bedre. Her angiver forbrugerne nemlig deres tilfredshed, på en skala fra 0-100, til at være 78,5 sammenlignet med 72,5 for webshops.

En større andel af forbrugernes køb er til dem selv

Til trods for, at den lave forbrugertillid vidner om danske forbrugere, der ser særligt negativt på fremtiden, er deres købekraft historisk stærk. Faldende renter, lav inflation, stigende realløn, og en stærk beskæftigelse er alle med til at polstre den danske forbrugers privatøkonomi.  

Data fra DI Handels forbrugerkompas viser da også, at en stigende andel af danske forbrugernes køb er tiltænkt dem selv. Det kunne altså vidne om, at man i højere grad foretager køb til at forkæle en selv. Andelen er gået fra, at 70% af alle køb var til en selv i Q2 2023 til at det for Q2 2025 er 73%.

Relateret indhold