Danske forbrugerne skal nemmere kunne tage gode valg, når de handler på nettet. Regeringen har derfor netop lanceret en ny forbrugerpolitisk strategi.

29.05.18 DI Handel Nyheder

Ny hjælp til danske forbrugere der handler digitalt

E-HANDEL: Nu skal det være nemmere at være forbruger i en digital verden. Regeringen har netop lanceret en ny forbrugerpolitisk strategi, der skal gøre det nemmere at træffe gode valg i en tid med både digitale muligheder og udfordringer. DI Handel glæder sig over en ny forbrugerrettet kampagne samt et fokus på at få ryddet op i oplysningskravene, der er blandt de 24 konkrete initiativer.

- Vi vil hjælpe forbrugerne med de nye muligheder og udfordringer i den nye digitale økonomi, samtidig med at vi stadig sikrer høj beskyttelse af forbrugerne. Danske forbrugere skal have nemmere ved at træffe gode valg i en digital verden, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Formålet med den nye forbrugerpolitiske strategi er bl.a., at forbrugerne skal have adgang til nem og sikker nethandel samt gode rammer for at anvende egne data til at opnå bedre produkter og løsninger.

Handel uden for EU er uden sikkerhedsnet

Helt specifikt betyder det, at regeringen bl.a. vil iværksætte en forbrugerrettet kampagne om sikker nethandel. Kampagnen skal bidrage til, at forbrugerne bliver mere bevidste om risici i forhold til produktsikkerhed, forbrugerrettigheder og pligter. Det er også vigtigt, at forbrugerne bliver klædt på til at kunne navigere uden om farlige og sundhedsskadelige produkter, når de er online.

- I DI Handel, mener vi, at det er en yderst relevant kampagne, som vi længe har efterlyst. Særlig vigtigt er det, at forbrugerne bliver bevidste om, at beskyttelsesniveauet er et andet, hvis de handler uden for EU. Når de handler uden for EU’s grænser er der ingen, der står på mål for, at varerne opfylder de høje krav til produktsikkerhed, som vi har i EU. Der er heller ingen garanti for at være beskyttet af de forbrugerregler, vi kender. Her er forbrugerne overladt til sig selv, siger branchedirektør Annette Falberg.

Der skal ryddes op i junglen af oplysningskrav

Regeringen vil gøre op med tankegangen om, at flere oplysninger per automatik giver bedre forbrugerbeskyttelse. Test viser, at forbrugere kun kan overskue en begrænset mængde information, når de står i en købssituation. Derfor vil regeringen arbejde for at rydde op i oplysningskravene på både dansk og EU-niveau.

- I DI Handel støtter vi varmt regeringens ambitioner. Mængden af oplysningskrav er enorm, og i mange år er der blevet lagt på og lagt på fra lovgivernes side. Derfor er det på høje tid, at vi får ryddet op i junglen af oplysningskrav – for både forbrugernes og virksomhedernes skyld. Jo bedre forbrugerne kan gennemskue tilbuddene, des bedre fungerer vores marked.

Faktaboks

Strategiens 24 initiativer er fordelt under seks overskrifter:

• Nemmere at træffe gode valg
• Data skal skabe værdi for forbrugerne
• Nem og sikker nethandel
• Målrettede oplysningskrav
• Nemmere at handle bolig
• Markedføring i en digital verden

Liv Thøger-Aldahl
Skrevet af:

Liv Thøger-Aldahl

Relateret indhold