25.03.26 DI Handel Nyheder

Fremtidsparat: Nyt forløb skal styrke handelsvirksomheder i en tid med stor usikkerhed

DI Handel lancerer nyt strategiforløb, der hjælper virksomheder med at navigere i en kompleks og uforudsigelig fremtid for at opnå langsigtet konkurrencedygtighed. Vil du være med?

Handelsbranchen har historisk været vant til et nogenlunde forudsigeligt landskab, hvor udviklingen, om end dynamisk, har haft en vis stabilitet. Men det billede er nu forandret.

"Fremtiden er ikke hvad den har været," fortæller Jacob Kjeldsen, branchedirektør i DI Handel inden han fortsætter: "Danske handelsvirksomheder skal tilpasse sig hurtigere og oftere end nogensinde. De står overfor en virkelighed, hvor geopolitisk uforudsigelighed og teknologiske kvantespring kan vende op og ned på forretningsmodeller og markedsvilkår fra den ene dag til den anden."

At tilpasse sig nye krav, tendenser og udfordringer hurtigere end tidligere er blevet en central del af ledelsesopgaven. Det gælder både på det strategiske niveau og i hverdagens drift. Derfor har DI Handel udviklet ”Vision2030-forløbet, som er en ramme for megatrends, og som derfor kan hjælpe virksomheder med at tænke i flere mulige fremtidsscenarier.

Fremtidsparathed: En ny kernekompetence

Den moderne handelsvirksomhed er ikke alene målt på sin bundlinje. Forventningerne fra kunder, medarbejdere og samfundet er steget, ikke kun i forhold til kundeoplevelsen, karrieremuligheder og bæredygtighed, men også talentudvikling, markedsforståelse og evnen til at navigere i kompleksitet.

Jacob Kjeldsen forklarer: "Fremtidens succes afhænger af virksomhedens evne til kontinuerligt at udvikle nye kompetencer og tilegne sig ny viden gennem strategier, der arbejder med flere scenarier. Dét kalder vi fremtidsparathed." Han tilføjer, at virksomheder, der arbejder struktureret og strategisk med fremtidsparathed, opnår en væsentlig konkurrencefordel via evnen til bedre at navigere i høj grad af usikkerhed. Det bidrager til højere grad af agilitet og et mindset, der er bedre gearet til omstilling, når forretningsvilkårene ændrer sig.

Læs mere om Vision2030

DI Handels Vision2030 bygger på et grundigt analysearbejde i samarbejde med Instituttet for Fremtidsforskning og involvering af en bred skare af medlemsvirksomheder. Visionen identificerer seks helt centrale temaer, der har indflydelse på kunderelationen, og som danske handelsvirksomheder skal fokusere på:

  1. Samfundsengagement
  2. Bæredygtighed
  3. Talent
  4. Uddannelse
  5. Nye teknologier
  6. Markedsforståelse

"Det er de temaer, som vi ser driver fremtidsparathed. Om du arbejder med ESG-rapportering, digitalisering, kompetenceudvikling eller samfundsengagement, så handler det om at skabe robusthed og relevans for kunden." siger Jacob Kjeldsen.

Konkret forretningsværdi og strategisk agilitet

Fremtidsparathed betyder ikke, at man skal skrotte sin eksisterende strategi eller starte forfra. Det handler om at styrke virksomhedens evne til at reagere hurtigt på både trusler og muligheder, så næste krise ikke bliver en stopklods, og næste mulighed ikke bliver overset.

"Alle værktøjer og analyser tilpasses direkte til den enkelte virksomhed og dens ledelsesbehov," fastslår Jacob Kjeldsen. "Vores mål er at gøre virksomheder mere strategisk agile, så de kan handle på fremtidens udfordringer og muligheder allerede i dag."

Gør din handelsvirksomhed fremtidsparat med DI Handel

Læs mere

Relateret indhold