Alliance for kvinders sundhed
I Alliance for kvinders sundhed vil vi gerne samle politikere og aktører med ønske om at arbejde målrettet mod at fremme kvinders sundhed.

Foto: Nicoline Kjems-Krognos, Berlingske Media
Kvinders sundhed og kvindespecifikke sygdomme er generelt underprioriteret, herunder både i forhold til kvinders møde med sundhedsvæsenet, i forskningen i kvinders sygdomme og dermed også sundhedsvæsenets generelle viden og samarbejde om kvinders sygdomme. Det har store samfundsøkonomiske konsekvenser. McKinsey har anslået, at det globale BNP kan øges med en billion amerikanske dollar, hvis kvinders sundhed blev prioriteret på niveau med mænds. Der er således både et betydeligt menneskeligt såvel som økonomisk potentiale i at øge det politiske fokus på kvinders sundhed.
Formål:
Alliancens overordnede formål er at sætte fokus på kvinders sundhed, herunder:
-
Behov for øgede investeringer i forskning og innovation i kvinders sundhed.
-
Behov for øget viden om de personlige og samfundsøkonomiske konsekvenser af manglende forskning i kvinders sundhed, herunder egne udgifter i forbindelse med behandlinger og konsekvenser vedr. tabt arbejdsfortjeneste m.v.
-
Behov for at nedbryde tabuer omkring kvinders sundhed, herunder for at sikre viden, data og samarbejde så sundhedsvæsenet har forudsætningerne for at skabe et godt møde for kvinder i sundhedsvæsenet.
Medlemskab af alliancen
Medlemskab kræver, at man bakker op om alliancens formål og arbejder for at fremme alliancens formål.
Som medlem af alliancen inviteres man til alliancens møder og arrangementer.
Følgende kan være medlem af alliancen:
- Aktive politikere, der er indvalgt i kommunalbestyrelser, regionsråd, Folketing eller Europa-Parlamentet og/eller stiller op til valg til disse organer.
- Forskere og fagpersoner der er professionelt beskæftiget med kvinders sundhed.
- Virksomheder og interesseorganisationer som arbejder med at fremme af kvinders sundhed fx gennem investeringer eller forskning, udvikling og innovation inden for kvinders sundhed.
- Personer med særlig interesse i eller kendskab til kvinders sundhed fx fra virke i patientforening.
- Privatpersoner kan opnå støttemedlemsskab hvis de støtter alliancens formål.
På vegne af alliancen,
Anne Sophie Callesen (R), Camilla Fabricius (S), Monika Rubin (M), Marianne Lynghøj (V)