Fokus på kvinders sundhed
Prioritering af kvinders sundhed gennem målrettede indsatser
Kvinders sundhed er et prioriteret indsatsområde i DI Life Science, fordi vi anerkender de unikke udfordringer og behov, der er knyttet til kvinders sundhed gennem forskellige livsfaser. Indtil videre har vi etableret et netværk, hvor vi har afholdt arrangementer inden for forskellige temaer såsom endometriose, menopause, migræne, forskning og bias samt start-ups. Vi arbejder for at skabe en platform for vidensdeling, innovation og samarbejde, der skal fremme sundhed og trivsel for kvinder.
Nyheder
Sundhedspolitisk sigte
I DI arbejder vi proaktivt for at fremme dagsordener inden for kvinders sundhed. Vores vision er et sundhedssystem i Danmark, der er lige så stærkt og effektivt for kvinder som for mænd, og som sikrer alle kvinder adgang til den bedst mulige behandling og forebyggelse. Vi anerkender de unikke sundhedsudfordringer, kvinder står overfor, og stræber efter at sikre, at kvinders sygdomme får samme forskningsmæssige fokus som mændenes, uden at mændene tilsidesættes.
Fokus på forebyggelse
Vi opfordrer til øgede investeringer i forebyggende sundhedsprogrammer, der adresserer kvinders unikke sundhedsbehov. Dette omfatter områder som reproduktiv sundhed, bryst- og livmoderhalskræft samt mental sundhed. Forebyggelse er nøglen til at reducere forekomsten af sygdomme og forbedre livskvaliteten for kvinder i Danmark.
Adgang til sundhedsydelser
Vi arbejder for at sikre, at alle har nem og hurtig adgang til udredning, specialiseret behandling og rådgivning. Dette gælder eksempelvis lidelser som endometriose, menopause, migræne og ADHD.
Bias i sundhedsforskning
Vi anbefaler øget finansiering og støtte til forskning inden for kvinders sundhed. Der er behov for at forstå de specifikke sundhedsudfordringer, kvinder står overfor, og udvikle nye behandlingsmetoder og lægemidler, der tager højde for kønsforskelle i symptomer og bivirkninger. DI støtter en stærk forskningsindsats og opfordrer til offentlig-privat samarbejde om udvikling af nye behandlingsmetoder, lægemidler og teknologier, der kan forbedre sundheden for kvinder. Det er afgørende at kunne anvende data om kvinders specifikke behov og reaktioner på behandlinger for at sikre, at sundhedsløsninger er effektive for begge køn.