26.03.18 DI Handel Nyheder

Amazon til Danmark – hvad er danske handelsvirksomheder oppe imod? Del 2

E-HANDEL: Den sidste uges tid har rygterne svirret - kommer internet-kæmpen Amazon til Danmark? Er temperaturen i danske handelsvirksomheder til gys eller begejstring? Det kan være svært at gennemskue konsekvenserne. DI Handels branchedirektør ser både fordele og ulemper. Læs her Annette Falbergs råd og overvejelser baseret på hendes mange års erfaringer med e-handel.

- I første omgang vil Amazon blive opfattet som en konkurrent, men der er også muligheder. For virksomheder uden en netbutik er der her en chance for at komme hurtigt i gang med en driftstærk platform. Og,virksomheder, der allerede er i gang med e-handel får en ekstra salgskanal. Desuden er der store muligheder for at øge eksporten, idet Amazon allerede er til stede i 15 lande, siger branchedirektør Annette Falberg fra DI Handel.

I Danmark er kun 7 pct. af de danske virksomheder i gang med e-eksport, og dermed fylder e-eksport omsætningen kun 2 pct. af danske virksomheders samlede omsætning fra web-salg til udlandet, fremgår det af Danmarks Statistiks seneste opgørelse over it-anvendelse i virksomhederne.

Et godt eksempel på en virksomhed, der har opnået flotte resultater ved at anvende online platformen Amazon.com, er den nordsjællandske virksomhed Real Coffee, der laver kaffekapsler til Nespresso og Dolce Gusto. Efter kun ni måneder på Amazon oplever de en vækst på 30-40 pct., hvilket er den bedste omsætning for dem i fire år.

Dansk online-handel har kæmpe potentiale

I dag kan hele 49,7 pct. af danske husstandes samlede forbrug købes online. Det gælder næsten alt fra shampoo og mælk til ferier og husholdningsmaskiner. Alligevel udgør danskernes onlineforbrug kun 12,5 pct. viser tal fra analyseinstituttet Kraka. Det er dog højt i forhold til de europæiske lande, som Danmark normalt sammenlignes med, idet svenskerne f.eks. kun køber 7 pct. og tyskerne 5,5 pct. online.

- Det betyder, at der er et stort uudnyttet potentiale i dansk e-handel svarende til 807 mia. kr. Så vi skal have flere virksomheder i gang, og der skal arbejdes på flere spændende og sikre løsninger, der skaber tillid hos forbrugerne. Brugervenlig og gode købsoplevelser skal gå hånd i hånd med ny teknologi som f.eks. virtural reality og kunstig intelligens, siger Annette Falberg, branchedirektør hos DI Handel.

- Det er min oplevelse, at cirka halvdelen af danske virksomheder ser Amazons kommende indtog som nye muligheder. Den anden halvdel frygter den globale gigant. Til glæde for begge parter har vi netop startet et stort online markedspladsprojekt i samarbejde med CBS og Industriens Fond, hvor vi afdækker markedet og dets muligheder. Når vi er klar med de nye resultater, så skal de naturligvis deles med danske virksomheder, så vi kan skabe produktivitet og vækst, slutter Annette Falberg.

Stort projekt skal hjælpe danske virksomheder

Danske virksomheder mangler kvalificeret viden om salg på online markedspladser. Derfor har Industriens Fond netop lanceret et projekt om emnet med CBS og DI Handel.

Formålet med projekt ”E-eksport via online markedspladser” er, at danske virksomheder skal blive bedre til at skabe eksport via digitale kanaler, herunder online markedspladser. Ambitionen er at skabe en salgsplatform, der vil lette virksomhedernes IT-integration med globale salgskanaler som Amazon.

Læs første del af artiklen.

Læs mere om projektet med Industriens Fond.

Amazon

KORT OM AMAZON

 

Amazon blev grundlagt i 1995 og har 15 sites i hele verden. Deres omsætning er 855 mia. kr. i 2016 og forventer at runde 1.060 mia. kr. på verdensplan i 2017. De er størst i USA, hvor de tjener 540 mia. d.kr. Herefter kommer Tyskland og England med hhv. 84. mia. d.kr. og 9 mia. d.kr.

Amazon er til stede i Kina, Indien, Japan, Singapore, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Spanien, England, Canada, Mexico, Australien, Brasilien og selvfølgelig i USA.

Amazon rykkede tirsdag op på andenpladsen på listen over de mest værdifulde amerikanske selskaber.
Dermed går Amazon forbi Alphabet Inc., der er Googles moderselskab. Øverst på listen er it-giganten Apple.

Ejeren af Amazon er Jeff Bezos.

Liv Thøger-Aldahl
Skrevet af:

Liv Thøger-Aldahl

Relateret indhold