Hvad driver fremtidens kolleger?
Passion og karriereveje går igen i snakken med de to talenter fra Bygma, Cathrin Pedersen Deleurand og Can Mustan Acili, der har taget turen igennem Bygmas elevprogram, og nu er med til at inspirere andre til at prøve en anden vej end universitetet.

Cathrin Pedersen Deleurand, ekspeditionsleder, Bygma Roskilde
Foto: Kasper Witte LarsenDet var blevet hverdag på historie-studiet for Cathrin. Fra en forelæsning til et møde i studiegruppen inden der skulle arbejdes videre på den næste opgave. Diskussionerne var spændende, men det var også uklart, hvad der skulle ske bagefter, fortæller Cathrin Pedersen Deleurand om sin beslutning, da hun som 24-årig valgte at skifte spor:
”Jeg havde brug for at lære et håndværk. Noget, jeg meget klart kunne se, at jeg kom til at bruge i mit arbejdsliv. Og hvor jeg havde en større forventning om, at jeg kunne finde et job efter min uddannelse”.
Cathrin valgte – ”lidt ved et tilfælde” ifølge hende selv – at kigge i retning af Bygmas elev-program:
”Et elevforløb var ikke noget, som vi havde i tankerne i min omgangskreds, når der skulle vælges en uddannelse. Og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente. Jeg vidste ikke for alvor, hvad ’produktet’ var i Bygma, men det var ikke afgørende for mig. For det kan man jo lære. Men jeg kunne mærke passionen og lysten til at lykkes hos direktøren – og det var jeg nødt til at blive en del af,” fortæller Cathrin Pedersen Deleurand.
I 2018 blev Cathrin udlært som elev, og under corona i 2020 blev Cathrin ekspeditionsleder i Bygma Roskilde, hvor hun i dag er leder for 8 kolleger.
Fremtidens talenter
Interviewet med Cathrin Pedersen Deleurand og Can Mustan Acili er foretaget i forbindelse med DI Handels vision om at gøre de danske handelsvirksomheder fremtidsparate. En vigtig forudsætning for succes bliver adgangen til kvalificeret arbejdskraft, og derfor sætter vi i denne artikel fokus på de unge talenters perspektiv på arbejdslivet.
”Jeg ville være med til at bygge noget op”
Can Mustan Acili har prøvet lidt af hvert. Efter gymnasiet prøvede han nogle forskellige uddannelsesretninger og ufaglærte jobs, og til sidst var det byggebranchen, der for alvor føltes rigtigt. Men corona satte en kæp i hjulet for den oprindelige plan om at blive bygningskoordinator:
”Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at sidde bag en skærm hele dagen. Så da min ven hev fat i mig og fortalte om elevprogrammet i Bygma, så tænkte jeg, at det var en snak værd. Jesper (red. Nielsen, direktør i Bygma Næstved) inviterede mig på en kop kaffe og fortalte mig, at han ikke havde plads på holdkortet til mig i den her omgang. Men han ville gerne sende mig i retning af den nye forretning, der skulle åbnes i København,” fortæller Can Mustan Acili.

Can Mustan Acili, Bygma
Foto: Kasper Witte LarsenCan vender i interviewet hele tiden tilbage til følelsen af at blive grebet og følelsen af det stærke fællesskab. Og da muligheden i Københan opstod, slog han til:
”Jeg ville gerne være med til at bygge noget op. Være med helt fra start. Så der var ingen tvivl om, at jeg selvfølgelig skulle sige ja, da jeg fik muligheden for at blive en del af den nye forretning i København”.
Den gode arbejdsdag
For Cathrin er det mødet med kunderne ude ved skranken, der gør hele forskellen:
”Jeg elsker de dage, hvor der er tid om morgenen til at tale med kunderne om stort og småt. Det er helt klart den personlige relation med de dygtige håndværkere, der skal ud at skabe noget med vores produkter, som vinder dagen for mig.”
Når snakken falder på den gode dag for Can, så handler det også om fællesskabet:
”Jeg kan godt lide den stærke hold-ånd. Det er det, der gør det sjovt for mig, når jeg møder ind. Og det gælder både, når jeg var afsted på uddannelsen med de andre elever, og når jeg er på kontoret. Vi kæmper for det samme. Vi ved, hvad vi vil.”
Handels-karrieren skal gøres mere attraktiv
I Bygma har de taget konsekvensen af et faldende elevtal på erhvervsskolerne – og en rekrutteringsudfordring, der bliver større og større. Nu vil de rykke ind i klasselokalerne for at gøre handelskarrieren mere attraktiv.
Cathrin vil være Bygmas første kvindelige trælastdirektør
Can Mustan Acili blev færdig med sit uddannelsesforløb i august 2024, men er slet ikke færdig med at lære:
”Det føles kun som om, jeg skal lære endnu mere fra nu af. Og med Bygmas størrelse er der også gode muligheder for at skifte fagområde undervejs – måske skal jeg prøve det? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg slet ikke er færdig med at udvikle mig,” fortæller Can.
For Cathrin er målet klart: Hun vil gerne være Bygmas første kvindelige trælastdirektør:
”Det er mit klare mål, og det ved mine chefer også godt. Jeg håber også, at jeg kan være med til at vise andre kvinder, at der selvfølgelig er plads til os i byggebranchen. Måske også være en rollemodel for nogen, som andre har været for mig. Og jeg oplever ikke andet end opbakning.”
Om Cathrin og Can
Cathrin Pedersen Deleurand
32 år
Udlært i Bygma i 2018 og i 2020 forfremmet til Ekspeditionsleder i Bygma Roskilde. Salgsleder i Bygma Haslev fra 1. februar 2025.
Can Mustan Acili
27 år
Udlært i Bygma i 2024 og arbejder i dag som sælger i Bygma København
Vi uddanner fremtidens ledere
Hos DI tilbyder vi et bredt udvalg af kurser, uddannelser og netværk, der udvikler ledere på alle niveauer.
Se alle tilbud for ledere her