DI Handel Nyheder

Nye regler tvinger e-handlere til at sælge til hele EU

E-HANDEL: Kampen mod geoblocking har været i gang siden 2016, og nu er der landet en aftale. I sidste uge blev Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet enige om at forbyde uberettiget geoblocking. I praksis betyder det, at danske e-handlere fra 2018 skal sælge til hele EU.

En mindre kontroversiel del af den nye forordning betyder, at virksomheder ikke længere må blokere hjemmesider, eller automatisk omdirigere brugere til andre versioner af deres hjemmeside.

En anden del af forordningen er, ifølge branchedirektør i DI Handel Annette Falberg, langt mere problematisk, nemlig den såkaldte salgspligt. Salgspligten indebærer, at e-handlere skal sælge til kunder i hele EU - dog uden at have pligt til at levere ud over det geografiske område, som de normalt opererer inden for.

-I DI har vi hele vejen igennem kæmpet imod salgspligten. Vi frygter, at det vil betyde ekstra omkostninger for virksomhederne - både i administration og i direkte udgifter. Derudover vil det være svært for især mindre virksomhederne at yde kundeservice på det niveau, de gerne vil, hvis kunderne kommer fra lande, hvor en virksomhed ikke i forvejen yder kundeservice, siger hun.

Fjern hellere de reelle barrierer

DI så hellere, at EU tager fat på nogle af alle de områder, hvor der fortsat er forskellige regler på tværs af medlemsstaterne. Det kunne f.eks. være inden for krav til produkter.

- I DI kæmper vi benhårdt for at få et velfungerende digitalt indre marked. Hvis virksomhederne får ens regler, vil de have incitament til at udvide deres forretning til nye markeder. I stedet for bliver det nu tvang, og det synes vi ikke er rimeligt over for virksomhederne, siger Annette Falberg.

Praktisk håndtering af loven er uklar

Selvom EU-institutionerne er nået til enighed om en aftale, er det ifølge DI Handels branchedirektør stadig uklart, hvordan reglerne skal virke i praksis.

-Der er forsat en række spørgsmål i forhold til, hvordan det rent praktisk skal kunne lade sig gøre at leve op til reglerne. Der er cirka et år til reglerne træder i kraft, og vi vil bruge tiden på at få afklaring på de spørgsmål i dialog med myndighederne og formidle resultaterne til vores medlemmer, slutter Annette Falberg.

Forordningen er endnu ikke formelt vedtaget i EU, men det forventes, at reglerne vil træde i kraft i slutningen af 2018.

Se Kommissionens pressemeddelelse her.

Relateret