21.03.18 DI Handel Nyheder

Amazon til Danmark – hvad er danske handelsvirksomheder oppe imod?

E-HANDEL: Den sidste uges tid har rygterne svirret - kommer internet-kæmpen Amazon til Danmark? Er temperaturen i danske handelsvirksomheder til gys eller begejstring? Det kan være svært at gennemskue konsekvenserne. DI Handels branchedirektør ser både fordele og ulemper. Læs her Annette Falbergs råd og overvejelser baseret på hendes mange års erfaringer med e-handel. Anden del følger i næste nyhedsbrev.

Nyheden om Amazons kommende invasion i Danmark eller Norden i 2018 deler vandene i dansk erhvervsliv. Nogle frygter, at giganten vil presse markedet bl.a. fordi, de tidligere har fået skattefordele ved indtog i nye lande. I nogle lande har de også haft stor fordel af billig arbejdskraft. Begge dele kan de ikke forvente i Danmark.

DI Handel har estimeret, at danskerne i 2017 købte for ca. 2 mia. kr. på Amazon. I dag er Amazon til stede i 15 lande, som er Kina, Indien, Japan, Singapore, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Spanien, England, Canada, Mexico, Australien, Brasilien og selvfølgelig i USA.

Læs også: Amazon satser på B2B

Produktkategorier og video content er vigtigt

I Danmark vil deres størrelse komme til at afhænge af, hvilke produktkategorier som de vælger her i landet. En anden mulighed kan være, at Amazon kun vælger at lancere deres Amazon Prime pakke, som i Singapore. Eller, at de som i Holland, kun går ind på markedet med digitale bøger til deres e-bogslæser Kindle.

- Det er kategorier som f.eks. mode, boliginteriør, elektronik og legetøj, der virkelig vil rykke økonomien for Amazon i Danmark. Et andet godt eksempel kan være streaming, da danskernes forbrug af bl.a. Netflix er vokset eksplosivt de seneste år. Det er ikke noget problem for danskere at handle på et engelsk site, så en anden afgørende faktor bliver leveringstiden, siger branchedirektør Annette Falberg fra DI Handel.

Danskerne har f.eks. kunne oprette abonnement på Amazons video-tjenester siden december 2016, men det har været uden danske undertekster eller dansk indhold. Det vurderes derfor, at begge dele kan blive en mulighed, hvis Amazon kommer til Danmark.

Læs også: Virksomheders erfaringer med salg via online markedspladser

Hastighed er alfa og omega

Generelt har Amazon et stort produktudvalg, og de har stor fokus på at levere varen hurtigst muligt til kunderne. De skelner mellem dag-til-dag-leveringer og deres gratis leveringer. De services, som er gratis, tager selvfølgelig tid.

De hurtige dag-til-dag-leveringer kommer til at koste ekstra, men her har Amazon kutyme for at dække nogle af omkostningerne. Amazons seneste regnskab viser f.eks, at transporttilskuddet har kostet dem på bundlinjen. I deres seneste regnskab, kan vi bl.a. se, at de samlet har haft et underskud på logistikken på 7,2 mia. dollars, uddyber Annette Falberg.

Læs også: Danske forbrugeres syn på online markedspladser

De 7,2 mia. dollars er forskellen mellem inbound og outbound shipping cost, og det betyder med andre ord, at Amazon har brugt flere penge på outbound end inbound. Det formodes derfor, at de dækker dele af kundernes fragtomkostninger.

Læs også: Online markedspladser – Trussel eller mulighed?

Stort projekt skal hjælpe danske virksomheder

I et macro-perspektiv har online markedspladser et stort potentiale i hele verden. Et godt eksempel er online platformen Alibaba, der som Amazon kan prale af en milliardomsætning.

- Til gengæld mangler danske virksomheder kvalificeret viden herom. Derfor har vi netop indgået et samarbejde med CBS og Industriens Fond, der skal løfte danske virksomheders web-salg til udlandet, slutter Annette Falberg.

Formålet med projekt E-eksport via online markedspladser er, at danske virksomheder skal blive bedre til at skabe eksport via digitale kanaler, herunder online markedspladser. Ambitionen er at skabe en salgsplatform, der vil lette virksomhedernes IT-integration med globale salgskanaler som Amazon.

Læs anden del af artiklen.

Amazon

KORT OM AMAZON

 

Amazon blev grundlagt i 1995 og har 15 sites i hele verden. Deres omsætning er 855 mia. kr. i 2016 og forventer at runde 1.060 mia. kr. på verdensplan i 2017. De er størst i USA, hvor de tjener 540 mia. d.kr. Herefter kommer Tyskland og England med hhv. 84. mia. d.kr. og 9 mia. d.kr.

Amazon er til stede i Kina, Indien, Japan, Singapore, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Spanien, England, Canada, Mexico, Australien, Brasilien og selvfølgelig i USA.

Amazon rykkede tirsdag op på andenpladsen på listen over de mest værdifulde amerikanske selskaber.
Dermed går Amazon forbi Alphabet Inc., der er Googles moderselskab. Øverst på listen er it-giganten Apple.

Ejeren af Amazon er Jeff Bezos.

Liv Thøger-Aldahl
Skrevet af:

Liv Thøger-Aldahl

Relateret indhold