25.04.16 DI Handel Nyheder

Spildte chancer i den nye markedsføringslov

Tirsdag vedtog Folketinget en ny markedsføringslov. Her blev det ikke, som det ellers var ønsket fra erhvervslivet, gjort væsentligt lettere at sende elektronisk markedsføring imellem virksomheder.

Da Folketinget tirsdag vedtog den nye markedsføringslov, blev de gældende regler for markedsføring imellem erhvervsdrivende opretholdt. Det skete på trods af et stort ønske fra en række erhvervsorganisationer om at lempe reglerne. I et omfattende udvalgsarbejde, hvor DI var repræsente-ret, har en række eksperter haft til opgave at lave et udkast til en ny markedsføringslov til regeringen. I udvalgets rapport indgår et forslag om at lempe reglerne for markedsføring i eksisterende kunderelationer for at sikre, at virksomheder kan sende markedsføringsmateriale til deres professionelle kunder. Men det forslag blev altså hældt ned af brættet under Folketingets behandling. Branchedirektør Annette Falberg, DI Handel siger:

- Vi er mildest talt uforstående over for den manglende vilje til at gøre det lettere for virksomheder at kommunikere med deres professionelle kunder. Det var et stort ønske fra erhvervslivet, og det er regler, der udelukkende påvirker erhvervslivet. Reglerne er simpelthen for rigide. Hvis virksomhed A har fået samtykke fra en medarbejder hos virksomhed B, og den person går på orlov, så må virksomhed A ikke sende mailen til en anden medarbejder hos virksomhed B – selv om de to virksomheder har en løbende kunderelation.

Udvalgets forslag satte grænser

Udvalget foreslog tre enkle regler for, hvornår det mellem virksomheder bør være muligt at sende elektronisk markedsføring uden forudgående specifikt samtykke. Der skal være tale om en eksisterende kunderelation; der må kun sendes markedsføring, som er relevant for modtagerens arbejde, og der skal være nem mulighed for at frabede sig yderligere henvendelser. I udvalget sad blandt andet en bred kreds af erhvervsorganisationer, der alle bakkede op om forslaget.

- Vi har fuld forståelse for, at en mailboks, der bugner af irrelevante tilbud er generende. Netop derfor lagde vi i udvalgsarbejdet vægt på at finde en afbalanceret løsning, der ville lette samhandlen uden at åbne en ladeport. Det var Folketinget desværre ikke indstillet på.

DI og DI Handel holder seminar for alle DI-medlemmer om den nye markedsføringslov den 30. maj. 2017. Læs mere her.

Arrangementet om den nye markedsføringslov er afholdt. Find andre events, der kan være interessante for dig lige her: DI Handel events.

Relateret indhold