DI Handel

”Vi vil gerne tættere på de unge på skolebænken”

I Bygma har de taget konsekvensen af et faldende elevtal på erhvervsskolerne – og en rekrutteringsudfordring, der bliver større og større. Nu vil de rykke ind i klasselokalerne for at gøre handelskarrieren mere attraktiv.

Anette Sondrup, HR-direktør i Bygma Gruppen

Foto: Kasper Hjorth

Det startede egentlig med et besøg i Sverige, hvor Bygma Gruppens administrerende direktør, Peter H. Christiansen havde set, hvordan Bygmas svenske datterselskab var begyndt at uddele legater til dygtige, unge studerende – ”Bygmastipendiat” – og den idé tog han med hjem til Anette Sondrup, der er HR-direktør i Bygma:  

”I Sverige findes der ikke en elevuddannelse som i Danmark, men ambitionen om at hylde fagligheden går på tværs – og derfor tog vi fat i nogle udvalgte erhvervsskoler for at finde ud af om de var interesserede i et samarbejde med os.”. 

Og det var de. Efter flere år med et faldende elevtal på de merkantile uddannelser på erhvervsskolerne, så er udfordringen til at få øje på: Erhvervsuddannelserne er ikke attraktive nok for de unge som uddannelsesvej, og det har konsekvenser for virksomheder som Bygma.

 

Anette Sondrup, HR-direktør i Bygma Gruppen
Vi er også kommet meget tættere på de unge Anette Sondrup, HR-direktør i Bygma Gruppen


Bygma Talentlegat blev stiftet, og 24 unge studerende er blevet hyldet for deres både deres engagement, talent og faglighed inden for handel. Og samarbejdet med erhvervsskolerne har været en succes, som Bygma nu håber på at udvide:
 

”Bygma Talentlegat har været første forsøg på et større strategisk samarbejde med erhvervsskolerne, og det er gået rigtig godt. Vi har fået skabt noget synlighed om uddannelserne og Bygma, men vi er også kommet meget tættere på de unge. Så det skal vi gøre mere af,” fortæller Anette Sondrup. 

Fakta: Bygma Talentlegat

Hvert år vil Bygma i samarbejde med seks udvalgte erhvervsskoler hylde 24 unge studerende med et samlet beløb på 288.000 kr. 

Det er erhvervsskolerne, der indstiller eleverne til prisen, og 2024 var første år, hvor legaterne blev uddelt.  

De seks erhvervsskoler er Aalborg Handelsskole, Aarhus Business College, Tietgenskolen Odense, IBC Kolding, ZBC Næstved/Ringsted og Roskilde Handelsskole.  

Kilde: Bygma 

Handel er lidt diffust for de unge

For Bygma er det vigtigt at tage et uddannelsesansvar, og efter flere år med et dalende elevtal og deraf færre elever, der trækker i Bygma-skjorten, så var det naturligt at se om virksomheden kunne bidrage i andre sammenhænge. Og et større samarbejde med erhvervsskolerne er et konkret eksempel, som Bygma også lærer noget af: 

”Vi vil rigtig gerne tættere på de unge: Hvad betyder noget for dem? Kan de se idéen i en handelsuddannelse? Og en af de første ting, vi lærte fra skolerne, var: De unge synes, at handel er lidt diffust. De kan simpelthen ikke forklare hvad det betyder, mens detail er langt mere håndgribeligt for dem”, fortæller Anette Sondrup.  

Og her har både Bygma og erhvervsuddannelser en udfordring med at fortælle og forklare hvad det vil sige. Men der er også andre måder, hvor Bygma kan spille en rolle ifølge Anette Sondrup:  

”Bæredygtighed og digitalisering fylder mere og mere i undervisningen, og her kan vi også hjælpe lærerne, når de spørger: For vi har de konkrete eksempler på hvad det betyder og hvordan man arbejder med det – og det gør mig stolt, at vi også på den måde kan bidrage til uddannelserne.”. 

Inspiration: I Bygma tager alle ansvar for bæredygtighed

Anette Sondrup, HR-direktør i Bygma Gruppen

Foto: Kasper Hjorth

Erhvervsuddannelserne skal fylde mere blandt de unge

Der bliver rift om fremtidens arbejdskraft, og når der allerede i dag er for få, der tager sig en erhvervsuddannelse, så er konsekvenserne bekymrende for en virksomhed som Bygma.  

Erhvervsuddannelserne skal gøres mere attraktive, og det er svært:  

”I dag bliver erhvervsuddannelserne lidt opfattet som en plan B, og det billede er svært at gøre op med. Og derfor skal vi – virksomheder og erhvervsskoler – hjælpe med at fortælle om de mange muligheder, der er i handelsuddannelserne”, fortæller Anette Sondrup.  

Og i Bygma er de klar til at tage mere ansvar, og idéer går de i hvert fald ikke ned på:  

”Måske skal vi lave vores eget uddannelseskoncept som tilbud til skolerne: Bygma Masterclass? Måske skal vi hjælpe med at investere i de fysiske rammer på skolen? Skal vi lave et praktikant-samarbejde?”, nævner Anette som nogle få eksempler og fortsætter:  

”Vi tror på, at samarbejdet med erhvervsskolerne kan gøre en forskel for både de unge, uddannelserne og for os selv i Bygma. Og derfor er vi klar på at prøve flere gode idéer som Talentlegatet af”, afslutter Anette Sondrup med stolthed i stemmen.  

Blå bog

Anette Sondrup er HR-direktør i Bygma Gruppen, hvor hun har været ansat siden 2006.  

CV: 
HR-direktør, Bygma Gruppen 
2010-nu 

HR-chef, Bygma Gruppen 
2006-2009 

Personaleudviklingschef/HR-partner, Arbejdernes Landsbank 
2000-2006 

Uddannelseschef, Arbejdernes Landsbank 
1997-2000 

Uddannelse: 
Anette Sondrup er bankuddannet og har sidenhen bygget på med en diplomuddannelse i Human Ressource Development fra CPH West. 

Vision2030