07.11.17 DI Handel Nyheder

E-handel i store engrosvirksomheder udgør hele 34 pct. af deres omsætning

Tal fra DI Handels B2B e-handelsanalyse 2017 viser, at de små og mellemstore engrosvirksomheder i gennemsnittet kun har 5,6 års erfaring med e-handel. De er således den gruppe med mindst e-handelserfaring. Omvendt har de store engrosvirksomheder i gennemsnittet 7,1 års erfaring med e-handel og er den gruppe med mest erfaring. I analysen deltog 808 fremstillings-, engros- og detailvirksomheder i Danmark.

De mange erfaringer hos de store virksomheder afspejler sig i den grad i deres e-handelsomsætning. De store engrosvirksomheders e-handelsomsætning udgør 34% af virksomhedernes totale omsætning og er således den branchegruppe med den største andel.

Gevinster og barrierer for engrosvirksomhedernes e-handel

Som det fremgår af figuren er ”Forbedring af virksomhedernes effektivitet” den største gevinst for engrosvirksomhederne med websalg. Det gælder både store og små virksomheder. De virksomheder, der ikke har websalg tror til gengæld, at den vigtigste årsag til websalg er at skabe nye kunde- og distributionskanaler.

De største hindringer for at videreudvikle e-handel i engrosvirksomheder med websalg er interne barrierer såsom silotænkning og manglende vilje til at investere langsigtet. Den største barriere for at komme i gang med e-handel hos virksomheder uden websalg er, at det drejer sig om komplekse produkter. Denne barriere ses både hos de små- og mellemstore samt store engrosvirksomheder uden websalg.

Engrosvirksomhedernes syn på den digitale udvikling

For at kunne konkurrere i en digital tid skal de små- og mellemstore engrosvirksomheder kunne tilbyde andet end produkter og lave priser. Store engrosvirksomheder er langt fremme i forhold til den digitale indsats, men mærker også kravet til omstilling på grund af opbruddet i de traditionelle værdikæder.

På trods af, at de store engrosvirksomheder er langt fremme med digitaliseringen, så føler knap 4 ud af 10 virksomheder sig udfordret af, at deres leverandører sælger direkte til deres kunder.

DOWNLOAD analysen, Din branches e-handel, og få et indblik i, hvordan brugen af websalg fordeler sig inden for de forskellige brancher – og hvilke udfordringer der er for at komme i gang med websalg.

Din branches e-handel

En opfølgende analyse til B2B e-handelsanalyse. Analysen giver dig mulighed for sammenholde din egen virksomheds erfaringer med e- handel i forholdet til din branchekolleger.

 

 

 

 

 

 

 

Skrevet af:

Tevin Lac

Relateret indhold