DI Handel Nyheder

Forretninger må pr. 1 januar ikke længere overvælte kortgebyrer

Det er pr. 1 januar 2018 slut med at overvælte gebyrer på forbrugere, når de benytter betalingskort til at gennemføre en betaling, det gælder både i fysiske forretninger og webshops.

Det er en konsekvens af implementeringen af EU’s betalingstjenestedirektiv PSD2 og interbankgebyrforordningen (MIF) i den nye danske lov om betalinger, som træder i kraft 1. januar 2018. Forretninger må fortsat overvælte gebyrer ved brug af firmakort (Corporate Cards), men altså ikke længere til en privat forbruger.

- Det er ikke godt for virksomhederne, at de ikke længere kan overvælte dyre kortgebyrer på forbrugerne. Som vi kender det i dag, er der et økonomisk incitament hos forbrugerne til at vælge det billigste betalingskort, når de selv skal betale gebyrerne. Med den nye lovgivning bliver gennemsigtigheden mindre for forbrugerne, og virksomhederne kommer til at stå med regningen, fortæller Annette Falberg, branchedirektør i DI Handel.

Med lovgivningen følger, at virksomhederne har mulighed for at give rabat ved brug af et givent betalingskort.

- At kunne give en rabat ved brug af et bestemt betalingskort, kan forretningerne bruge til at øge forbrugernes incitament til at benytte et givent betalingskort. Men alt i alt er det en skidt regel, som i høj grad mindsker gennemsigtigheden for forbrugerne, og øger omkostningerne for butikkerne. Det har vi naturligvis gjort opmærksom på i EU regi, men uden held pt., fortsætter Annette Falberg.

Læs hele loven om betalinger via dette link:

Relateret